Afhængig af aknemedicin: "Jeg ville ønske, jeg kunne være på pillerne resten af mit liv"
Aknepiller bliver i dag brugt af rekordmange unge i hovedstadsområdet. De er effektive, men også fyldt med bivirkninger. Bivirkninger, som flere og flere ignorerer for at få perfekt hud.
Søndag aften i mit køkken på Nørrebro. Klokken er lidt over elleve, og mine trætte øjne fryser på en pakke piller.
Jeg har taget dem før, og ligesom for mange andre, har de for mig været en smutvej til ren hud. Helt ren hud.
Jeg hiver mobilen op og beslutter mig for at forevige det øjeblik, hvor jeg endelig forstår, hvad jeg ellers kun har hørt fra andre: At selvom pillerne ikke er afhængighedsskabende i sig selv, så kan man blive anhængig af deres effekt.
Ida vil ikke stoppe
Inden for de seneste ti år er der sket en fordobling i antallet af folk, der tager akne-medicinen Isotretinoin i hovedstadsområdet.
Pillerne er så effektive, at flere, ligesom mig selv, oplever at blive afhængige af deres resultater.
Ida Sehested Blad er en af dem. Hun har ikke taget Isotretinoin en gang, men hele fire gange.
- I den her omgang har jeg taget Isotretinoin i et halvt års tid. Sidste jeg var ved hudlægen, spurgte jeg, om jeg kunne fortsætte. Selvom de jo faktisk synes, det så fint ud, fortæller Ida og tilføjer, at hun er nervøs for at skulle stoppe på pillerne igen.
- Altså jeg har ikke lyst til at stoppe. Jeg ville ønske, at jeg kunne tage dem hver dag for evigt, siger hun.
Afhængig af følelsen
Når Ida afslutter en Isotretinoin-kur, er det nemlig ikke med ro i sindet, fordi hun er bange for, at hendes akne vender tilbage.
- Når min hud er slem, får jeg bare lyst til at græde. Jeg får ondt i maven og bliver virkelig ked af det, fortæller hun mig.
Og når Ida fortæller mig, hvordan hun har det, når hun ikke er på Isotretinoin, kan jeg jo egentlig sagtens forstå, at hun bare har lyst til at være på det hele tiden.
Vil du sige, at du er afhængig af den følelse, som Isotretinoin giver dig?
- Ja, jeg vil nok sige, at jeg er afhængig af den følelse, det giver mig at være på dem.
- Jeg ved jo godt, at det ikke er særlig sundt. Men alternativet er, at jeg er virkelig deprimeret og ked af det. Og for mig at se er det ikke bedre, fortæller Ida.
Mirakelmiddel med skyggesider
Men pillerne kommer med en pris. Isotretinoin er nemlig ikke en uskyldig vitaminpille, og listen over bivirkninger er rimelig lang.
Den rummer alt fra hovedpine og hårtab til mere alvorlige problemer som depression og selvmordstanker.
Får man pillerne, kræver det derfor også, at man hver måned får taget blodprøver, da medicinen kan påvirke alt fra ens levertal til et potentielt foster. Og skulle man gå hen og blive gravid, imens man er på Isotretinoin, er der ingen anden udvej end en akut abort.
Pænere end nogensinde
I otte måneder har jeg selv taget pillerne. Jeg døjede med almindelige urenheder, som hurtigt forsvandt, da jeg kom på Isotretinoin, men for små tre uger siden, valgte jeg at stoppe.
Beslutningen traf jeg med blandede følelser. Min hud er nu pænere, end den nogensinde har været - takket være pillerne, men samtidig ved jeg også, at min hud vil blive normal igen, og jeg vil få en bums i ny og næ.
Allerede nu, små tre uger efter jeg er stoppet, ser jeg min hud ændre sig og få struktur igen. Små bitte knopper på min næse og porer, der begynder at dukke op.
Når man er på Isotretinoin bliver ens hud forvandlet tilbage til, hvordan den så ud og føltes, da man var barn. Ikke en eneste urenhed i syne.
Skal jeg bare fortsætte?
Den aften i mit køkken skyller der som sagt en ukendt følelse ind over min krop. Trangen til at tage en pille pibler frem i mig, da jeg kigger på pakken med piller, og følelsen kommer bag på mig.
"Tænk, hvis jeg nu bare kunne holde den kørende og blive ved med at tage dem," siger jeg til kameraet.
Jeg tager ikke pillerne den aften, men afhængigheden af perfekt hud er ikke længere fremmed for mig.
Spørg Os
Hvad undrer du dig over i hovedstadsområdet? Stil dit spørgsmål her +_
Forandringer i knogler
Ida har på nogen måder været heldig. Hun har kun oplevet milde bivirkninger. Men hvor usundt kan det egentlig være at tage Isotretinoin flere gange over en længere periode? Jeg kender jo selv til de skrappe bivirkninger, men hvad hvis nu man tager dem under ordnede forhold hos en læge? Det spørger jeg forperson for Dansk Dermatologisk Selskab om.
- Jeg forstår godt patientens ønske om at undgå genopblussen af akne. Men vi ved blandt andet, at der er nogle forandringer i knoglerne, hvis man bliver ved med at være på Isotretinoin i meget lang tid, siger Rikke Bech.
Okay. Forandringer i knoglerne er ret alvorlige sager, som jeg egentlig ikke vidste noget om, da jeg begav mig ud i at tage pillerne.
"Jeg har jo bare lyst til at have en pakke derhjemme"
Men Ida er langt fra den eneste. Udover at jeg selv også kan blive fristet af de små akne-dræbende piller, så har jeg også talt med min veninde Anna, der har det på helt samme måde.
For efter Anna stoppede på Isotretinoin har hun flere gange haft lyst til at starte på den rest piller, som hun har haft liggende.
- Hvis jeg har haft en bums eller to, så tænker jeg bare, at det ikke bliver en god dag. Jeg glæder mig lidt til at komme hjem og skjule det, siger hun.
Anna er sågar bukket under for den trang og har flere gange taget pillerne uden at være i et forløb hos en dermatolog.
- Jeg har jo lyst til at have en pakke derhjemme, så jeg bare kan tage en engang imellem, siger Anna.
Men ville du ikke være nervøs, hvis der skete et eller andet?
- Måske lidt, men jeg tror bare ikke, jeg tænker over konsekvenserne. Jeg tænker ikke på det som rigtig medicin. Det føles bare som en hovedpinepille, siger Anna.
Blind for bivirkninger
Jeg har talt med Lægemiddelstyrelsen om den risiko, som Anna er villig til at løbe, og de ser mildest talt alvorligt på situationen.
- Jeg vil på det kraftigste advare imod, at man tager receptpligtig medicin uden at være i et forløb hos en læge, siger Line Michan, der understreger, at der er tale om voldsomme bivirkninger, der kan være farlige, hvis man tager pillerne på egen hånd.
- Vi har set depressioner, selvmordstanker og selvmordshandlinger. Så det er altså alvorlige situationer, og derfor er det virkelig, virkelig vigtigt, at du bliver fulgt af en læge, der kender dig, forklarer Line Michan fra Lægemiddelstyrelsen.
Jeg synes alligevel, det er ret vildt, at de her piller kan gøre mig og mange andre så blinde over for de alvorlige bivirkninger, fordi vi er så fokuserede på at få flot hud.
Bivirkningerne er abstrakte
Derfor har jeg spurgt psykolog Neela Maria Sris, om hun genkender den risiko, som Anna, Ida, mig selv og andre unge på Isotretinoin er villige til at løbe for at få flot hud.
- Jeg møder rigtig mange unge, som er villige til at ofre rigtig meget for at have ren hud, så det genkender jeg rigtig meget, siger Neela Maria Sris.
Hun forklarer mig, at de skrappe bivirkninger kan blive bagatelliseret af unge mennesker, der tager Isotretinoin.
- En af bivirkninger er for eksempel, at Isotretinoin kan skade et foster voldsomt, hvis man bliver gravid, imens man er på det. Det kan være temmelig abstrakt at forstå den slags konsekvenser for et ungt menneske. Det er noget, som er så fjernt fra den livssituation, man står i, siger Neela Maria.
Og den del kan jeg jo sådan set godt selv relatere til.
Jeg har for eksempel ikke planer om at blive gravid lige foreløbig, så jeg kan sagtens genkende, at nogle af de slemme bivirkningerne virker som noget, der ikke kan ramme mig.
Sociale medier påvirker de unge
Psykolog Neela Maria Sris fortæller mig også, og måske ikke så overraskende, at sociale medier har en stor indflydelse på, at hun møder mange unge, der er kede af, hvordan deres hud ser ud.
- Sociale medier er med til at give et forvrænget billede af, hvordan man skal se ud. Jeg møder rigtig mange, især unge kvinder, der vil ofre rigtig meget for at opnå et perfekt udseende, siger hun.
Hun forklarer mig også, at et quick-fix som Isotretinoin ikke er en bæredygtig løsning for et ungt menneske.
- Man kan blive afhængig af at have en meget fin og ren hud. Og konsekvensen ved det kan jo være, at man aldrig rigtig lærer at hvile i, når ens hud ikke er så perfekt. Men det kræver altså noget af en, når der findes et præparat tilgængeligt, som kan give en det, man drømmer om, forklarer psykolog Neela Maria Sris.
Skal det fortsætte?
Ida håber på, at hun en dag kan kaste pillerne fra sig og leve sit liv uden Isotretinoin, fortæller hun mig.
Men hun kan ikke udelukke, at hun bliver nødt til at starte på dem igen.
- Jeg kan godt frygte lidt, hvor mange gange der skal til endnu, før mine akne går væk. Eller om det er noget, jeg bare skal leve med, siger Ida.
Følelsen af afhængighed forstår jeg nu på den anden side af mit eget forløb med Isotretinoin.
Det føles nemlig som et privilegie at vågne hver morgen med perfekt hud. Et privilegie jeg ikke er sikker på, jeg er villig til at give afkald på i fremtiden.
Spørg Os
Klik og stem på ugens udvalgte spørgsmål her +_