Løgn på løgn! Blev du snydt af aprilsnar?

I dag skal man være ekstra kritisk over for medier, mails og Facebook-opslag. Ellers ender man med en lang næse og røde ører.

En del af landets medier forsøger i dag ihærdigt at snyde læsere og seere med historier, der ikke helt holder vand. Og samtidig bombarderes de selvsamme medier af mails med tilbud om fantastiske historier, der heller ikke lige er helt, hvad de giver sig ud for at være.

Men underholdende - det er det!

Vi starter dagens rundtur i Ekstra Bladet, der lancerer en opsigtsvækkende beslutning i Folketetinget om, at borgerne skal have samme goder, som politikerne. Det vil sige velvoksne pensionsordninger, adgang til gratis adgang DSBs 1. klasse - og gratis adgang til for eksempel Tivoli. 

Om et år - den 1. april 1924 skal der så gennemføres en folkeafstemning, hvor vi beslutter os for, hvilke helligdage, der skal sløjfes for at få rod til frynsegodeorgiet.

Og ifølge Politiken skal den tidligere spionchef, Lars Findsen, være vært på et nyt program på DK4, hvor han hjælper kendte danskere, der er gået i stå i deres karriere.

Men det er ikke kun medierne, der har haft travlt med de veloplagte løgnehistorier.

Greve Kommune er for eksempel  ude med et tilbud til arbejdsløse. Fra nyttejob til dykkerjob, lyder det i kommunens mail til TV 2 Kosmopol. Her fremgår det, at man vil tilbyde arbejdsløse, at de kan få dykkerundervisning, og derefter komme i beskæftigelse som ålegræs-plantere, da havbunden i Køge Bugt har brug for en gang førstehjælp.

Psykologhjælp i taxaen og hjælp mod hedeture

Taxiselskabet Viggo bebuder, at de indfører en helt ny  og aldrig før set service for taxipassagerer. De har nemlig ansat en del psykologer, der nu skal køre taxa, og tanken er så, at når man alligevel sidder i taxaen, så kan man få en gratis terapitime samtidig. ViggoShrink, kalder de det.

Fjernvarmeselskaberne har udviklet en ny app, der i samarbejde med for eksempel smartwatches holderøje med brugerens stressniveau og kropstemperatur. Hvis man så har feber, ja så sørger appen for, at der bliver skruet ned for varmen i hjemmet. Systemet skulle være særligt godt for kvinder i overgangsalderen, som så får hjælp, når de bliver ramt af en hedetur.

Fængselsforsorgen åbner landets første ubemandede fængsel, Meyers lancerer en hudplejeserie, der er baseret på bælgfrugten Nakskov brunært, og Cirkusbygningen i København skal males grøn og have grønt græs på taget.

Og sådan kunne man blive ved - men vil man være helt sikker på ikke at hoppe på bare en af dagens løgnehistorier - så skal man måske begrave sig under sin dyne og blive der, indtil datoen siger 2. april.

Cirkusbygningen skal være grøn!
Cirkusbygningen skal være grøn!

Vi runder dagens lille tur i løgnens verden hos Københavns overborgmester, Sophie Hæstorp Andersen.

På sin Facebookprofil skriver hun, at de københavnske havnebusser skal nedlægges. I stedet er det tankerne, at borgerne selv kan klare transporten i havnen - på vandcykler. Projektet kræver en massiv investering, men - lover hun - sikkerheden vil være i top.








Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik