"Bekymrende": Næsten halvdelen i hovedstadsområdet føler et øget arbejdspres

Næsten hver anden i hovedstaden føler sig mere presset på arbejdet, end de har gjort tidligere, viser ny undersøgelse. TV 2 Kosmopol har samlet fem råd til, hvordan du kan tackle arbejdspres.

Trivslen på arbejdsmarkedet går den gale vej. 

Næsten halvdelen af dem, der bor i hovedstadsområdet, føler sig pressede på deres arbejde. 

Det viser en ny undersøgelse, som Kantar Public har foretaget for Gjensidige. Her fortæller 44 procent af de adspurgte i Region Hovedstaden, at de føler et større arbejdspres end tidligere. 

Det oplyser Gjensidige til TV 2 Kosmopol.

Det er markant flere end på landsplan, hvor lidt mere end hver tredje oplever et større pres på arbejdet. 

Gjensidige har siden 2020 oplevet en mærkbar stigning i henvendelser fra medlemmer, der kæmper med stress, angst og depression. 

Det fik forsikringsselskabet til at undersøge arbejdspresset nærmere. 

- For mange danskere har de seneste år budt på store ændringer i arbejdslivet, ikke kun for dem selv, men også for de virksomheder, de arbejder for, siger Louise Brix, fagchef i sundhed hos Gjensidige, i en pressemeddelelse: 

- Desværre ved vi også, at et større arbejdspres fører til et dårligere arbejdsmiljø, og derfor er det også bekymrende, hvor stor en andel der føler, at presset på dem øges. 

30'erne rammer hårdt

Ifølge Gjensidige kan udviklingen skyldes, at mange siden coronapandemien har ændret den måde, de arbejder på. 

Vi arbejder mere hjemme end tidligere, og det har rykket ved balancen mellem arbejde og fritid, fortæller Louise Brix. 

Samtidig har mange arbejdsgivere været udfordret af høj inflation, økonomisk nedgang og problemer med at rekruttere medarbejdere, og det har efterladt en større arbejdsbyrde hos de ansatte. 

På landsplan er det særligt personer i 30'erne, der føler sig mere presset af deres arbejdsgiver. Det kan der ifølge Louise Brix være flere grunde til. 

- For rigtig mange danskere sker der mange livsændrende begivenheder i perioden, efter man er fyldt 30. Det kan være familieforøgelser eller store investeringer som bil- og boligkøb, og derfor skal man naturligvis forholde sig til mange ting udover sit arbejdsliv, siger Louise Brix og fortsætter: 

- Derfor er det også vigtigt, at man har et stort fokus på sin mentale sundhed, så følelsen af øget arbejdspres ikke ender ud i stress eller depression. 

Tal med din arbejdsplads

Henriette Bjørn Nielsen, forskningschef hos Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, fortæller til TV 2 Kosmopol, at arbejdspres kan dække over mange forskellige faktorer, og at det dermed er svært at pege på konkret forskning, der viser samme udvikling. 

Tilbage i 2020 blev der dog lavet en national aftale, hvor det blandt andet blev besluttet at styrke det psykosociale arbejdsmiljø, så der var færre, som oplevede høje krav i deres arbejde og mangel på indflydelse og kontrol over arbejdet, fortæller hun.  

- Der er mange ting, der spiller ind i forhold til oplevelsen af arbejdspres. Men vi kan se, at folk, der har mere indflydelse på og kontrol over deres arbejde generelt ser ud til at håndtere høje krav, såsom arbejdspres, bedre, siger Henriette Bjørn Nielsen. 

Hvis man føler sig presset på sit arbejde, er det vigtigt, at man tager det op på sin arbejdsplads, så man ikke står med det alene, forklarer hun. 

- Det er super vigtigt, at man som arbejdsplads har fokus på det psykosociale arbejdsmiljø og ændrer de problemer, der måtte være. Det er et fælles leder- og medarbejderansvar, siger Henriette Bjørn Nielsen: 

- Og det er i høj grad noget, som arbejdspladsen skal facilitere. 

Føler du dig presset på dit arbejde?

Gjensidige kommer her med fem råd til, hvordan du kan tackle arbejdspres.

  1. Hvis du føler, at dit arbejdspres er for stort, bør du snakke med din nærmeste leder og finde ud af, hvordan arbejdsbyrden kan mindskes. Det kan være, at det vil hjælpe dig at omstrukturere eller ændre i dine arbejdsgange.

  2. Sæt klare rammer og strukturer for arbejdstiden på hjemmekontoret. Husk at holde pauser og sluk computeren, når arbejdsdagen er ovre.

  3. Stress og udbrændthed udløser i mange tilfælde fysiske reaktioner. Vær opmærksom på, hvordan din krop har det, og hvis du oplever forskellige fysiske symptomer, skal du søge læge så tidligt som muligt.

  4. Dit mentale helbred er en vigtig faktor i forhold til både at opdage og undgå stress og udbrændthed. Hvis du pludselig oplever, at du bliver hurtigere forvirret, usikker eller ikke har overskud til socialt samvær, bør du tage en samtale med din læge om det, så snart du oplever symptomerne.

  5. Manglende eller dårlig søvn er både en årsag og konsekvens af stress og udbrændthed. Forsøg så vidt muligt at prioritere din søvn og få sat nogle gode rutiner op, så kvaliteten og mængden af søvn bliver så høj som muligt.

Kilde: Gjensidige


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik