En lang række fagforbund har fået nok - advarer politikere om dårlige forhold i psykiatrien

FOA, Dansk Sygeplejeråd, HK, Dansk Psykologforening, Socialpædagogerne, Dansk Socialrådgiverforening, Ergoterapeutforeningen samt Foreningen Yngre læger står bag et fælles opråb om forholdene i psykiatrien.

”Vi skriver til jer, da vi står midt i en national samfundskrise.”

Sådan indledes et åbent brev, som ansatte i Region Hovedstaden har sendt til både Folketinget og politikerne i Regionsrådet, og som TV 2 Lorry er i besiddelse af.

Bag brevet står både FOA, Dansk Sygeplejeråd, HK, Dansk Psykologforening, Socialpædagogerne, Dansk Socialrådgiverforening, Ergoterapeutforeningen samt Foreningen Yngre Læger.

De har ganske enkelt fået nok af dårlige forhold i psykiatrien.

quote Vi skal håndtere mange flere mennesker for de samme penge

Emil Kjeldsmark Lemvigfællestillidsrepræsentant for Ergoterapeutforeningen

I brevet beskrives det således, hvordan psykiatrien i Region Hovedstaden er under så meget pres, at det går ud over både patienter og ansatte. Der mangler penge, medarbejdere og sengepladser.

- Der er mangel på medarbejdere, og over sommeren har der været lukning af sengepladser for at få vagtplanen til at gå op. Der kommer samtidig flere patienter, og det gør at vi skal håndtere mange flere mennesker for de samme penge, siger Emil Kjeldsmark Lemvig, der er fællestillidsrepræsentant for Ergoterapeutforeningen til TV 2 Lorry.

Færre ressourcer til at behandle patienterne

Faktisk står det så slemt til, at brevet beskriver, at der hen over sommeren har været behov for at lukke 62 senge i Region Hovedstadens Psykiatri.

Brevet beskriver også, hvordan det er svært at rekruttere nye medarbejdere på grund af arbejdsforholdene.

Et andet problem, der fremhæves, er stigningen i antallet af patienter samtidig med, der bliver lukket sengepladser.

quote I de værste tilfælde så får patienterne ikke den behandling, som de fortjener og har ret til

Emil Kjeldsmark Lemvig, fællestillidsrepræsentant for Ergoterapeutforeningen

Alene i børne- og ungdomspsykiatrien er antallet af ambulante henvisninger steget med 12.9% om året mellem 2018 og 2021.

De mange udfordringer har ifølge Emil Kjeldsmark Lemvig store konsekvenser for kvaliteten af psykiatrien.

- I de værste tilfælde, så får patienterne ikke den behandling, som de fortjener og har ret til. Derudover kan der være meget lange ventetider på overhovedet at få behandling. Og i sidste ende bliver behandlingerne dårligere. For hvis der er færre hænder til at håndtere et sengeafsnit, så er der færre ressourcer til at behandle patienten, siger Emil Kjeldsmark Lemvig til TV 2 Lorry.

Når jeg får sådan et brev, så gør det indtryk

De store udfordringer, som medarbejderne i psykiatrien kæmper med, gør indtryk på regionrådsformand i Region Hovedstaden, Lars Gaardhøj (S).

- Det er klart, at når jeg får sådan et brev, så gør det indtryk. Jeg læser det som et brev, hvor de åbent giver udtryk for deres bekymringer, som bunder i deres faglighed og deres oplevelser. Det skal man tage alvorligt, og det gør jeg også, siger Lars Gaardhøj til TV 2 Lorry.

Han uddyber, at problemerne i psykiatrien ikke er nye, og at man i regionen har gjort, hvad man kunne for at imødegå udfordringerne.

- Vi har prøvet så godt som muligt at tilføre psykiatrien penge inden for de budgetter, vi nu har. Men der skal mere til, for der er et årelangt efterslæb, når vi taler om psykiatrien, fortæller Lars Gaardhøj.

Regionrådsformanden mener, at psykiatrien generelt har brug for et løft, men at et område for ham er særlig vigtigt at prioritere.

- Jeg er særligt bekymret i forhold til børne- og unge området. Der har vi set en hel vild udvikling over de sidste syv til otte år. Antallet af børn, der har brug for hjælp i psykiatrien, er i løbet af de år fordoblet, og det er en udvikling, der ser ud til at fortsætte, siger Lars Gaardhøj til TV 2 Lorry.

Man er simpelthen nødt til at finde flere penge

Det er ikke kun regionrådsformanden, der mener, at der skal ske noget på børne- og ungeområdet. Det gør også Per Larsen, som er psykiatriordfører for Det Konservative Folkeparti.

- Der er jo en hel tsunami af ønsker i forhold til psykiatrien. Men det, jeg synes, er allervigtigst, det er, at vi får skabt noget mere kapacitet i børne- og ungepsykiatrien. Der har man altså nogle meget lange ventelister, siger Per Larsen til TV 2 Lorry.

Derfor mener han, at der er behov for at øge finansieringen af psykiatrien.

- Man er simpelthen nødt til at finde flere penge til det her. Hvordan det skal foregå, det må vi finde ud af, men de her ventelister skal nedbringes til et acceptabelt niveau, siger Per Larsen til TV 2 Lorry.

Forhandlinger på vej

Tidligere på året fremlagde Sundhedsministeriet et fagligt oplæg til en 10-års-plan for psykiatrien.

I den finder man 37 konkrete anbefalinger, der kan være med til af løfte psykiatrien.

Anbefalingerne spænder vidt, og de omhandler alt fra af-stigmatisering af mennesker med psykiske lidelser til styrket myndighedssamarbejde.

Med afsæt i anbefalingerne er Folketingets partier indkaldt til forhandlinger den 24. august.

Her skal partierne forhandle om 10-års-planen for psykiatrien. 

Episoder med forbindelse til psykiatrien

TV 2 Lorry har hen over sommeren dækket nogle voldsomme episoder med forbindelse til psykiatrien.

I slutningen af juni blev en mandlig læge stukket med en kniv i forbindelse med et hjemmebesøg. Han døde en uge senere.

Og den 3. juli skete så det ubegribelige. En ung mand trak et gevær i shoppingcentret Field's. Han skød ti personer, hvoraf tre af dem døde.

I den forbindelse interviewede TV 2 Lorry Anja Rune, som rettede en skarp kritik af psykiatrien, efter hun blev skudt i Field's.

Anja blev efterfølgende bakket op af SIND - Landsforeningen for psykisk sundhed, og foreningen Bedre Psykiatri. 

TV 2 Lorry har forsøgt at få en udtalelse fra Sundhedsminister Magnus Heunicke (S), men det har ikke været muligt mandag aften. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik