TikTok'er ”afslører”, hvilke stjerner der skal spille på Roskilde Festival

Ved at analysere koncertkalendere, udgivelser og kunstneriske profiler mener TikTok’er Christian Høgh, at han ved, hvem der skal spille på landets store festivaler. Se hans bud på de sidste navne på Roskilde Festival her.

Kommer Drake på Roskilde Festival i år?

Nej, lyder analysen fra den danske TikTok’er Christian Høgh. Drake har aflyst festivalen to gange før, og har dermed ikke er stærkt forhold til Roskilde.

Kommer Björk så på Roskilde Festival i år?

Det er der langt større chancer for, siger Christian Høgh. Den islandske kunstner tager på turné med sit nye album til sommer og har desuden en lang historie med Roskilde Festival, hvor hun har spillet seks gange siden 1988. Derfor er Björk et godt bud på en booking, lyder det fra Christian Høgh.

quote Det er kun dejligt, at der er interesse og nysgerrighed for vores musikprogram

Anders Wahren, progamchef Roskilde Festival

Christian Høgh er musiker, musikblogger og en kæmpe festivalnørd. På TikTok opdaterer han om musik, og et af hans yndlingsbeskæftigelser er at forudse, hvilke kunstnere der spiller på de store danske festivaler – heriblandt Roskilde Festival.

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

Christian Høgh er selv musiker og en aktiv TikTok'er, hvor han også beskæftiger sig med musik og tendenser.
Christian Høgh er selv musiker og en aktiv TikTok'er, hvor han også beskæftiger sig med musik og tendenser.

Længere nede i artiklen kan du se listen over de kunstnere, som Christian Høgh mener vil blive offentliggjort til Roskilde Festival 2023.

Om Christian Høgh får ret i sine gætterier, vil vise sig torsdag, når Roskilde Festivals fulde musikprogram bliver offentliggjort. Indtil da er selvtilliden høj hos TikTok’eren:

- Jeg plejer at få ret i flere af mine forudsigelser. Det gælder for eksempel om at sætte sig ind i Roskildes musikprofil og se på, hvem de gerne vil have. Jeg gættede for eksempel, at de ville annoncere Kendrick Lamar i år, men har var så også på plakaten i de to aflyste år i 2020 og 2021, så når han er på turné til sommer, gav det næsten sig selv, siger Christian Høgh til TV 2 Kosmopol.

Christian Høgh går metodisk til værks, når han skal komme med sine forudsigelser. Han krydstjekker koncertkalendere for at se, hvem der giver koncert i nærheden, han kigger på, hvilke musikere der er albumaktuelle, og som derfor skal på tour i løbet af sommeren og så prøver han også at sammensætte sine forudsigelser, så de passer på festivalens musikalske profil.

Det har han gjort de seneste mange år, men det er nyt, at han udgiver sine forudsigelser offentligt på TikTok.

(Artiklen fortsætter efter faktaboksen.)

Hvis du selv vil gætte med, så har Christian Høgh nogle tips her:

  • Hold øje med, hvem der har udgivet ny musik. Førhen tog man på turné for at reklamere for et nyt album, men i dag er det omvendt, fordi kunstnerne tjener flest penge på at spille live.

  • Tjek programmet for festivalen Primavera Sound i Spanien. De har tit et stort overlap med Roskilde Festival.

  • Undersøg hvem der allerede er booket. Det er or eksempel ikke lige så sandsynligt, at Roskilde Festival booker endnu et stort hiphop-hovednavn, når de allerede har Kendrick Lamar.

Men hvad synes Roskilde Festivals programchef om, at deres topnavne potentielt kan blive afsløret af personer som Christian Høgh. 

- Jeg har det helt fint med det. Det er kun dejligt, at der er interesse og nysgerrighed for vores musikprogram, siger Anders Wahren, programchef på Roskilde Festival, til TV 2 Kosmopol.

Hvordan føles det, når musiknavne bliver ’afsløret’ på forhånd?

- Jeg vil ikke kalde det en afsløring, det er gætværk. Det er klart, at nogle er mere kvalificerede end andre, fordi de trawler nettet igennem. Men det er faktisk ikke gættekonkurrencer på nettet, der breaker store navne, oftest er det kunstnerne selv, der kan være for tidligt ude, eller et medie, som vi så med Paul McCartney (i 2015, red.), hvor et engelsk medie udkom med alle datoerne.

Hvor svært er det at holde musiknavnene hemmeligt?

- Det er blevet sværere. For år tilbage kunne vi vente i ret lang tid, fordi det var sværere at få folk til at regne ud, hvem der kommer og hvilke dage. Især datoerne lå ikke nødvendigvis fast, før vi kom tæt på, men i dag er tourplanerne lagt langt ude i fremtiden. Så der kommer tingene ud tidligere.

Passer det, at I altid går efter et ældre, musikhistorisk navn?

- Nej, ikke altid. Nogle gange har vi, hvis det passer ind, men det er ikke for enhver pris. Der kan også være et musikhistorisk navn inden for en nichegenre, der ikke nødvendigvis spiller på Orange Scene. Men vi har en klar overvægt at nyere navne og strømninger, og det er styrken i vores program.

Passer det, at I godt kan lide kunstnere, I har en historie sammen med - som eksempelvis Björk?

- I det samlede program er det en lille andel, der har spillet her tidligere. Og i de tilfælde er det  kunstnere, der bliver ved med at udvikle sig og forny sig, som Björk er et godt eksempel på. Vi kan også godt lide at udklække nogle af de danske artister og så følge dem på større og større scener.

Passer det, at I i høj grad booker de samme navne som andre store europæiske festivaler, eksempelvis Primavera Sound i Barcelona?

- Vi har ikke nogle formelle samarbejder med andre festivaler, men når det er sagt, så er der en grad af overlap i programmerne, når man ser på festivalerne tæt på os, og det handler om logistikken. Så er store navne i Europa, så er de her for at spille på de bedst mulige og flest mulige festivaler. Vi er i skarp konkurrence med andre store europæiske festivaler. 

Her kan du se Christian Høghs bud på de sidste navne, der mangler at blive offentliggjort til Roskilde Festival 2023.

Christians forudsigelser til Roskilde 2023

1

Björk

Foto: Raph_PH WIkimedia commons

"Björk og Roskilde har en lang historie sammen, og hun har spillet på festivalen seks gange siden 1988. Sidste gang var helt tilbage i 2012, så hun er en åbenlys kandidat, når hun tager på turné med sit nye album til sommer."

2

Måneskin

Foto: Fred Gasch WIkimedia commons

Ifølge Christian går Roskilde op i, om deres koncerter fortæller en historie. Og når Måneskin har en dansk bassist, der kan spille for tusinder af fans på sit hjemlands mest ikoniske festival, vil det være en fed historie. Spørgsmålet er, om de er for Eurovision til Roskilde?

3

Depeche Mode

Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Roskilde Festival plejer at have et helt stort, lidt ældre navn, mener Christian. Sådan et har de ikke annonceret endnu, og Depeche Mode spiller i Parken få dage før festivalen, så det er oplagt, de svinger forbi Orange Scene, lyder det.

4

Death Grips

Foto: Kennysun WIkimedia commons

De er på festivalturné til sommer, og spiller blandt andet på Primavera Sound i Spanien, der altid har et overlap med Roskilde. Og så er det ret speciel musik, som Christian har lidt svært at forestille sig på de andre store festivaler i Danmark

5

FKA Twigs

Foto: Aidan Zamiri

Hun var booket til de aflyste festivaler i 2020 og 2021, så vi ved, at Roskilde er interesserede i at få hende forbi på hendes festivalturné til sommer. Christian forudså Kendrick Lamar på plakaten af samme grund, fortæller han.

6

Fred Again..., Skrillex og Four Tet

Foto: Chris Lavado

"De tre er vildt hypede på TikTok for tiden, og de spiller sammen på andre festivaler. Normalt booker Roskilde måske sjældent det samme navn to år i træk, og Fred Again... spillede sidste år. Men i en ny konstellation med Four Tet og Skrillex kunne det nemt være en mulighed," lyder det fra Christian Høgh.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik