Dronningens gravplads er tæt på at være færdig

De sidste dele af glassarkofagen, hvorunder dronning Margrethe skal ligge efter sin død, er blevet leveret.

For 15 år siden begyndte dronning Margrethe og den danske kunster og billedhugger Bjørn Nørgaard at diskutere, hvordan monarkens gravmæle skulle se ud for eftertiden.

Efter leverancer onsdag og torsdag i sidste uge er dronningens gravplads ifølge BT nu tæt på at være færdig.

De sidste dele af glassarkofagen, hvorunder dronning Margrethes kiste til sin tid skal placeres, er blevet leveret til Roskilde Domkirke, der er Danmarks kongelige gravkirke.

Det oplyser administrationsleder ved Roskilde Domsogn Lars Bang Petersen til BT.

Sådan skal glassarkofagen se ud, når den er færdig. Her ses en model, der står i Roskilde Domkirke.
Sådan skal glassarkofagen se ud, når den er færdig. Her ses en model, der står i Roskilde Domkirke.
Foto: Mads Claus Rasmussen - Ritzau Scanpix

Bjørn Nørgaard er kunstneren bag sarkofagen. Gravmonumentet koster 29 millioner kroner, hvoraf udgifterne til selve sarkofagens glaskonstruktion løber op i knap ti millioner kroner.

Leverancerne inkluderede sarkofagens tonstunge glaspartier og den bronzestøbning, der skal pryde sarkofagens top.

- Det hele er gået smertefrit. Der er ikke sket nogle ulykker eller skader, så det er gået fint. Vi har afdækket vores gulve, så de med en gaffeltruck har kunnet løfte rundt på glaspartierne inde i kirken, siger Lars Bang Petersen til Ritzau.

- Teamworket omkring det har især imponeret mig, da der er rigtig mange fagligheder inde over. Det er meget imponerende, at de kan håndtere så tunge ting og stadig passe på kirken.

Selv om sarkofagen er bygget til to, skal dronning Margrethe ligge alene under den.

En kongelig gravkirke

  • I Roskilde Domkirke er næsten alle konger og dronninger begravet - med enkelte undtagelser.
  • Alle konger efter Christian 3., der døde i 1559, er begravet i kirken.
  • I alt løber det op på 40 konger og dronninger.
  • Prins Henrik blev ikke begravet i kirken, men fik sin aske spredt ud over Fredensborg Slotshave og over havet.

Prins Henrik, der døde 13. februar, ønskede ikke at blive begravet i Roskilde Domkirke. Han er i stedet blevet kremeret. Halvdelen af hans aske skal spredes over de danske farvande og den anden halvdel nedsættes i en urne i den private del af Fredensborg Slotshave.

Hvad angår dronningens sidste hvilested mangler der ikke nogen større leverancer, så nu er det tid til at lægge sidste hånd på opførelsen af gravmælet.

- Der mangler færdigindretningen af kapellet, men det er meget tæt på, siger Lars Bang Petersen.

Han er en af ganske få, der har set dele af sarkofagen og gravmælet.

- Det er ganske få, der har set det, fordi et gravmæle er en personlig ting. Det er primært dem, der har arbejdet med det, som har set det.

- Jeg skal ikke vurdere kunstværket, men det, jeg har set, virker meget imponerende, siger Lars Bang Petersen.

De sidste dele til glassarkofagen er blevet leveret via lastbil til Roskilde Domkirke fra glasstøberiet Lhotsky Studio i Tjekkiet, hvor mindesmærket er blevet bygget.

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik