Oversigt

Seneste nyt

Vejhjælp måtte trække 97 køretøjer fri under sjaskvåd Roskilde Festival

Vejhjælpsleverandøren SOS Dansk Autohjælp måtte trække ekstraordinært mange køretøjer fri af mudder ved dette års Roskilde Festival.

97 gange blev SOS Dansk Autohjælp tilkaldt festivalen, hvor køretøjer sad fast og skulle have hjælp til at komme fri.

Det skriver virksomheden SOS International, der leverer vejhjælpsydelsen, i en pressemeddelelse.

De mange fritrækninger dækker både over køretøjer inde på selve festivalpladsen samt gæster, der sad fast på de tilstødende parkeringspladser.

- 97 fritrækninger på Roskilde Festival er flere end normalt, og det skyldes naturligvis det meget ustadige vejr, vi har haft denne sommer. Ud over Roskilde Festival så vi også tidligere på sommeren, at der var brug for vores ekspertise på Heartland Festival, hvor vi trak 47 køretøjer fri fra mudderet, udtaler vagtcentralchefen Anette Bjørn Juncher.

Dette års Roskilde Festival blev med 65,8 millimeter nedbør i løbet af festivalperioden den vådeste udgave siden 2007.