Region Hovedstaden drikker sodavand som aldrig før - men vi er i bunden af listen

Over de seneste ti år er sodavandsforbruget steget med 19 liter per husstand i Region Hovedstaden. Det giver en placering i bunden af listen over de fem regioner.

Der er stor rift om sodavand i supermarkederne i Region Hovedstaden. De læskende drikke nyder stor efterspørgsel, efter afgiften på sukkervand blev afskaffet i 2014. Regionen topper dog ikke listen i Danmark.

Det skriver Kræftens Bekæmpelse i en pressemeddelelse.

I Region Hovedstaden drikker hver husstand i gennemsnit 82 liter om året. Det er en stigning på 19 liter over de seneste ti år, viser en måling foretaget af analyseinstituttet GfK.

Overvægt fører til kræft

Det stigende forbrug af sodavand vækker bekymring hos Kræftens Bekæmpelse. Det skyldes ifølge organisationen, at et stort indtag af sodavand og dermed tomme kalorier kan give risiko for overvægt. Mere end halvdelen af danskerne lever allerede med overvægt, hvilket kan resultere i kræft.

- Når så mange danskere i dag har overvægt, kan det ikke bare forklares med manglende viljestyrke hos den enkelte. Årsagerne til overvægt er komplekse, og derfor er løsningerne heller ikke simple. Det er en stor samfundsmæssig sundhedsudfordring, fastslår Mette Lolk Hanak, forebyggelseschef i Kræftens Bekæmpelse.

Overvægt øger risikoen for mindst 13 kræftformer og er den andenstørste risikofaktor for kræft. Rygning er den største.

Ligger i bunden af skalaen

Selvom der bliver indtaget store mængder sodavand per husstand i Region Hovedstaden, er det langtfra den region i Danmark, der drikker mest boblevand med sukker.

Ud af de fem regioner der er i Danmark, er Region Hovedstaden næstsidst med 82 liter, mens Region Nordjylland topper listen med 95 liter. I bunden ligger Region Midtjylland med 81 liter.

Ifølge Bryggeriforeningen er priserne faldet og salget af sodavand steget med 27 procent,  siden sukkerafgiften på sodavand blev fjernet ved indgangen til 2014.

Kræftens Bekæmpelse søsætter nu en oplysningskampagnen ”Et ufedt budskab”, hvori budskabet er, at overvægt skader ens sundhed.

- Fire ud af ti kræfttilfælde kan forebygges. Derfor er det vigtigt at se på årsager til overvægt og tage hul på den svære samtale om de sundhedsmæssige konsekvenser og løsninger. Det er en vigtig, men også svær opgave, da overvægt er et følsomt emne at tale om, afslutter Mette Lolk Hanak.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik