Populære nissehuer udsolgt: Nu syer Gitte dem selv

Da børnebørnene ikke kunne få fat på de uhyre populære og udsolgte nissehuer fra Tinka-julekalenderen, besluttede Gitte Jensen at sy dem selv.


Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

En helt særlig nissehue-feber har igen ramt Danmark.

Der er tale om den populære nissehue fra Tinka-julekalenderen. I 2019 blev huerne revet væk, og børn måtte gå grædende og hueløse igennem december, mens priserne på Tinka-huer på Den Blå Avis steg og steg.

I år viser TV 2 igen julekalender med Tinka, og en uge før december kunne Salling Group, der har stået for at producere og sælge Tinkahuerne, melde så godt som udsolgt af de 210.000 huer, der var blevet bestilt til i år.

- Man burde bare regne med, at de havde lært af dengang, og sikret at der var huer nok til alle i år, siger Gitte Jensen fra Roskilde til TV 2 Lorry.

Hun er en af de mange gesjæftige danskere, der nu har valgt at kreere egne nissehuer, der ligner dem fra julekalenderen. Hun har lavet cirka 100 til venner og familie, og hun sælger dem også på Facebook.

Hendes egne børnebørn manglede huer

Idéen til nissehue-syningen kom, da Gitte Jensens egne børnebørn måtte gå forgæves efter Tinka-nissehuer tilbage i 2019.

quote Det er ikke, fordi jeg skal tjene penge på dem

Gitte Jensen

Dengang var bilfabrikanten Ford hovedsponsor og stod dermed for uddelingen af nissehuer.

- Vi hørte, at der var huer i Ford, men da vi kom, var der ikke flere, og så stod man der med nogle skuffede børn, fortæller hun.

Så gik hun hjem og begyndte at forsøge at lave en lignende hue. Det lykkedes - til børnebørnenes store glæde.

Siden har Gitte Nielsen lavet mere end 100 nissehuer til familie og venner, og hun sælger også sine huer på håndarbejdsgrupper på Facebook. Prisen er 50 kroner, og altså en del mere end de 12 kroner, som Salling Group har taget for dem:

- Det er ikke, fordi jeg skal tjene penge på dem, det er bare til betaling af materialer, siger hun og fortæller, at hver hue cirka tager en time at lave.

Lige nu er det særlige uldstof, hun syer huerne af, udsolgt i alle hendes sædvanlige stofbutikker, så hun kan ikke lave flere nye lige nu.

”Jeg synes, min egen er pænere"

Gitte Jensen syer huerne, fordi hun synes, det er synd for de børn, der ikke kan få en hue, fordi den originale er udsolgt i butikkerne.

Men hvorfor er det så vigtigt? Det er jo bare en nissehue?

- Ja, men det er mere end det. Det er den, de ser i tv, og den, alle de andre børn har, så hvis man ikke har fået en, så er man udenfor, siger hun.

Det er faktisk først i år, at hun har set den officielle Tinka-hue i virkeligheden. Ellers har hun bare forsøgt at efterligne den, hun kunne se på skærmen.

Gitte Jensen er dog ikke i tvivl om, hvilken hue hun foretrækker:

- Jeg synes nu, min egen er pænere. 

Du har læst en artikel fra TV 2 Kosmopol


Spørg Os - Afstemning

_


Vis mere
Metrolinje KBH

Se kortet:
Her vil flertal lægge ny metrolinje i København

20180807-153213-6-5406x3604ma

Nyt gennembrud: Forskere finder årsag til hyppig hjernesygdom

Vis mere