Kommune ramt af op til 40 procent fravær - nu kommer borgmester med varsel til borgerne

Det øgede fravær betyder, at medarbejdere må dække ind for hinanden på tværs af afdelinger og prioritere blandt opgaverne.

Op til 40 procent.

Det er fraværsprocenten, som man i øjeblikket oplever i nogle personalegrupper på dagtilbud, plejecentre, i hjemmepleje og på socialområdet i Roskilde Kommune.

Det høje fravær skyldes - ifølge kommunen - at medarbejderne er syge, hjemsendt til coronatest eller i isolation som nærkontakt.

quote Jeg håber på borgernes forståelse for, at alt ikke er som det plejer, og at vores medarbejdere må prioritere benhårdt på grund af den særlige situation.

Tomas Breddam, socialdemokratisk borgmester, Roskilde

Og det får nu konsekvenser for borgerne og det serviceniveau, som kommunen yder.

Det fortæller kommunens borgmester, Tomas Breddam (S), til TV 2 Lorry.

- Afhængigt af hvordan det står til i den konkrete situation, så kan borgerne risikere, at serviceniveauet ikke er, som det plejer, siger han og uddyber:

- Det kan være en situation, hvor man må udsætte rengøringen til næste uge, eller det kan også være, at man har nogle andre konkrete handlinger, man må udsætte eller springe over.

Bøn til borgerne

Konkret betyder det øgede fravær, at medarbejdere må dække ind for hinanden på tværs af afdelinger og derudover prioritere blandt opgaverne.

Og de manglende hænder og den udfordrede service, som den ekstra sygdom medfører, får derfor borgmesteren til at sende en bøn til borgerne.  

- Jeg vil gerne gøre borgerne opmærksomme på, at vi har det her sygefravær. Derfor håber jeg på borgernes forståelse for, at alt ikke er som det plejer, og at vores medarbejdere må prioritere benhårdt på grund af den særlige situation, vi er i, siger Tomas Breddam til TV 2 Lorry.

Roskilde Kommune understreger, at ledere og medarbejdere på ældre- og socialområdet foretager individuelle faglige vurderinger af serviceniveauet, med fokus på at sikre borgerne den vigtigste omsorg og pleje. 

Tomas Breddam afviser overfor TV 2 Lorry, at kommunen kan oplyse mere konkret, hvilke områder og personalegrupper, der er ramt af op til 40 procent fravær.

Kommunal hjemmepleje i nødberedskab

Men Roskilde Kommune står ikke alene om problemet med udfordringerne på kommunens velfærdsområde.

Flere kommuner i TV 2 Lorrys sendeområde kæmper i øjeblikket med en udfordret hjemmepleje.

I en rundspørge, som TV 2 Lorry tidligere i december lavede med alle 34 kommuner i hovedstadsområdet, vendte 14 kommuner tilbage.

Her lød det fra flere kommuner, at kommunens hjemmepleje var nødt til at gå i nødberedskab. Det gjaldt i både Gladsaxe, Helsingør og Solrød kommuner.

Kommunerne forklarede, at det betød, at man blandt andet måtte skære ned på ældre og sårbare borgeres rengøring, personlig pleje og omsorg.

I Gladsaxe Kommune pegede man på, at et sammenspil mellem sæsonbetinget sygefravær, afvikling af ferie og mangel på vikarer var skyld i, at hjemmeplejen var gået i nødberedskab. 

Et billede som også Helsingør Kommune genkendte. 

Hvidovre og Hørsholm Kommuner oplyste til TV 2 Lorry, at deres hjemmepleje ikke var gået i nødberedskab, men at man var udfordret på medarbejderressourcer, mens Brøndby Kommune kunne "genkende at være pressede på personale både i hjemmeplejen og i sygeplejen".

Presset kan stige yderligere

Men noget tyder på, at presset på den kommunale velfærd kan blive større inden kort tid. 

Den hastigt stigende og meget smitsomme virusvariant omikron har mandag fået Epidemikommissionen til at indstille til regeringen, at behandlings- og udredningsgarantien suspenderes. Det erfarer Ritzau.

Desuden skal kommunerne - ifølge indstillingen - hjælpe med et midlertidig beredskab i form af sengepladser. Helt konkret skal kommunerne kunne tage op mod 300 patienter for at aflaste sygehusene, hvis omikron fører til flere indlæggelser.

Det betyder til gengæld, at kommunerne kan fravige forpligtelser og rettigheder i ældreplejen.

TV 2 Lorry har i december afdækket problemet med manglende personale i hjemmeplejen. Se mere i dette indslag:

Årsagen er mangel på medarbejdere. F.eks. står Gladsaxe Kommune lige nu med 21 ubesatte stillinger og i dag har Helsingør Kommune skrevet ud til 2000 borgere om, at hjemmeplejen går i nødberedskab.

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik