32 børnehaver i hovedstadsområdet skal undersøges for PFAS

Mens man i Roskilde nu tager jordprøver fra børnehaven, har man i Gladsaxe for længst oprenset de mistænkte forurenede grunde.

Se listen længere nede i artiklen.

32 daginstitutioner i hovedstadsområdet fremgår af en mistankeliste, som regionerne har udarbejdet med potentielt PFAS-forurenede grunde landet over.

Det viser en gennemgang, som TV 2 har foretaget.

En af institutionerne er Børnehuset Bullerby, som ligger i Roskilde Kommune.

Grunden har tidligere været anvendt til renovation, og derfor kan der altså være risiko for, at der i dag vil være PFAS i jorden under børnehuset.

- Vi ved godt, at institutionen ligger på gammel forurenet grund, men der er blevet lagt ny jord på vores to legepladser, fortæller Lone Ørnø, der er pædagogisk leder i Børnehuset Bullerby, til TV 2.

(Artiklen fortsætter efter faktaboksen.)

Hvad er PFAS?

  • PFAS er en samling af flourholdige miljøskadelige kemikalier, som har været brugt siden begyndelsen af 1950'erne.

  • Stofferne er stabile, svært nedbrydelige og er vand- og fedtskyende.

  • PFAS har været brugt i produkter lige fra fødevareemballage, brandslukningsskum til overfladebehandling og imprægnering af tekstil, tæpper og i maling. Nogle er forbudt at bruge i dag, mens andre fortsat bruges.

  • PFAS-stofferne ophober sig i blod og organer og mistænkes for at øge risikoen for blandt andet kræft og hormonforstyrrelser.

  • Et af de mest omtalte PFAS-stoffer er PFOS. Kemikalierne var tidligere populære i produktionen af bygningsmaterialer, fordi stofferne er brandhæmmende.

  • PFAS-stoffer er blevet identificeret flere steder de senere år. Blandt andet kom det i foråret 2021 frem, at PFOS havde spredt sig fra en brandskole i Korsør til en nærliggende mark, hvor køer græssede.

  • Senere viste en kortlægning i maj 2022 lavet af Danske Regioner, at 14.607 steder i Danmark bør undersøges for PFAS-forurening.

  • Da Danske Regioner kom med sin opgørelse, var omkring otte procent - svarende til over 1100 - af grundene allerede undersøgt for forurening. Af dem var der påvist forurening på cirka 900 grunde.

  • Danmark forsøger sammen med fire andre lande at få alle PFAS-stofferne forbudt i EU.

    Kilder: Fødevarestyrelsen, Danske Regioner, Miljøstyrelsen, Politiken, TV 2, Ritzau og Ingeniøren.

Roskilde Kommune blev først bekendt med forureningsrisikoen, da TV 2 henvendte sig om sagen, og man valgte med det samme at få taget jordprøver for at få be- eller afkræftet mistanken om PFAS-forurening.

- Der blev reageret ret hurtigt fra forvaltningens side, og der kom straks nogen ud og tog prøver. Vi nåede ikke at blive utrygge over det på nogen måde, siger Lone Ørnø, som samtidig oplyser, at forældrene til børn i institutionen samtidig blev orienteret om sagen.

Borgmester ærgrer sig 

Et godt stykke øst for Roskilde ligger Gladsaxe Kommune, som også figurerer på listen med fire daginstitutioner, hvor Region Hovedstaden skal have angivet, at der kan være forurenet med PFAS.

Men hvor man i Roskilde Kommune først blev bekendt med forureningsfaren ved TV 2s henvendelse, er sagen en anden i Gladsaxe.

Her har kommunen allerede for mere end ti år siden undersøgt de fire grunde, som nu er på regionens mistankeliste. Det oplyser borgmester Trine Græse (S) til TV 2 Kosmopol.

- Vi har hele tiden vidst, at der har været nogle aktiviteter på de her grunde, som kunne have ført noget forurening med sig, siger Trine Græse.

Hun forklarer videre, at grundene - i forbindelse med en målsætning om ikke at have forurenet jord i kommunen - blev undersøgt for forurening og oprenset. Dette skete, før der blev bygget daginstitutioner.

Derfor ærgrer det borgmesteren, at de fire institutioner i Gladsaxe nu figurerer i regionens mistankeliste.

- Jeg synes, at det er ærgerligt, at vi figurerer på listen, så vores forældre bliver bekymret, når vi nu har handlet på forureningen de steder, siger borgmesteren. 

Hun vil dog ikke udelukke, at kommunen igen må ud og tage prøver på de nævnte grunde.

- Det kan godt være, at vi gør noget for en sikkerheds skyld. Men jeg føler mig ret tryg ved, at det er løst her, siger hun.

Mens den ene af de fire mistænkte grunde i Gladsaxe slet ikke var forurenet, har man både gravet, forsejlet og opfyldt med rent jord på de tre øvrige grunde, oplyser Trine Græse.

- Jeg har fået en mail i dag fra en forælder i en af de nævnte daginstitutionerner, som har spurgt til, hvad vi skal gøre på mandag, hvordan vi skal forholde os, og om vi overhovedet tør komme.

- Men der, hvor børnene er, er der sikkert og rent, lyder det fra borgmesteren.

Du kan se den fulde liste over de 32 institutioner, som er på regionernes mistankeliste i hovedstadsområdet, herunder:

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik