Roskilde Museums historiske genstande truet af skimmelsvamp

Skimmelsvamp truer med at ødelægge op mod 70.000 af Roskilde Museums genstande. Museet har søgt om hjælp fra staten, men der er ingen penge at hente.

Historiske genstande i Roskilde Museums besiddelse er i alvorlig fare for at gå til på grund af skimmelsvamp.

Det skriver DR.dk.

Svampeangrebet i museets arkiv har ramt op mod 70.000 af museets genstande, som nu er i fare for at blive nedbrudt.

- Jeg fik ondt i maven, da jeg opdagede det. Vi er jo sat i verden for at passe på kulturarven, og det er min opgave at gøre det. Der er mennesker, der har afleveret de her ting til os i forvisning om, at vi ville kunne vi passe på det for eftertiden, siger Naomi Pinholt, museumsinspektør på Roskilde Museum, til DR.

Derfor er museets ansatte nødt til at iføre sig sikkerhedsudstyr, når de bevæger sig ud på arkivet.

Roskilde Museum har søgt penge fra Slots- og Kulturstyrelsen for at få hjælp til at håndtere problemet.

Omfattende problem

Den massive skimmelvækst skyldes i høj grad, at mange museumsmagasiner slet ikke er egnet som magasiner, fordi de er gamle, utætte og fugtige.

Derfor er skimmelsvamp et omfattende problem for mange museer rundt omkring i landet, forklarer konservator med speciale i skimmelsvamp.

- Det er et omfattende problem, som fylder meget på museerne. Det kan være gamle kældre, der er fugtige. Store lader og gamle lagerhaller. Det er ikke forhold, man burde opbevare sin kulturarv i, siger Camilla Jul Bastholm til DR. 

Ingen penge at hente fra staten

Arkivet på Roskilde Museum lever op til krav om temperaturer og klima, men blev ramt af skimmelsvamp for fem år siden som følge af voldsomt regnvejr og et nedbrudt klimaanlæg.

Skaderne på både bygningen og de historiske genstande kommer til at koste museet millioner. Det er penge, som museet ikke har på nuværende tidspunkt.

Derfor har de søgt penge fra Slots- og Kulturstyrelsen. Det er er museet langtfra ene om.

Sidste år søgte 37 museer om penge til sikring eller gennemgang af deres samlinger, men kun lidt over halvdelen fik en del af de 6,8 millioner kroner, der er afsat til formålet.

Tidligere har rigsrevisionen påpeget, at museerne og Kulturministeriet ikke gør nok for at sikre kulturarven.

Kulturminister Mette Bock, Liberal Alliance, udtaler til DR, at museerne ikke skal forvente at få flere penge i år.

Det ærgrer direktøren i Danske Museer, der er en brancheforening for museerne.

- Sagen er mere kompleks end bare penge. Det, vi allerhelst ville, var at lave nogle fælles magasiner mellem flere institutioner rundt om i landet. Men det er en stor udfordring, fordi der er nogle forhold omkring finansiering på tværs af kommuner, der gør sig gældende, og som vi må bede politikerne om hjælp til at løse, siger Nils M. Jensen til Ritzau.

Museumsdirektøren på Roskilde Museum har tidligere udtalt, at der er behov for at få ryddet op inventaret. Se indslaget her.

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik