En sej gammel "dame" på næsten 80 får luft under vingerne

Tirsdag lykkedes det en venneforening at få et næsten 80 år gammelt DC3 fly i luften til en testtur.

Der er god stemning i kaffestuen i Kastrup Lufthavn, da en lille gruppe af foreningen DC3-vennerne mødes dagen efter en succesfyldt testtur med det næsten 80 år gamle DC3 fly OY BPB.

- Tillykke med resultatet i går (tirsdag, red.). Det har vi ventet på, lyder lykønskningerne hen over kaffen.

Det lykkedes nemlig DC3-vennerne for første gang i flere år at få det gamle propelfly på vingerne igen.

quote Det er bare alle tiders oplevelse

Henrik Hoppe, bestyrelsesmedlem, DC3-vennerne

Testruten gik fra Kastrup til Roskilde og tilbage igen, og turen varede en time og ni minutter.

Plaget af uheld

Flyet har de seneste par år været hårdt ramt af motorfejl og mangel på penge til reparation af maskinen. Faktisk så det længe ud som om, at OY BPB skulle ende sine dage i en kold hangar.

Men med en donation på en halv million kroner fra en privatperson lykkedes det venneforeningen at få flyet i luften i denne uge.

Henrik Hoppe er bestyrelsesmedlem i DC3-vennerne og oplevede testturen fra landjorden:

- Det gik strålende i går (tirsdag, red). Der var lidt problemer i starten, men så skiftede mekanikerne nogle tændrør, og så gik det fantastisk, fortæller en stolt Henrik Hoppe, der bruger meget af sin tid i foreningen med at tage billeder og film af DC3-flyet.

- Det er rigtigt spændende med sådan et gammelt fly, fortsætter Henrik Hoppe

Piloter og flymekanikere i venneklubben

DC3-venneklubben har 900 flyentusiastiske medlemmer.

Nogle af dem er tidligere piloter og flymekanikere. Her dagen efter testturen skal de tjekke, om motorerne har kunnet klare tirsdagens tur, og om olien ser ud, som den skal efter turen.

Jørgen Skouborg er teknisk chef i venneforeningen.

- Vi skal undersøge, om der er metalstykker i olien, eller om den er pæn og ren, forklarer han og håber naturligvis på det sidste. 

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

Henrik Hoppe og andre "DC3-venner" tjekker olien efter tirsdagens testflyvning.
Henrik Hoppe og andre "DC3-venner" tjekker olien efter tirsdagens testflyvning.
Foto: Lone Silberbrandt/TV 2 Kosmopol

OY BPB er produceret i Californien i 1944 til det amerikanske luftvåben. Men den nåede aldrig at komme med i krigen, som ophørte i 1945:

- Da krigen stoppede, stod USA simpelthen med så mange C47´ere og DC3´ere, at man ikke anede, hvad man skulle stille op med dem, fortæller Henrik Hoppe I følge ham, delte USA dem nærmest gratis ud til de vestlige lande, og OY BPB kom til det norske luftvåben. 

Derefter kom OY BPB i SAS-regi og blev brugt som passagerfly, indtil det blev for gammelt til det og røg videre til det danske flyvevåben.

- Senere fik det så den her røde næse og den fine bemaling, fordi det blev VIP-fly og skulle transportere konger og dronninger rundt alle mulige steder, forklarer bestyrelsesmedlem Henrik Hoppe. 

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

Et kig ind i cockpittet viser datidens enkle mekanik.
Et kig ind i cockpittet viser datidens enkle mekanik.
Foto: Henry Michaelsen/TV 2 Kosmopol

Og det er ikke kun medlemmer af DC3-Vennerne, der kommer og kigger til flyet, der står i hangar 141 i Kastrup Lufthavn. 

- Alting fungerer rent mekanisk, der er ingen elektronik. Det er også derfor piloter, som flyver Airbus med al deres elektronik, elsker at komme herind i det gamle cockpit, fortsætter Henrik Hoppe, der selv er gammel svæveflyverpilot.

Klar til næste eftersyn

De foreløbige test af olien i OY BPB tyder på, at maskinen har klaret turen i flot stil. Og dagen efter Kosmopols besøg melder DC3-Vennerne, at der ingen metalspåner var i olien efter testturen. 

Næste udfordring er det traditionelle 12-års eftersyn, som formodentlig skal finde sted i England. Her skal OY BPB skilles fuldstændigt ad og alle dele tjekkes, før det igen får lov at komme ud at flyve.

Hvis det lykkes, er DC-3 vennerne klar med det, de selv kalder alle tiders flyoplevelser til deres medlemmer:

- Man oplever for det første en utrolig behagelig lyd fra de her to propel-motorer. Man ser tingene på en anden måde og mærker tingene på en anden måde, for flyet er meget mere påvirket af vind og luft end mere moderne fly. Det er bare alle tiders oplevelse, lover Henrik Hoppe.



Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik