Oversigt

Seneste nyt

Valgplakater skulle have være taget ned - her er det ikke sket

Fristen for at tage valgplakater ned efter valget til EU-Parlamentet 9. juni er overskredet, men flere kandidater har fortsat valgplakater hængende.

Eksempelvis i København. Ved Dronning Louises Bro ses der fortsat valgplakater af prominente navne som Kira Marie Peter-Hansen (SF) og Christel Schaldemose (S). Begge fik genvalg til EU-Parlamentet.

Der hænger tirsdag morgen også en del valgplakater fra Liberal Alliance - eksempelvis med Mads Strange - ved Torvehallerne mod Nørreport i København.

Fristen for at tage valgplakater ned udløb mandag 17. juni. Her skulle valgplakater samt de midler, der er brugt til at hænge plakaterne op med, såsom strips og snore, fjernes.

Nu venter der bøder til de ansvarlige for de ophængte valgplakater.

Københavns Kommune skriver på sin hjemmeside, at kommunen kan fjerne valgplakater, som udgør en "umiddelbar og konkret fare for trafiksikkerheden eller ikke overholder reglerne".

Kommunen sender efterfølgende regningen for nedtagning af valgplakater til den ophængningsansvarlige. Sådan vil det være i hele landet.

Ifølge Vejdirektoratet, der også kan stå for at fjerne valgplakater, koster det 524 kroner per plakat, hvis Vejdirektoratet skal ud at fjerne den. Det skriver DR og TV 2.