Rektor: Endnu et eksempel på Socialdemokratiets korstog mod hele uddannelsessystemet

Regeringen vil omfordele støtte fra store gymnasier til mindre i provinsen for at modvirke skolelukninger.

Rygterne gik i gymnasiekredse i sidste uge, men det var først da rektor Claus Niller fra Roskilde Katedralskole læste pressemeddelelsen, at det stod klart, at hans skole står til at skulle spare fem procent.

quote Det er endnu et eksempel på Socialdemokratiets korstog mod hele uddannelsessystemet

Claus Niller, rektor på Roskilde Katedralskole

Det kan betyde, at der skal fyres lærere, når regeringen vil have, at store skoler fremover skal give til de små, som regeringen foreslår lørdag.

- Det er voldsomt. Det koster i størrelsesorden af syv millioner kroner over fire år. Det er mange penge. Det kan man omsætte til stillinger, fordi en meget stor del af vores økonomi går til lønninger til medarbejdere, siger Claus Niller.

Han understreger, at han mener, at man selvfølgelig skal hjælpe der, hvor det kniber. Men han forstår ikke, at det skal betyde, at man skal forringe de steder, hvor uddannelsen fungerer som i Roskilde.

Skal forhindre skolelukninger

Med en ny indretning af taxametermodellen for gymnasier og erhvervsskoler vil regeringen tage penge fra store skoler og give til de mindre. Der er stort set ikke afsat nye penge til omfordelingen.

Faldende ungdomsårgange vil betyde færre unge på uddannelserne i særligt de ydre dele af landet, hvilket kan føre til skolelukninger. Derfor skal de store skoler give til de små.

Rektoren mener, at regeringen med Socialdemokratiet i spidsen forringer forholdene for de unge i de store byer, og at dette er et eksempel på det.

- Det er endnu et eksempel på Socialdemokratiets korstog mod hele uddannelsessystemet. Vi har set det i Roskilde med RUC og den reform, der nu er i gang på de videregående uddannelser, siger Claus Niller.

Han mener, at pengene til de små skoler bør tages fra det økonomiske råderum og peger på, at Danmark er et velhavende land.

Spørg Os - Formular

_

Hold hånden under de små

Regeringen mener, at store skoler har stordriftsfordele, men det afviser Claus Niller.

- Det de skærer på, er undervisningstaxameter. Og du kan ikke lave stordriftsfordele på undervisningstaxameter efter min bedste overbevisning. Der er de samme vilkår, om du er på et stort eller på et mindre gymnasium, siger han.

Man må økonomisk holde hånden under de små skoler, indtil ungdomsårgangen igen begynder at vokse, mener Claus Niller.

- Jeg tror på, at du ikke kan ændre på de unges præferencer. De vil bo, og de vil gå i skole og tage uddannelser i de store byer. Og det kommer det her ikke til at ændre på.

- Men jeg har selvfølgelig respekt for, at man gerne vil have nogle tilbud ude i provinsen, siger Claus Niller.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik