Over 850 personer har meldt sig som snemåler
Over 850 personer har meldt sig, siden Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) torsdag i sidste uge søgte snemålere.
Det skriver DMI i en pressemeddelelse.
Ifølge pressemeddelelsen blev interessen så stor, at DMI måtte lukke for ansøgninger efter få timer.
- Vi havde slet ikke forventet den utrolig store søgning på hvervet som sneobservatør, så vi er både meget overraskede og glade. Den store interesse viser, at der er en folkelig opbakning bag DMI, og de opgaver vi varetager, og det er vi meget stolte af, siger klimatolog Mikael Scharling i pressemeddelelsen.
Snemålere for DMI skal måle snedybden, når der er sne på jorden, og vurdere udbredelsen af sneen. De oplysninger skal bagefter meldes ind til DMI.
DMI's snemålere får et symbolsk beløb på cirka 2900 kroner om året og en gratis tommestok for arbejdet.