En ny trend spredte sig tilbage i februar 2022, da inflationen fik benzinpriserne til at skyde i vejret. For på de danske motorveje begyndte danskerne at sænke hastigheden, og tendensen har faktisk været meget tydelig i især hovedstadsområdet.
Det viser tal fra Vejdirektoratet.
Hvis du sænker farten med ti kilometer i timen på motorvejen, så skærer du ti procent af dit brændstofforbrug ved hastigheder på over 100 kilometer i timen
Og selvom priserne på brændstof er begyndt at falde igen, så fortsætter vi med at køre lidt langsommere.
- Energipriserne er jo ved at falde igen, men alligevel fortsætter vi med at køre langsommere, så det tyder på, at det er en blivende tendens, fortæller Niels Moltved, der er projektleder i Vejdirektoratets afdeling for trafikstatistik.
Spørg Os - Formular
_
To kilometer langsommere
Tallene viser, at hastigheden på motorvejene i hovedstadsområdet i gennemsnit er faldet med 2 kilometer i timen fra 2022 til 2023.
I en tid, hvor mange vender hver en krone, så er der lige netop på motorvejene mange penge at spare ved at køre en anelse mere økonomisk.
- En tommelfingerregel er, at hvis du sænker farten med ti kilometer i timen på motorvejen, så skærer du ti procent af dit brændstofforbrug ved hastigheder på over 100 kilometer i timen. Så du kan faktisk spare en fuld tank om måneden som pendler, siger Niels Moltved.
(Artiklen fortsætter efter grafikken.)
Kommet for at blive
Med bare to måneder tilbage af 2023 tegner det til, at vi kan være på vej mod et nyt rekordår for lave hastigheder, skriver Vejdirektoratet.
Og Niels Moltved har et bud på, hvorfor tendensen fortsætter, og nok ikke kommer til at ændre sig i fremtiden.
- Mange danskere har fundet ud af, at de ikke kommer ret meget hurtigere frem ved at køre fem-ti kilometer i timen stærkere. Til gengæld sparer man en masse penge på at sætte hastigheden ned, fortæller han.
I hovedstadsområdet har Vejdirektoratet 6-8 stationer på motorvejene, hvor de foretager målinger af biler, der kører forbi. I målingerne er der taget højde for både trængsel, vejrliget og omfanget af dagslys. Man har blandt andet målt de samme strækninger på de samme perioder af året og på tidspunkter, hvor der ikke er trængsel.
Udover, at der er mange penge at spare på at sænke farten, så er der også flere andre positive effekter.
- Vi udleder mindre CO2, vi får færre trafikuheld, vi får nogle mennesker ude i trafikken, der er mindre stressede, så selvom man kommer fem minutter langsommere over Fyn, så taler de positive effekter sit tydelige sprog, slutter Niels Moltved.