Fællesskab for nørder og gør-det-selv-folk: Sådan skaber de fantastiske projekter i Makers Space
Hos Orange Makers i den nye bydel Musicon i Roskilde, inviterer et hold af frivillige med stor teknisk snilde indenfor til både kurser og Repair Café.
SMS'en tikker ind aftenen før, vi skal mødes hos Makers Space i den nye Roskilde-bydel Musicon.
"Hvis det er muligt, må du gerne medbringe en fil med det logo/billede, du vil arbejde med i morgen. Gerne i vektor-format."
Beskeden er fra Daniel Rosenkilde, der er formand for foreningen Orange Makers.
Jeg skal på et kursus med titlen Laser Kursus - Stort og småt. Et af deres populære kurser, som de udbyder mindst en gang om måneden.
En vektor-fil har jeg aldrig hørt om før.
Jeg sender en livline afsted til en klog teknik-type på mit arbejde og krydser fingre for hjælp fra den kant.
Det er slet ikke en lovende start på kurset.
Daniel Rosenkilde tager smilende imod i hallen, hvor Orange Makers hører hjemme.
Et fantastisk sted, hvor lysende dingenoter og sjove projekter står på hver en overflade. En række værksteder er fordelt langs venstre side af lokalet.
- Det er et frivillig-drevet fællesværksted for nørder og gør-det-selv-folk, siger Daniel Rosenkilde og fortsætter:
- Vi er 160 medlemmer, der hjælper hinanden med sidemandsoplæring i maskiner, teknologi og vidensdeling.
Han viser mig ind i et lille lokale, hvor kurset skal holdes.
Foto: Anne Sørensen / TV 2 Kosmopol
Orange Makers
Orange Makers er en udspringer af Roskilde Festival.
Men er i dag en selvstændig forening med ca. 160 medlemmer.
Hver uge afholder de kurser, som oftest er gratis at deltage i. Du betaler blot for materialer.
Der er også en Repair Café, hvor du kan komme forbi og få hjælp til reparation af diverse.
Hold dig opdateret om kurser mv. på Orange Makers Facebookside.
Laser-lampe med ført hånd
Jeg havde slet ikke behøvet at være nervøs for, om mine tekniske evner rækker.
Her er der plads til alle, og de er vant til at holde mange kurser hver måned for folk på alle niveauer. Evnerne får man undervejs.
- Det handler om, at man har et mål som regel, siger Lene Emanuel, der både er bestyrelsesmedlem og underviser hos Orange Makers
- De fleste plejer at have et eller andet med hjem, enten et skilt eller en nøglering, som gør, at de synes, at det er smadderspændende og gerne vil komme igen, siger hun.
Jeg er i trygge hænder og har endda fået en mail med vektor-filen fra min kollega.
Jeg bliver guidet igennem det hele af tålmodige folk, og resultater skal blive en lysende logo-lampe, der skal skæres ud på laser-skæreren i nabolokalet.
- Det er et fedt miljø at være i, siger Bo Møller, der er medlem af foreningen og bruger rigtig meget tid på at udtænke og udvikle nye projekter i værkstedet.
- Jeg plejer at sige; tilsammen kan vi alt. Det har vi haft ret mange eksempler på. Hvis der er nogen, der får en idé, så er der altid nogle, der har prøvet det før eller ved, hvordan man gør, siger han.
Normalt tager et kursus to til tre timer. Det er gratis at deltage, man skal bare betale for materialer.
Den lampe, jeg skal lave, koster eksempelvis 85 kroner i materialer.
Det er ganske fascinerende at se laser-skæreren arbejde. Snart kan jeg klikke formen ud af pladen. Så skal den bare bankes på plads i holderen.
Det er godt, at jeg har haft support-teamet i orden.
Lampen skal hjem og pynte på redaktionen. Det er jeg sikker på, at mine kollegaer vil sætte pris på, når den står og skifter farve i et væk.