Mens Odense dyrker H.C. Andersen, er Søren Kierkegaard næsten usynlig i København

Der er stort set ingen synlige spor i byrummet af verdens mest berømte københavner, filosoffen og teologen Søren Kierkegaard, og det vil mange have lavet om på.

Han elskede sine lange, daglige vandreture i København, hvor han gik gaderne tynde.

De daglige menneskebad, som han kaldte dem.

- Søren Kierkegaard var også et menneske, som havde brug for at tale, snakke, pludre og pjatte med andre mennesker, og derfor tog han disse menneskebade, siger forfatter og leder af Søren Kierkegaard Forskningscenteret, Joakim Garff, som forklaring på, hvordan Søren Kierkegaards vandringer i både naturen og København hang uløseligt sammen med hans utallige litterære værker og store kunstneriske virksomhed.

- Nogle gange er det en professor, han får under armen, og så går de op og ned ad gaderne. Men til andre tider standser han bare op på et gadehjørne og taler med en bagermester, eller en skomager eller hvad det nu er, der er til disposition den dag, siger Joakim Garff.

Forfatter og leder af Søren Kierkegaards Forskningscenter, Joakim Garff.
Forfatter og leder af Søren Kierkegaards Forskningscenter, Joakim Garff.

Søren Kierkegaard var født ind i en velhavende familie, han kunne studere i stedet for at arbejde og havde masser af tid til at tænke, lade tankerne fare og tage kontakt til stort set alle, når han bevægede sig rundt i byen.

- Han talte med Gud og hver mand, eller i hvert fald med hver mand, om snart sagt hvad som helst, siger Joakim Garff.

quote Tab for alt ikke lysten til at gå: Jeg går mig hver dag det daglige velbefindende til. Og går fra enhver sygdom; Jeg har gået mig mine bedste tanker til. Og jeg kender ingen tanke så tung, at man jo ikke kan gå fra den” - Når man således bliver ved med at gå, så går det nok.

Søren Kierkegaard

Sammen med en lang række andre Kierkegaard-kyndige har Joakim Garff længe kæmpet og argumenteret for, at vi hylder vores store verdenskendte landsmand med et hus i København, hvor både turister og alle andre har mulighed for at gå hen og blive orienteret om hans liv, værker, høre dem oplæst på forskellige sprog og dykke ned i den enorme betydning han har fået for eftertiden.

Modsat hans samtidige, H.C. Andersen, eksisterer der ingen fotos af Søren Kierkegaard. Tegning fra Det Kgl. Bibliotek.
Modsat hans samtidige, H.C. Andersen, eksisterer der ingen fotos af Søren Kierkegaard. Tegning fra Det Kgl. Bibliotek.

- Altså, vi har H .C. Andersen, og så har vi Søren Kierkegaard. Det er sådan set de to globale danskere, vi kan mønstre. 

- Og der fylder Kjærgaard stadig mere og stadig mere. Der er en vældig interesse for ham og han bliver nyoversat til en række sprog, blandt andet kinesisk, siger Joakim Garff som et af argumenterne for, at det kun kan gå for langsomt med at hylde alle tiders store danske tænker med sit eget hus i København.

Overalt i verden har han inspireret filosoffer, psykologer, kunstnere, litterater, you name it, siger Joakim Garff, som foreløbig har stor opbakning på Københavns Rådhus.

210 år efter Søren Kierkegaard blev født vil også De Konservative være med til at sikre, at hans værker og virke er mere synligt for eftertiden.

quote Gift dig, du vil fortryde det. Gift dig ikke, du vil også fortryde det. Gift dig eller gift dig ikke, du vil fortryde begge dele.

Søren Kierkegaard (Enten Eller 1843)

- Han var en intellektuel sværvægter, og vi har brug for stof, der taler til intellektet og til hjertet, siger det konservative medlem af Kultur- og Fritidsudvalget i København, Karina Bergmann, som sammen med partifællen Peter Ravn Nielsen har stillet forslag om og fået opbakning til, at alle københavnske politikere næste år skal tage stilling til, om de vil støtte arbejdet med planerne.

- Det er jo en måde at formidle kulturarven. Folk har brug for at gå et sted hen, hvor kulturarven bliver kurateret og formidlet og bragt videre til de nye generationer, siger Karina Bergmann.

Hvad kan de nye generationer bruge Søren Kierkegaard til?

- Alt i virkeligheden. Jeg tror på, at de kan stille de spørgsmål og måske også være med til at søge nogle svar, som de ikke kan få andre steder i forhold til trivsel og andet, der ligger dem på sinde, slutter Karina Bergmann.

quote Af alle latterlige Ting forekommer det mig at være det allerlatterligste at have travlt.

Søren Kierkegaard

Hvis turister og alle mulige andre i dag søger synlige beviser på Søren Kierkegards hans enorme betydning, tænkning og liv, kan de - ud over hans talrige værker - se på en statue i bibliotekshaven ved Christiansborg og kun ganske få effekter og Kierkegaardejendele i en glasmontre på Københavns Museum.

Her ligger en hårlok, en skrivepen, et nøglebundt, den diamantbesatte forlovelsesring, en tegning og nogle kaffekopper - alle med relation til Kierkegaard - udstillet.

Men filosoffen fylder ikke ligefrem meget på på bymuseet.

En hårlok, som Søren Kierkegaards yndlingsniece Henriette klippede af på filosoffens dødsleje i 1855.
En hårlok, som Søren Kierkegaards yndlingsniece Henriette klippede af på filosoffens dødsleje i 1855.
Foto: Morten Bisgaard - TV 2 Kosmopol

Hvad er årsagen til, at I ikke har dedikeret en hel bygning eller etage til Søren Kierkegaard?

- Vi er jo et museum for hele København og byens udvikling gennem tiderne. Selvfølgelig skal Søren Kierkegaard have en plads, men det skal balanceres i forhold til øvrige hensyn, siger museumsinspektør på Københavns Museum, Jakob Ingemann Parby, som helt personligt finder tanken om et selvstændigt Kierkegaard-formidlingscenter eller Kierkegaardhus for interessant.

Det samme gør teologistuderende Asta Moesgaaard Andersen, som er varm fortaler for overvejelserne.

- H.C. Andersen har sit eget hus og er absolut også respekteret i udlandet. På samme måde er Kirkegaard jo også abnormt respekteret, både i ind- og udland. Så det ville være fantastisk at have et Kirkegaardhus eller et sted, hvor man kan informere og vise både Danmark og omverdenen, at vi hædrer de danskere, som virkelig er med til at forandre både Danmark og verden omkring os.

Så du mener helt kort, at Søren Kirkegaard er relevant i dag?

- Uden diskussion. Og ikke bare i dag, men også for fremtiden, siger Asta Moesgaaard Andersen.

Kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M) vil først se, hvilke midler der kan hentes fra Københavns Kommune og private fonde, inden han ønsker at forholde sig til en eventuel statsstøtte.

quote Lediggang som saadan er ingenlunde en Rod til Ondt, tværtimod den er et sandt guddommeligt Liv, naar man ikke keder sig.

Søren Kierkegaard

Jacob Mark Thumpnail
Serie

Anbefalet

Udvalgte indslag fra TV 2 Kosmopol. 

 Se serien her

Spørg Os - Afstemning

_