Minister forbyder syntetisk cannabis

Slut med røgelse og aromaterapi med syntetisk cannabis.

De såkaldte syntetiske cannabinoider sælges lovligt i flere butikker. Men ifølge Sundhedsstyrelse er også de syntetiske stoffer afhængighedsskabende og sundhedsskadelige.

Derfor bliver de nu forbudt efter indstilling fra Sundhedsstyrelsen, lyder det i en pressemeddelelse fra sundhedsministeriet.

Konkret bliver en hel række stoffer og en gruppe af såkaldte semisyntetiske stoffer ulovliggjort.

Dermed er det slut med røgelse, duftpinde og andre produkter, som indeholder syntetisk cannabis, som kan give en rus, hvis man ryger dem.

- Det går ikke, at man kan gå direkte ind fra gaden og købe produkter med syntetisk cannabis. Der er tale om farlige stoffer, som man kan blive afhængig af, og som kan give alvorlige forgiftninger. Derfor bliver stofferne nu ulovlige, siger sundhedsminister Sophie Løhde (V).

De syntetiske cannabinoider har TV 2 Kosmopol tidligere undersøgt, da de sælges i en lang række butikker online og flere steder fysisk i hovedstadsområdet.

Flere eksperter har da også advaret mod syntetisk cannabis, da indholdsstofferne i de syntetiske varianter har været mere potente end THC, der er det euforiserende stof i cannabis.

Men det er altså ændret nu.

- Alene de seneste måneder er der set flere nye varianter herhjemme, og vi må forvente, at flere vil komme til.

- Derfor omfatter forbuddet hele stofgruppen, som dermed bliver ulovlige, og endnu ikke udviklede stoffer i denne gruppe, siger Sophie Løhde. 

Med ministerens beslutning bliver det ulovligt både at indføre, købe, besidde og sælge de pågældende stoffer til andre end medicinske og videnskabelige formål.

De omtalte stoffer bliver nu optaget på listen over euforiserende stoffer og bliver ulovlige fra og med den 6. september 2024, hvor den nye bekendtgørelse træder i kraft.

Disse stoffer bliver ulovlige:

Indenrigs- og Sundhedsministeriet opdaterer bekendtgørelsen om euforiserende stoffer, så følgende syntetiske cannabinoider bliver optaget på listen:

·         ADB-5Br-INACA

·         ADB-P-5Br-INACA

·         CH-PIACA

·         Cumyl-CB-MeGaClone

·         5F-CumylPeGaClone

Hertil kommer, at stofgruppen dibenzopyran-gruppen, som omfatter såkaldte semisyntetiske cannabinoider, også optages på bekendtgørelsen om euforiserende stoffer og dermed bliver ulovlige.

Kilde: Sundhedsministeriet


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik