Energistyrelsen bremser for vindmølle-projekter ud for København

Af frygt for at være i strid med EU-lovgivning har Energistyrelsen bremset for flere enorme vindmølleprojekter i Øresund. Hofor advarer om konsekvenserne.

Fremtiden for flere foreslåede vindmølleparker i Øresund er lige nu i fare.

Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet har nemlig vurderet, at den såkaldte Åben Dør-ordning for vindmølleprojekter, hvor virksomheder selv ansøger om tilladelser til at opføre en vindmøllepark på en selvvalgt placering, kan være i strid med EU-retten.

Derfor bremser Energistyrelsen for behandlingen af alle igangværende sager under ordningen, og det kan i sidste ende komme til at koste grøn strøm for tusindvis af husstande.

Ifølge Henrik Plougmann Olsen, der er administrerende direktør for HOFOR, er det vigtigt for gennemførelsen af projekterne, at der hurtigt tages hånd om sagen fra politisk side.

Det siger han i en pressemeddelelse udsendt af Hofor mandag.

- Flere af Hofors projekter er omfattet af Åben Dør-ordningen. Men det er særligt bekymrende for os, at Aflandshage Vindmøllepark nu er sat i bero, da vi er meget langt i processen, fortæller han og fortsætter:

- Vi skal efter planen inden for meget nær fremtid indgå en aftale om levering af de i alt 26 store havvindmøller. Derfor er det kritisk for os, hvis det trækker ud i lang tid med at få grundlaget på plads

Hvad er Åben Dør-ordningen?

I Danmark kan man få tilladelse til at etablere en havvindmøllepark på to måder: Gennem udbud eller den såkaldte åben-dør-procedure. 

Ved udbud udbyder staten et projekt – typisk på en bestemt placering og i en bestemt størrelse. 

Ved åben-dør-proceduren ansøger man selv om tilladelserne på en selvvalgt placering. Det sker ved, at man som projektudvikler indsender en uopfordret ansøgning om at få tilladelse til at udføre forundersøgelser i det valgte område.

Kilde: Energistyrelsen

Aflandshage Vindmøllepark er en foreslået vindmøllepark, som i slutningen af 2022 fik godkendt ansøgningen om etableringstilladelse

Den skal ligge i det sydlige Øresund og kan producere grøn strøm til omkring 300.000 husstandes forbrug og skal efter planen være i fuld drift i 2026.

Hofor vurderer dog, at projektet risikerer at falde, hvis det retlige grundlag ikke bliver afklaret hurtigt.

Grønnere strøm til tusinder er i fare

Ud over Aflandshage Vindmøllepark risikerer to af Hofors andre havvindmølleprojekter også at blive berørt.

Det ene projekt er den planlagte levetidsforlængelse af Hofors havvindmøller på Middelgrunden ud for København.

- Vi arbejder seriøst på at fordoble vindmøllernes levetid, så de kan levere grøn strøm i op til 25 år endnu. Projektet står lige foran at få den endelige tilladelse fra Energistyrelsen efter flere års forberedelse, forklarer Henrik Plougmann Olsen.

Og så er der Nordre Flint-projektet i Øresund, hvor Hofor ønsker at opføre endnu en vindmøllepark som potentielt kan levere grøn strøm, der cirka svarer til 160.000 husstandes forbrug.

Det sidstnævnte projekt er dog stadig i dialogfasen, fortæller Henrik Plougmann Olsen, men det er stadig afgørende for den videre planlægning, at det EU-retlige grundlag bliver afklaret. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik