Der er lørdag omkring middagstid omkring to en halv times ventetid til at komme igennem på Region Hovedstadens akuttelefon 1813.
Det oplyser Region Hovedstadens akutberedskab til TV 2 Lorry.
"I dag er der mange der ringer til Akuttelefonen 1813. Vi har derfor en lang kø som betyder, at nogle kan opleve at de ikke kan komme igennem," lyder det i en mail.
Beredskabet oplyser, at man har indkaldt ekstra mandskab, og man forventer, at køen bliver kortere "i løbet af de næste timer."
Vi har en lang kø som betyder, at nogle kan opleve at de ikke kan komme igennem
"Vi vil opfordre borgerne til kun at ringe med akutte henvendelser. Akuttelefonen kan eksempelvis ikke hjælpe med henvendelser omkring covid test og vaccine," lyder det fra Region Hovedstadens Akutberedskab.
Borgere, der ikke kan komme igennem til 1813 med akutte henvendelser, opfordres desuden til at møde op på en akutmodtagelse, "hvis de mener, det er nødvendigt," lyder det fra Region Hovedstadens Akutberedskab.
Der har den seneste tid været lang ventetid i telefonkøen til 1813. Det skyldes blandt andet, at flere ringer med henvendelser om coronavirus.
Der har dog været færre opkald til 1813 den 24. og 25 december sammenlignet med andre år.