Se kortet: Det betaler man i skat i din kommune

På landsplan betalte vi en smule mindre i skat i 2022 sammenlignet med året før. Hovedstadsområdet dækker over store forskelle kommuner imellem.

Længst nede i artiklen kan du finde skatteopgørelsen på kommuneniveau i hovedstadsområdet.

99.000 kroner betalte gennemsnitsdanskeren i skat, når alt er regnet med, i kalenderåret 2022.

Det viser nye tal fra Danmarks Statistik.

Her er den såkaldte slutskat opgjort. Slutskat dækker over summen af indkomstskat, aktieskat og ejendomsværdiskat, og gennemsnittet er udregnet per skattepligtig borger.

Men én ting er landsgennemsnittet, noget andet er gennemsnittet per borger på kommuneniveau.

Her skiller hovedstadsområdet sig - måske ikke så overraskende - ud.

Store forskelle på lille område

19 ud af de 20 kommuner med den højeste gennemsnitlige slutskat er beliggende i hovedstadsområdet med Gentofte som suverænt anførende. Godt 244.000 kroner betalte borgerne i 2022 i slutskat.

Herefter følger Øresundskommunerne Rudersdal, Hørsholm og Lyngby-Taarbæk. Skanderborg indfinder sig på 13. pladsen som den eneste kommune uden for hovedstadsområdet blandt de 20 med højeste slutskat.

Men - og der er jo altid et men - hovedstadsområdet er også kendt som Danmarks mest ulige landsdel. Derfor finder man også flere kommuner, som figurerer i bunden af tabellen.

Ishøj, Brøndby og Albertslund er alle blandt de ti kommuner i Danmark, hvor de skatteberettigede borgere betalte mindst i slutskat i 2022. Faktisk er Ishøj kun overgået af de tre ø-kommuner Læsø, Ærø og Langeland i bunden.

I Ishøj betalte man i gennemsnit 79.151 kroner i skat sidste år, hvilket svarer til lidt mindre end en tredjedel af Gentofte-borgernes skattebidrag.

Stigende ulighed

Forklaringen skal nok især ses i lyset af den velkendte (og veldokumenterede) økonomiske indkomst- og formueulighed, der eksisterer i hovedstadsområdet - en ulighed, der kun lader til at blive større og større.

I flere analyser har Arbejderbevægelses Erhvervsråd (AE) påpeget, at indkomstuligheden er øget markant og har udpeget hovedstadsområdet som den egn af landet, hvor segregeringen mellem rig og fattig er størst, og hvor indkomstforskellene kommunerne imellem er vokset mest.

- Kommuner med høje andele af almenboligbyggerier har ikke på samme måde oplevet den samme økonomiske fremgang som kommuner i og nord for København. Hovedstadsområdet skiller sig ud ved at være hjemsted for begge ender af det økonomiske spektrum inden for korte geografiske afstande, har Lars Andersen, direktør og cheføkonomi i AE, tidligere sagt til TV 2 Kosmopol.

Fald i skat - men stigning i indtægt

Hopper man tilbage i helikopteren og ser på de store, landsdækkende tal, viser opgørelsen fra Danmarks Statistik, at den gennemsnitlige slutskat for skattepligtige personer faktisk faldt en smule i forhold til 2021. 

0,4 procent for at være nøjagtig. Omvendt steg statens indkomstskatteprovenu - altså indtægterne - med 1,9 procent.

Opgørelsen viser også, at de skattepligtige indkomster på landsplan steg med 1,3 procent i forhold til året før. Det forklarer Danmarks Statistik med stigende beskæftigelse og høj økonomiske vækst i 2022.

Gå på opdagelse i hovedstadsområdets årlige slutskat per skatteyder i kortet herunder:

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Spørg Os - Afstemning

_