Regnen vender tilbage: Her jubler de over en våd sommer

Der er faldet usædvanligt meget nedbør denne sommer. Juli måned blev den ottende vådeste juli nogensinde. Flere steder jubler de dog over regnen, der giver god forretning.

Regn, regn og atter regn.

Det har været en våd sommer i år, hvor juli måned blev den ottende vådeste juli nogensinde med over 114 millimeter nedbør over hele landet.

Søndag melder vejrudsigten endnu en gang regn over det østsjællandske område.

Mens de fleste nok sukker efter mere solrigt, tørt sommervejr, så er der faktisk flere, der jubler over de mange regnfulde dage, som denne sommer har budt på.

quote Vi er rigtig glade for vejret denne sommer

Ulla Juncher, juletræsavler, Borsholmgård

Julen er reddet

Hos flere juletræsplantager skyder grønne, sunde juletræer nemlig i vejret. Den våde sommer har beriget juletræsavlerne med gunstigt vejr for deres træer.

Hos Borsholmgård i Helsinge beretter juletræsavler Ulla Juncher om en fantastisk sæson.

- Træerne i vores plantage vokser rigtig godt. De har kraftigere nåle og ser lækre ud. Vi er rigtig glade for vejret denne sommer, siger hun til TV 2 Kosmopol.

Hun pointerer, at særligt de små nyplantede juletræer af sorten Normannsgran trives i det skiftende vejr.

- Det er rigtig godt juletræsvejr. Kombinationen af nogle dage med sol og en masse dejlig regn er perfekt for juletræer, fortæller juletræsavleren.

Det våde vejr har været savnet hos Borsholmgård efter de sidste år måtte kæmpe sig gennem en tør juni måned.

- Sidste år var voldsom for os. Mange nyplantede træer gik simpelthen ud i det tørre vejr. Det var skidt, siger Ulla Juncher.

Derfor håber hun på, at de træer, der overlevede tørken sidste år nu kan få nyt liv med hjælp fra det våde sommervejr.

våd sommer regn tør nedbør
Ulla Juncher er meget tilfreds med vejret denne sommer.
Foto: Privatfoto

Hvad skal man lave, når det regner?

Mens juletræerne trives i regnvejr, så er det ikke ligefrem noget, som lokker danskerne på stranden eller andre udendørsaktiviteter. I stedet søger de mod biografer og museer, der stråler i regnvejret.

Hos Nordisk Film Biografer kan de tydeligt se på billetsalget, at der vælter vand fra skyerne.

- Det har været en god juli for os. Lidt regn er altid godt for biograferne, fortæller direktøren i Nordisk Film Biografer, Casper Bonavent, til TV 2 Kosmopol.

quote Lige nu går jeg rundt med en le og fjerner ukrudtet.

Ulla Juncher, juletræsavler, Borsholmgård

Ny nedbørrekord:

Den 22. juli i år kunne DMI registrere en ny rekord.

De seneste 12 måneder har nemlig været de 12 vådeste måneder i streg siden 1874.

Fra juli 2023 til juni 2024 faldt der i alt 1.125 millimeter nedbør.

Kilde: DMI

Særligt de aktuelle familiefilm som Grusomme Mig 4 og Inderst Inde 2 har været store succeser på niveau med Barbie, der brillerede sidste år. 

Ifølge direktøren så er det en kombination af gode film og ustadigt sommervejr, der lokker flere gæster i biograferne.

- Regnen trækker folk indendørs, og det er vi taknemmelige for. Vi er glade for vejret, siger han.

Mange vælger at smutte i biografen, når regnen siler ned.
Mange vælger at smutte i biografen, når regnen siler ned.
Foto: Mads Jensen/Ritzau Scanpix

Museum er også et hit

Udover at drible i biografen, så har folk også valgt at søge ly fra regnen hos kulturinstitutioner som Louisiana Museum of Modern Art i Humlebæk.

Her har de registreret omkring 87.000 besøgende i løbet af julimåned. Normalt får de omkring 60.000 besøgene på en måned i gennemsnittet.

(Artiklen fortsætter efter boksen)

Spørg Os - Afstemning

_

Derfor danser de også regndans i Humlebæk, fortæller Jan Hyberts Gøricke, der er pressechef for museet, til TV 2 Kosmopol.

- Det er mere, end vi turde håbe på, siger han og fortsætter:

- Vi har haft en virkelig god juli i år. Det er klart, at flere lokkes hertil i løbet af en sommer som i år med få solskinsdage.

Selvom Louisiana museet også tiltrækker gæster i det solrige vejr med bandt andet deres naturpark, så er det altså oftest, når regnen siler ned, at folk flokkes i museumsbygningen.

- Vi kan godt se, at regnvejr giver flere besøgende, siger pressechefen.

Omkring 87.000 har besøgt Louisiana i juli - Arkivfoto.
Omkring 87.000 har besøgt Louisiana i juli - Arkivfoto.
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Her drømmer de om sol og sommer

Mens juletræsavlere, museer og biografer stortrives i regnvejret, så er badehoteller, strandkiosker og feriehusudlejningsvirksomheder presset af de usikre sommervejr.

TV 2 Kosmopol fortalte midt i juli, hvordan Strandkiosken i Tisvildelejes omsætning bliver udfordret af regnvejr.

På en solstrålende sommerdag kan der svinge op mod 1500 gæster forbi Strandkiosken Tisvildeleje for at få deres hjemmelavede ''Agnes is'' eller deres populære ''Toby Burger''. 

På en våd regnvejrsdag har de kun omkring 100 gæster. 

Den samme tendens gør sig gældende for Rødvig Kro og Badehotel på Stevns og Sol og Strand, der udlejer ferieboliger.

Der er få gæster hos Strandkiosken i Tisvildeleje momenter efter et stort regnskyl.
Der er få gæster hos Strandkiosken i Tisvildeleje momenter efter et stort regnskyl.
Foto: Marius, Strandkiosken Tisvildeleje

Regnvejr giver udfordringer som får kan løse

Hos Ulla Juncher på Borsholmgård i Helsinge er regnvejr dog ikke altid lig med succes. Der kan nemlig også komme for meget regn, fortæller hun.

- Det skal være en fin balance. For meget regn kan give svampevækst på træerne, siger hun.

Desuden giver regnvejret nu juletræsavlerne en ny udfordring. For mens juletræerne trives i det våde vejr, så skyder ukrudt også frem i de gunstige vejrforhold.

Og det kan være svært at holde nede, når man ikke vil sprøjte ukrudtet væk.

- Lige nu går jeg rundt med en le og fjerner ukrudtet. Maskiner har svært ved at køre mellem rækkerne af træer, siger Ulla Juncher.

Særlige får står for at fjerne ukrudt på plantagen på Borsholmgård.
Særlige får står for at fjerne ukrudt på plantagen på Borsholmgård.

Men på Borsholmgård har de allieret sig med nogle firbenede ukrudtsspisere. På plantagen græsser nemlig særlige får, der kun gnasker sig igennem ukrudtet.

- Vi har flere Shropshire får, der spiser ukrudtet. Men vi har kun seks får til fem hektars plantage, så de er lidt på overarbejde, hvis de skal fjerne det hele, ler Ulla Juncher.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik