Oversigt

Seneste nyt

Nu skal farlig pille-trend drøftes i Folketinget

Sundhedsordfører Mette Thiesen (DF) indkalder til en forespørgselsdebat i Folketinget om, hvad regeringen vil gøre for at komme udbredelsen af opioidpiller blandt unge til livs.

Det kommer efter TV 2 Kosmopol de seneste dage har afdækket, at flere og flere teenagere kommer i misbrugsbehandling for Dolol.

- Vi ser en meget bekymrende tendens, som vi er nødt til at handle på. Vi er nødt til at se på, om straffen for at sælge stoffer til børn er høj nok, og om udlændinge, der dømmes, også udvises. Og hvis de unge bliver taget med stofferne på sig, må vi se på, om forældrene skal adviseres og der skal tilbydes behandling, fremfor at give en bøde, siger Mette Thiesen til TV 2 Kosmopol.

Ordføreren har dog ikke et konkret bud på, hvor høj straffen for at sælge pillerne skal være. 

Flere kommuner oplever stigende problemer 

Dolol er en type af opioid-piller, der kan købes på recept, og som virker på samme måde som morfin. Men de unge køber dem i skolegården eller på gaden af pushere, der har opfanget den stigende interesse.

Lige nu er hver fjerde ung, der er i behandling i Greve Kommunes misbrugscenter, afhængig af Dolol. Og det har fået misbrugsbehandlerne i Greve til at gå ud med en kraftig advarsel.

Siden har en række kommuner i hovedstadsområdet og resten af landet meldt, at de også oplever problemer med opioider.

Og i Sverige er problemerne med de stærkt vanedannende piller endnu større. Her er situationen ude af kontrol, og to misbrugseksperter frygter, at vi er på vej det samme sted hen i Danmark – hvis ikke vi allerede er der.