Skadelige PFAS-stoffer fundet i økoæg

PFAS-indholdet er lavt i frilands-, skrabe- og burhønseæg, mens det er fundet højt i økologiske æg.


Flere og flere er de seneste år begyndt at købe økologiske æg, men nu viser det sig, at der er fundet et højt indhold af skadelige PFAS-stoffer i økologiske æggeblommer fra hønsefarme i hele Danmark.

Det fremgår af en undersøgelse, som DTU Fødevareinstituttet og Fødevarestyrelsen har lavet i samarbejde. Det skriver instituttet i en pressemeddelelse.

- Vi har fundet ud af, at der er PFAS i alle de økologiske æg, som vi har undersøgt i modsætning til de andre typer af æg - skrabeæg, frilandsæg og buræg, siger lektor fra DTU Fødevareinstituttet Kit Granby, som har været med til at lave undersøgelsen.

Stofferne er overført gennem den fiskemel, som indgår i foderet til hønsene.

PFAS er det overordnede navn for tusindvis af menneskeskabte, kemiske fluorstoffer, som er blevet brugt i en lang række industrier og produkter. De bliver også kaldt "evighedskemikalier", fordi de er meget svære at nedbryde.

Kan føre til leverskader og kræft

Stofferne er mistænkt for at føre til en lang række forskellige sygdomme. Det er blandt andet leverskader, kræft og fertilitetsproblemer.

I pressemeddelelsen skriver DTU Fødevareinstituttet, at det særligt er børn i alderen fire til ni år, der spiser mere end 2,5 økologiske æg om ugen, som er i risiko for at få for meget af de uønskede stoffer.

Det skyldes, at børn hurtigere når grænsen for et sikkert indtag af de skadelige stoffer, fordi PFAS også kommer fra mange andre kilder og fødevarer.

Det er børn mellem fire til ni år, der er blevet regnet på i undersøgelsen, men det er klart, at indtaget hos yngre børn vil være lige så problematisk.

- Der er ikke nogle akutte effekter forbundet med PFAS, men hvis man over lang tid og gennem mange år indtager PFAS, så vil det have nogle uønskede effekter, siger Kit Granby.

- Eksempelvis vil børn have mindre respons på børnevaccinationerne, og der kan være forhøjet kolesterol og nedsat fødselsvægt.

Løsning: Skift foder

DTU Fødevareinstituttet vurderer, at problemet med PFAS i økologiske æg kan løses ved at give hønsene noget andet foder.

- Det gode er, at man har mulighed for at erstatte fiskemelet i foderet, siger Kit Granby.

Inden for de seneste år er der fundet PFAS i oksekød fra kogræsserforeninger i Korsør og i Odense.

I sommer er der fundet så høje niveauer i Mølleåen i Nordsjælland, at det er blevet frarådet at spise fisk fanget der, og borgere i dele af Thyborøn i Vestjylland er desuden blevet frarådet at spise hjemmedyrkede grøntsager.

Desuden oplyste Naturstyrelsen for halvanden uge siden, at der er fundet koncentration af PFAS-stoffer i græsprøver på 60 af 67 undersøgte arealer i Danmark.

Miljøminister Magnus Heunicke (S) har allerede erkendt, at det er vigtigt at få gjort noget ved problemet med PFAS, og regeringen har lovet, at der kommer en særlig handlingsplan for området.

/ritzau/



Vis mere
Visionsskitse 2

Kæmpe tunnelprojekt vokser:
Nu er der også store planer for Bispeengbuen og Ladegårdsåen

Kort_Irma_loca

Få overblikket:
Det skal der ske med din Irma

Vis mere