Skandaleramt supersygehus til over fire milliarder kroner tager form

Første etape af byggeriet af det nye supersygehus i Køge kan gå i gang, efter Regionsrådet har blåstemplet byggeprojektet.

Anden gang er lykkens gang i Region Sjælland.

Efter at have kasseret og fyret arkitekter og totalrådgivere for store budgetoverskridelser og sendt opførelsen af Sjællands Universitetshospital ud i endnu et udbud, er Region Sjælland nu langt om længe klar til at sætte gang i opførelsen af et supersygehus i Køge.

Regionsrådet har således vendt tommelfingeren opad til et nyt projektforslag med ny totalentreprenør.

Dermed kan maskineriet køres i stilling til byggeriet af den 2,4 milliarder kroner dyre første etape af det mere end fire milliarder kroner bekostelige supersygehusbyggeri.

- Vi får et fantastisk flot universitetshospital med alt, hvad vi har ønsket os, og pengene passer, siger regionsrådsformand Heino Knudsen i en pressemeddelelse.

Italienske entreprenører skal udføre byggeriet - og holde budgettet

Til efteråret 2021 skal de første dele af hovedbygningen stå klar med 114.500 kvadratmeter senge- og behandlingsbygninger, mens det samlede supersygehus ventes endeligt færdigbygget ved udgangen af 2024.

- Alle patienter får enestuer, hvor der bliver mulighed for, at de pårørende kan overnatte. Der bliver en fantastisk udsigt fra sengeafdelingerne, som ligger på de øverste etager. Her vil patienter fra hele regionen blive behandlet for kræft, hjertesygdom og anden sygdom, der kræver specialiseret behandling, fortæller regionsrådsformand Heino Knudsen om byggeplanerne.

Bag senge- og behandlingsbygningen står nu et italienske totalentreprenørkonsortium med Itinera og CMB i spidsen, efter arkitektfirmaet C.F Møller og de to ingeniørfirmaer Rambøll og Alectia i starten af 2017 blev opsagt fra projektet, efter de vurderede, at projektet vil blive 350 millioner kroner dyrere end oprindeligt beregnet.

De italienske entreprenører vandt siden den nye udbudsrunde med et projektforslag, der holder sig inden for budgettet.

Visualisering af det kommende hospitalsbyggeri i Køge. Her en altan med havudsigt.
Visualisering af det kommende hospitalsbyggeri i Køge. Her en altan med havudsigt.
Foto: Region Sjælland / PR-foto

- Det tidligere regionsråd traf en modig beslutning, der betyder, at vi nu får det universitetshospital, vi har ønsket os, siger Heino Knudsen.

Ifølge Region Sjælland bliver det nye forslag mere kompakt bygget, hvilket resulterer i et mere energivenligt hospital.

- Jeg er super glad for, at Regionsrådet valgte at stoppe op i tide og fandt en ny samarbejdspartner til at projektere og bygge vores universitetshospital i Region Sjælland. Vi får simpelthen mere kvalitet for pengene, siger Heino Knudsen.

Første spadestik inden længe

Næste skridt i processen bliver at indgå den bindende kontrakt med den italienske totalentreprenør. Det ventes at ske i slutningen af marts.

Herefter kan byggeriet af de 114.500 kvadratmeter store senge- og behandlingsbygninger gå i gang.

Det nye universitetshospital i Køge bygges i op til ni etager. Det opføres i etaper som en udvidelse af det eksisterende hospital og koster i alt fire milliarder kroner i 2009-priser.

Visualisering af det kommende hospitalsbyggeri i Køge. Her vises ankomsthallen.
Visualisering af det kommende hospitalsbyggeri i Køge. Her vises ankomsthallen.
Foto: Region Sjælland / PR-foto

På hospitalet samles Region Sjællands specialiserede behandling. Desuden er det et af regionens fire akutsygehuse.

I 2019 bliver der også første spadestik på energicentralen og laboratoriehuset, der aktuelt i er udbud.

Første etape af det nye supersygehus

Den største etape består af fire senge- og behandlingsbygninger for 2,4 milliarder kroner og rummer blandt andet:

  • 114.500 m2 brutto nybyggeri
  • 789 enestuer (heraf 70 akutsenge)
  • 38 intensivpladser
  • 134 undersøgelsesrum
  • 16 operationsstuer
  • 5 stråleterapirum
  • Fødeafdeling
  • Billeddiagnostik
  • Akutafdeling
  • Kontorer og mødelokaler

 

Kilde: Region Sjælland

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik