Beredskab vil forsøge at holde på medarbejdere - reddere skal også slukke ildebrande

Siden midten af august har Hovedstadens Beredskab måtte vinke farvel til 16 ambulancereddere.

Ambulancetjenesten i Region Hovedstaden er presset grundet mangel på mandskab og højt arbejdspres.

Situationen er ikke blevet bedre siden det i august blev besluttet, at Hovedstadens Beredskab fra 1. februar 2023 ikke længere skal stå for ambulancetjenesten i Region Hovedstaden.

Siden 18. august, hvor afgørelsen om ambulancekontrakten blev offentliggjort, har 16 reddere opsagt deres job i Hovedstadens Beredskab. Bekymringen er, at tallet stiger yderligere med en forholdsvis lang overdragelsesperiode på 17 måneder.

- Siden sommer er vi desværre begyndt at miste reddere, og det presser vores drift. Opsigelserne hænger naturligt sammen med den usikkerhed og frustration, der kan opstå hos den enkelte medarbejder efter nyheden om, at vi ikke længere skal stå for ambulancekørsel fra 2023. Det er vi selvfølgelig nødt til at handle på, fortæller ambulancechef Kenneth Gøtterup i en pressemeddelelse.

De seneste år har Hovedstadens Beredskab forsøgt at imødekomme udfordringen ved blandt andet at at etablere stillinger, hvor man har kunne veksle mellem at være brandmand og ambulanceredder.

Og den indsats bliver der nu sat turbo på for at sikre nok folk på vagt.

Hovedstadens Beredskab iværksætter derfor to initiativer for at fastholde ambulanceredderne i resten af kontraktperioden:

  • Medarbejdere, der både er uddannede brandfolk og ambulancereddere, garanteres ansættelse som brandmænd efter 1. februar 2023.

  • Ambulancereddere, der ikke allerede er uddannet brandfolk, bliver tilbudt branduddannelse i perioden frem til 1. februar 2023

Ifølge Hovedstadens Beredskab er det et tiltag, som medarbejderne selv har efterspurgt.

- I den ideelle verden skulle vores redere kører ambulance indtil 1. februar 2023 og skulle de virksomhedsoverdrages og kører ambulance efterfølgende. Udfordringen er at medarbejderne åbenbart har svært ved at se sig selv i ambulancetjenesten efter den dato, siger Tim Ole Simonsen, pressetalsmand hos Hovedstadens Beredskab, til TV 2 Lorry.

Ikke tale om dobbeltjob

Ambulancekørslen i Region Hovedstaden var, som reglerne foreskriver det, i udbud i foråret, hvilket mundet ud i at Falck blev tildelt tre delaftaler samt Bornholm, mens regionen hjemtager en del af driften, der tidligere har været hos Hovedstadens Beredskab.

quote Siden sommer er vi desværre begyndt at miste reddere, og det presser vores drift.

Kenneth Gøtterup, ambulancechef Region Hovedstaden

Valget af leverandører medfører altså, at Hovedstadens Beredskab ikke længere skal stå for ambulancetjenesten i Region Hovedstaden. En tjans de ellers har haft i over 100 år - først som Københavns og Frederiksbergs Brandvæsener og siden som Hovedstadens Beredskab.

Årsagen til manglen på ambulancereddere er som nævnt blandt andet arbejdspres. At kunne udfylde to type jobs gøre ikke medarbejderne mere stresset, lyder det fra beredskabet.

- De dobbeltjobber ikke. Der er tale om at deres arbejdstid deles. En ambulancevagt på 12 timer kan være utrolig stressende, hvor man ikke når at afslutte den ene opgave, inden man bliver præsenteret for den næste. Der er hverdagen som brandmand noget mindre stressende i forhold til antallet af opgaver. Det er et arbejde med en helt anden drift.

- Normalt er det sådan at de seks måneder om året kører ambulance og seks måneder slukker ildebrande, siger Tim Ole Simonsen til TV 2 Lorry.

Flere skal uddannes 

Udover indsatsen med at få medarbejderne til at veksle mellem at være brandmand og ambulanceredder, så har Hovedstadens Beredskab samtidig mere end fordoblet antallet af elever de seneste fem år.

På nuværende tidspunkt er man i tæt kontakt med Region Hovedstaden om at sikre en robust ambulancedrift – bandt andet om der er mulighed for en eventuel tidligere opgaveoverdragelse for at skabe mere sikkerhed for medarbejderne.

- Med de nye tiltag og gennem dialogen med Region Hovedstaden håber vi at kunne skabe mere tryghed og holde fast i vores medarbejdere. Vi gør således alt, hvad vi kan for at sikre en god og forsvarlig ambulancetjeneste i resten af kontraktperioden, så borgerne i hovedstadsområdet fortsat kan være trygge i hverdagen og regne med at få hjælp, når der er brug for den, siger ambulancechef Kenneth Gøtterup i pressemeddelelsen.

_


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik