Ejendomsmæglerbranchen i hovedstadsområdet har kronede dage. Det tilskrives især de nye boligskatteregler, der fra næste år hæver skatten på ejerlejligheder.
Derfor har mange fået travlt med både at købe og sælge, og udsigten til at kunne nå at slippe for en højere beskatning, fører til rekordsalg af lejligheder i København.
- Vi har susende travl lige nu, og tallene for september ser ud som om, at de bliver på niveau med september måned 2021, hvor der var et all time high, siger Lone Bøegh Henriksen, der er ejendomsmægler i kæden Home.
- Der er rigtig mange mennesker, der gerne vil have handlet i sig egen lejligheder lige nu, så de når at få skatrabat, tilføjer hun.
Også ejendomsmæglerkæden EDC bekræfter tendensen. August 2023 er den bedste august nogensinde for salg af ejerlejligheder i København.
- Boligskattereformens aftale om rabat til eksisterende boligejere, der ellers måtte imødese højere boligskatter, har ført til noget, der ligner hamstring, før vinduet lukker nytårsaften. Vi forventer, at tendensen vil fortsætte de kommende måneder og er da rigtig spændte på, hvordan det bliver tæt på årets slutning, siger EDC’s kommunikationschef, Jan Nordmann.
Ejendomsmæglerkæden solgte 154 ejerlejligheder i hovedstadsområdet denne august mod 88 i august 2022.
(Artiklen fortsætter efter billedet.)
Flere tusinde kroners forskel årligt
Og der er mange penge at spare ved at slå til nu.
Lad os tage et eksempel fra skat.dk på en lejlighed i København til fire millioner kroner:
I 2024 skal man årligt betale 18.800 i boligskatter, altså uden skatterabat. Men køber man - eller overtager - samme lejlighed den 1. januar 2024 eller senere, er beskatningen 25.650 kroner årligt.
Med andre ord opnår man altså en skatterabat på 6.850 kroner årligt, hvis man køber lejligheden, før de nye boligskatteregler træder i kraft.
Rabatten gælder desuden, så længe man ejer lejligheden. Man skal ikke betale skatterabatten tilbage ved salg. Man kan altså stikke pengene i lommen.
(Artiklen fortsætter efter billedet.)
Kan påvirke lånegodkendelsen
Hos Danske Bank tilskriver chefanalytiker Bjørn Tangaa Sillemann også den ekstraordinære aktivitet blandt ejerlejlighederne boligskattereglerne.
- Sådan som vi ser det, så er en del af forklaringen på, hvorfor det går så relativt godt på lejlighedsmarkedet nu, at der bliver fremrykket handler fra næste år til i år på grund af det her nye system, siger han.
Med et typisk boliglån over en 30-årig periode kan forskellen på før og efter boligskattereformen være flere hundrede tusinde kroner.
Og det kan påvirke, hvor store beløb købere kan blive godkendt til at låne i banken, vurderer Danske Banks chefanalytiker.
(Artiklen fortsætter efter billedet.)
Det er dog værd at understrege, at danskerne samlet set ikke bliver beskattet hårdere af deres boliger med den nye reform.
Rent faktisk vil fire ud af fem opleve at skulle betale mindre i boligskatter.
Men for ejerlejlighedernes vedkommende er det alle, der køber og overtager en lejlighed fra 2024 og frem, som vil få højere boligskatter.
Sidder man allerede i en ejerlejlighed og bliver bekymret, er det også at værd at huske på, at boligskatten først stiger efter et eventuelt. Man kan altså med andre ord blive boende med samme beskatning.
En sidste vigtig note er, at den afgørende dato er overtagelsesdatoen og ikke købsdatoen. Det vil sige, at i et eksempel, hvor man underskriver købsdokumenter i november 2023, men først overtager i februar 2024, så gælder de nye regler.