Nævner ikke Nanna med et ord: Pårørende chokeret over brev om lukning

Et bosted i Nordsjælland lukker efter at en beboer døde med ætsningsskader. Pårørende undrer sig over, at dødsfaldet ikke nævnes i orienteringen til dem.

Fredag blev det annonceret, at bostedet HabitusHuset Ny Mårumvej i Græsted i Nordsjælland lukker. 

Udmeldingen kommer, efter at TV 2 Kosmopol de seneste dage har bragt historier om flere svigt på botilbuddet.

Den 1. juni døde 30-årige Nanna Kirstine Dahl efter følgevirkninger fra store ætsningsskader, som hun blev fundet med på bostedet omkring en måned forinden. 

Nu undres pårørende til beboere på et af Habitus-koncernens botilbud over den meddelelse, de har modtaget om lukningen. 

Det chokerer Kathleen Juhl McMahon, der er mor til en ung mand, der bor på et af Habitus’ bosteder, at Nanna Kirstine Dahls død ikke nævnes i brevet til dem.

- Jeg bliver både rasende og bekymret, siger hun.

Kathleen Juhl McMahon kunne først læse om lukningen hos TV 2 Kosmopol. Først derefter modtog hun et brev fra Habitus med orienteringen. 

- Beskeden til os er meget saglig, neutral og nøgtern. Hvor er menneskerne henne? Som pårørende vil jeg gerne have at mit barn er i varme hænder. At det her er et brev til de pårørende, kan jeg slet ikke forstå.

- Virker meget kynisk

I brevet til de pårørende lyder beskeden, at lukningen af HabitusHuset Ny Mårumvej blandt andet sker på grund af ’’udskiftning af ledelsen, svingende personaleforhold og flere større renoveringsprojekter’’, og at de ikke kan ’’oparbejde kvaliteten’’ for borgerne på botilbuddet.

Det er på trods af, at den administrerende direktør i Habitus, Martin Godske, i en pressemeddelelse til TV 2 Kosmopol skriver: 

- Det er en hændelse, der ikke må ske, og jeg er dybt berørt over, at det har fundet sted i vores varetægt. Intet, jeg siger eller gør, kan fjerne smerten fra de efterladte. Hvor frustrerende og uforståeligt det end lyder, kan vi ikke forklare, præcis hvordan ulykken er sket.

Som mor til en søn, der bor på et af Habitus' botilbud, efterlader det Kathleen Juhl McMahon med stor tvivl om botilbuddets kompetencer.

- Når man slet ikke nævner elefanten i rummet, virker det meget kynisk. Det vidner om et menneskesyn, som ikke hører nogen steder hjemme. Det er altoverskyggende for mig, at Nanna kunne dø på den måde, siger hun.

- De skulle have udtrykt empati og medfølelse over at det kunne ske, og at de tager et ansvar over at Nanna døde i deres varetægt. Det ville man gøre i alle andre tilfælde.

Sagen om Nanna Kirstina Dahl er af eksperter blevet omtalt som omsorgssvigt, ligesom Socialtilsynet har udtalt, at man ser på alvor med sagen.

Politiet har desuden igangsat en efterforskning af den unge kvindes død.

Også social- og boligminister, Pernille Rosenkrantz-Theil (S), har bedt om en redegørelse i sagen.



Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik