Når Karin får det dårligt, bliver hun en "værre heks": Ekstra støtte hjælper med at holde de mørke tanker væk

I Region Hovedstadens Psykiatri har de valgt at styrke den ambulante behandling med 32 millioner kroner årligt. Særligt deres tværfaglige F-ACT teams får tilført flere medarbejdere.

67-årige Karin Schønwandt fra Hundested har det nogle gange rigtig dårligt.

Hun er diagnosticeret med skizofreni og bipolar lidelse. Når hun bliver psykotisk, har hun sommetider brug for ekstra støtte og hjælp.

- Når jeg får det dårligt, bliver jeg en værre heks. Det må jeg indrømme. Jeg hader alt og alle omkring mig. Men efter nogle dage klinger psykosen af, og jeg bliver igen mit normale jeg, siger Karin Schønwandt til TV 2 Kosmopol.

Siden hun som 29-årig første gang blev ramt af en psykose, har hun været indlagt adskillige gange på psykiatriske afdelinger. 

Men indlæggelserne er de seneste år blevet mindre hyppige, efter hun blev tilknyttet Region Hovedstadens ambulante psykiatriske enhed F-ACT (Flexible Assertive Community Treatment). 

En enhed, der nu bliver prioriteret endnu højere i regionen. 

Flere midler til psykiatrien

Efter hændelsen i Fields sidste sommer nedsatte Region Hovedstaden en Task Force, der blandt andet skulle se på, hvordan man kunne styrke psykiatrien.

I forlængelse af Task Forcens anbefalinger besluttede Regionsrådet at bruge 32 millioner kroner årligt på at styrke behandlingen i de psykiatriske ambulatorier. Derfor skal der nu ansættes mere end 40 nye sundhedsfaglige medarbejdere inden årets udgang.

quote Når jeg får det dårligt, så bliver jeg en værre heks

Karin Schønwandt, Hundested

- Langt størstedelen af de patienter, vi ser i psykiatrien, modtager ambulant behandling. Derfor styrker vi nu den del i psykiatrien, der kommer flest patienter til gode, fortæller formanden for Social- og Psykiatriudvalget i Region Hovedstaden, Peter Westermann (SF).

- Det betyder, at vi skal øge bemandingen med mere end 40 nye stillinger inden for forskellige faggrupper. Lykkes det, vil vi kunne tilbyde mere behandling og udredning, flere akuttider og hurtigere visitation til de rette tilbud, siger Peter Westermann.

Der er i alt 15 F-ACT-ambulatorier i Region Hovedstadens Psykiatri. Ønsket er at ansætte en speciallæge eller en specialpsykolog ekstra til hvert ambulatorie, og yderligere ca. 20 sygeplejersker eller kontaktpersoner med anden faglighed. Desuden skal man ansætte et antal lægesekretærer.

Ifølge Peter Westermann er der god logik i at styrke det ambulante område i psykiatrien.

- Der har længe været meget travlt i psykiatrien. De senere år har vi oplevet en stor tilgang af patienter, og midlerne til mere behandling har ikke kunnet følge med. Nu er jeg glad for, at vi tilfører flere midler, så flere patienter kan få ambulant og mere fleksibel behandling også hjemme, hvis der er behov for det, siger Peter Westermann.

Årsdagen for sønnens selvmord

Et F-ACT-team er en tværfaglig enhed, som blandt andet består af psykologer, læger, socialrådgivere, ergoterapeuter og sygeplejersker. 

Karin Schønwandts tværfaglige enhed holder løbende et vågent øje med hende, så hun ikke når at grave sig ned i et alt for mørkt hul. 

Eksempelvis intensiverer F-ACT-teamet besøgene, når hun nærmer sig dødsdagen for sin søns selvmord. 

En dag, som kan trigge de mørke tanker i Karin Schønwandts sind.  

- Det er altid svært med sådanne mærkedage. Særligt fordi han kun blev 30 år. Det er jo ikke naturligt, at børn dør før deres forældre. Men sådan som det kører nu med F-ACT, så slipper jeg for at blive indlagt, og det er jeg rigtig glad for. Det er meget hårdt at blive indlagt med alle mulige mennesker, der selv har det dårligt, siger Karin Schønwandt.

quote Langt størstedelen af de patienter, vi ser i psykiatrien, modtager ambulant behandling. Derfor styrker vi nu den del i psykiatrien, der kommer flest patienter til gode

Peter Westermann, SF, Region Hovedstaden

Ideen med et F-ACT team er inspireret af en model fra Holland, hvor fleksible teams kan skrue op og ned for intensiteten i behandlingen af psykiatriske patienter.

Behandlingen bliver altså tilpasset patientens behov. Ideen startede tilbage i 2016 som et pilotprojekt i hovedstaden, men modellen er nu ved at blive udrullet i hele Danmark.

Sygeplejerske Karin Arnberg er en del af det team, som hjælper Karin Schønwandt. 

- Efter man erstattede distriktspsykiatrien og OP-teams med F-ACT, er vi blevet meget mere fleksible, og vi kan vælge, om vi vil intensivere behandlingen, hvis der er behov for det. Samtidig får patienter et bredere behandlingsperspektiv med flere forskellige faggrupper, som kan hjælpe dem, siger Karin Arnberg. 

I dag er der knap to uger til at retssagen om Fields-skyderiet går i gang. En tragedie, som satte gang i en stor offentlig debat om psykiatrien, og hvor mange politikere ville afsætte flere penge til psykiatrien. I Region Hovedstaden har politikerne besluttet hvert år at bruge 32 millioner kroner på at forbedre den psykiatriske behandling. De har for nylig valgt at oprette 44 nye stillinger som blandt andet skal styrke deres såkaldte F-ACT teams.

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik