Budgettet for sygehuse og infrastruktur er lagt for det kommende år

Region Hovedstadens politikere er blevet enige om budgettet for 2022 sent torsdag. Her er hovedtrækkene i den nye aftale.

Mere fokus på regionens yngste og nytilkomne, lidt flere penge til hospitalerne, kortere ventetid på behandling og ingen besparelser på busserne på vejene.

Sådan lyder hovedtrækkene i en aftale om budgettet i Region Hovedstadens, som faldt endeligt på plads torsdag aften.

Af budgetaftalen fremgår det, at det særligt har været på fødegangen, politikerne har drysset flest pengesedler.

Børne- og fødeområdet i Region Hovedstadens styrkes således med 24 millioner kroner i 2022, mens beløbet stiger til 26 millioner kroner i 2023.

Pengene udmøntes under overskriften ”En tryg start på livet for hele familien”, og de skal særligt bruges på at forberede kommende forældre bedst muligt på livet med en lille ny.

Mulighed for barselsophold til alle

Der skal i den forbindelse bruges penge på at oprette fødselsforberedelse i mindre hold. 

Samtidig vil regionen have større fokus på at sikre en tryg overgang fra hospital til eget hjem for fødende, som kommer tilbage til egen bolig kort tid efter fødslen ved såkaldte ”ambulante fødsler”.

Desuden skal pengene også bruges på at sikre alle fødende mulighed for et barselsophold på hospitalet efter fødslen, og gør dermed op med nedskæringer og nedlæggelse af barselshoteller, som det er set på både Hvidovre Hospital og Rigshospitalet de seneste år.

- Vi har desværre hørt alt for mange nye forældre fortælle om dårlige fødselsoplevelser på vores fødeafdelinger – og vi har hørt jordemødrene fortælle om en alt for travl hverdag.

- Vi har også afsat 6 millioner kroner til uddannelse på området, og sammen med de 24 millioner kroner, vi afsatte i foråret, har vi nu styrket området med 54 millioner kroner om året til bedre normering, bedre fødselsforberedelser og meget mere, siger regionsrådsformand i Region Hovedstaden, Lars Gaardhøj (S), i en pressemeddelelse.

Som krymmel på toppen vil regionen desuden forsøge at gøre det attraktivt at være jordemoder på fødeafdelingerne i hovedstadsområdet.

”I Region Hovedstaden er der i 2021 en særlig situation med mange vakante jordemoderstillinger på regionens fødesteder”, står der i budgetaftalen, hvor også vagtplanlægning, supervision og introduktion af nyansatte er nævnt som specifikke indsatsområder.

Foruden fokus på fødselsområdet har regionen også afsat penge til at forbedre oplevelsen, når man som forældre og barn møder sundhedssystemet i forbindelse med sygdom.

Ventetiderne skal ned

Politikerne i regionsrådet ønsker også at nedbringe ventetiderne på hospitalsgangene.

Alt for mange, særligt på området for demens og svær hovedpine, oplever, at der går for lang tid, før de kan få behandling – selv efter de er indlemmet i det regionale system.

Det skal 10 millioner kroner årligt være med til at afhjælpe, så patienter med demens og svær hovedpine kan komme hurtigere til.

- Jeg er så glad for, at der er bred politisk opbakning til at forkorte ventelisterne på hovedpine- og demensområdet, siger Martin Geertsen, som er regionsrådsmedlem i Region Hovedstaden for Venstre.

Dropper planlagte besparelser på busser

I 2020 stod det klart, at Region Hovedstaden ville svinge sparekniven betragteligt over den kollektive trafik og navnlig busserne i hovedstadsområdet.

Nu – bare halvandet år senere - tilbageruller politikerne en stor del af besparelserne på busområdet.

Det betyder, at borgerne i Ballerup igen kan se frem til at se bussen med nummer 55E på, ligesom busruten 40E fra Skodborg til Høje-Taastrup, der har været brugt flittigt af DTU-studerende, igen kommer på vejen.

Foruden de tilbagerullede besparelser vil Region Hovedstaden også sætte et positivt aftryk på klimaregnskabet.

Derfor er der fra 2024 afsat 4,9 millioner kroner årligt til elbusser.

- Med dette års budgetaftale har vi besluttet at afsætte 4,9 millioner kroner fra 2024 til elbusser på linjerne 15E, 150S, 55E og 65E. Det er med til at styrke den grønne omstilling af den kollektive trafik, siger Marianne Frederik fra Enhedslisten.

Anderledes prioritering i Region Sjælland

Mens man i hovedstadsområdet har særligt fokus på vordende forældre, har Region Sjælland i den nye budgetaftale stort fokus på forbedring af kræftområdet, hvor der de seneste år er blevet afsløret store fejl i og forkert håndtering af kvinder, som blev screenet for brystkræft.

Derfor har Region Sjælland valgt at beslutte en såkaldt 8-punktsplan for kræftområdet, som bakkes op i det nye budget med hele 76,6 millioner kroner.

”De mange millioner til kræftområdet vil blandt andet gå til investeringer i nyt udstyr og medarbejdere, som kan styrke udredning og behandling. Det indebærer også anskaffelse af to nye strålekanoner til Næstved Sygehus”, skriver regionen i en pressemeddelelse.

Samtidig er der øget fokus på at løfte hospitalernes medicinske afdelinger, som er præget af høj belægning. 

Derfor ansættes der cirka 30 nye medarbejdere fordelt på regionshospitalernes medicinske afdelinger. I 2022 bliver det til et løft på 16 millioner kroner årligt, mens beløbet stiger til 20 millioner kroner årligt i 2023.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik