Salling Group vil sælge populær læskedrik uden ulovlige tilsætningsstoffer

Prime, der har været genstand for ulovligt salg, kan snart købes i Føtex, Netto og Bilka.

Salling Group, der ejer dagligvarekæderne Føtex, Bilka og Netto, vil fra omkring midten af juni påbegynde at sælge læskedrikken Prime.

Det oplyser Salling Groups pressechef, Jacob Nielsen, til Ritzau.

Fødevarestyrelsen meldte i starten af maj, at der var opstået et ulovligt salg af flere produkter fra Prime i Danmark.

Produkterne, der kunne være tilsat stoffer, som ikke var forhåndsgodkendt, var ikke blevet sundhedsfagligt godkendt til at kunne sælges.

Men Jacob Nielsen forsikrer, at Salling Group nu har "alting på det rene".

- Vi kommer ikke til at sælge de energidrikke, der har været en masse palaver omkring, siger Jacob Nielsen:

- Vi kunne aldrig drømme om at entrere med noget, som ikke er blåstemplet og godkendt af myndighederne.

De fire smagsvarianter, der kommer i udbud, vil hverken indeholde A-vitamin eller koffein. Af den grund vil det være en "hydreringsdrik", lyder det.

- Vi sender altid ingredienslister for nye produkter forbi Fødevarestyrelsen, siger Jacob Nielsen:

- Såfremt styrelsen finder, at produktet indeholder ingredienser, der overskrider den lovlige grænseværdi, vil de række ud til os. Det er ikke sket.

Det fremgår af ingredienslisten for de nye smagsvarianter, at produktet blandt andet indeholder E-vitamin, Vitamin-B6, Kalium og Magnesium.

Mængden af tilsætningsstofferne overskrider dog ikke de grænser, der er fastsat via lovgivning, lyder det fra Salling Group.

Jacob Nielsen oplyser, at Prime-drikkene vil blive solgt til 25 kroner per styk.

Circle K, der ligeledes vil begynde at sælge produktet, forventer en meget stor efterspørgsel.

- De nye læskedrikke, der sælges hos Circle K, er baseret på kokosvand og tilpasset det danske marked. På den måde overholder de Fødevarestyrelsens retningslinjer, skriver firmaet i en pressemeddelelse.

Uro og tumult

Energidrikken Prime opnåede i løbet af foråret stor popularitet blandt børn og unge og blev blandt andet solgt i butikken Puffs n Stuff på Amager. 

Her blev den i slutningen af april uddelt gratis i butikken, hvilket ifølge Københavns Politi førte til "uro og tumult". 

- Min primære målgruppe og kunder er børn og unge, og jeg synes, det er synd, at de bliver solgt til overpriser, så de ikke har råd til dem. Jeg vil gerne forkæle dem med den her tjeneste, sagde Mohamed-Amine Belouahi, ejer af Puffs n Stuff, til TV 2 Kosmopol dengang

Uddelingen fik en større mængde børn og unge til at samle sig foran butikken, og politiet måtte to gange rykke ud, da de modtog anmeldelser om, at "kunder råbte og skreg og forstyrrede trafikken". 

Prime er en energidrik, der blandt andet er udviklet af den amerikanske wrestler og mediepersonlighed Logan Paul, der i øvrigt er kæreste med den danske supermodel Nina Agdal. 

Sportsdrikken har længe været udsolgt på Primes egen hjemmeside og er i Danmark blevet solgt i begrænset omfang. 

På Den Blå Avis har priserne på energidrikken rundet over 100 kroner stykket. Primes energidrik indeholder 200 milligram koffein - en kop almindelig filterkaffe på 200 milliliter indeholder omkring 100 milligram koffein. 



Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik