Oversigt

Seneste nyt

Mand sigtet for narkokørsel efter påkørsel af solbadende kvinde

En 28-årig mand er blevet sigtet for narkokørsel, efter at han lørdag eftermiddag påkørte en 44-årig kvinde under et biltræf på Dyrskuepladsen i Roskilde.

Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi til Ritzau. 

- Ude på stedet lavede vi en narkotest. Der konstaterede vi, at han havde euforiserende stoffer i kroppen. Så skred vi til sigtelse og anholdelse med henblik på at få taget en blodprøve, siger vagtchef Lars Galasz til Ritzau. 

Manden kørte på en græsmark for at lave en u-vending og så ikke, at der lå en kvinde og solbadede på græsset. 

Kvinden blev påkørt hen over maven. 

Det resulterede i en punkteret lunge og blødninger i leveren, men hun er i stabil tilstand, oplyser politiet om kvinden, der nu er indlagt på Rigshospitalet.