Nu indføres grænsekontrol over Øresund - sådan påvirker det din rejse

Den midlertidig grænsekontrol vil ikke opleves som en skarp grænse for de rejsende.

Tirsdag træder den midlertidige grænsekontrol ved rejse fra Sverige ind i Danmark i kraft.

Det betyder, at danskere der dagligt pendler frem og tilbage mellem Danmark og Sverige, skal have pas eller kørekort op af lommen lidt oftere.

Grænsekontrollen sker som et led i regerings sikkerhedspakke og indføres på baggrund af de mange eksplosioner, der er sket i Hovedstadsområdet i år. I første omgang vil den fungere de næste seks måneder et par gange om ugen.

- Man kommer ikke til at se faste, døgnbemandede kontrolforanstaltninger ved grænseovergangene til Sverige. Kontrollen vil blive gennemført som stikprøvekontroller og periodiske kontroller målrettet vej- og togtrafikken over Øresundsforbindelsen, og færgetrafikken i havnene i Helsingør, Frederikshavn, Grenaa og Rønne, siger Lene Frank,  politidirektør i Rigspolitiet, i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter under videoen.

Togpendlerne mellem København og Malmø var bekymrede, da justitsministeriet annoncerede, at man nu ville lave grænsekontrol.

Det er ikke første gang, der bliver indført grænsekontrol mellem Danmark og Sverige. I 2015 indførte den svenske regering en grænsekontrol for rejsende over Øresund for at få kontrol med flygtningestrømmen fra blandt andet Syrien.

I begyndelsen gjorde det togrejserne mellem Danmark og Sverige meget længere, da passagerer både skulle have tjekket ID i Danmark og Sverige. Det blev ophævet i 2017. Siden skulle man kun vise ID ved rejser ind i Sverige.

Positivt med ny løsning

Hvis man rejser med tog fra Sverige og ind i Danmark betyder grænsekontrollen helt lavpraktisk, at der i Hyllie, som er den sidste station på svensk side inden Øresundsforbindelsen, vil stige danske betjente ombord og kontrollere undervejs, når toget kører mod Københavns Lufthavn.

DSB oplyser til TV 2 Lorry, at de ikke forventer, at den midlertidige grænsekontrol vil betyde noget for rejsetiden. Den afgørende forskel fra tidligere til nu, skulle være, at det mellem 2015 og 2017 var DSB, der foretog ID-kontrollen, hvor det denne gang er politiet.

Den nye fremgangsmåde glæder de pendlere, som dagligt rejser frem og tilbage mellem Danmark og Sverige

- Vi har nogle spor, der skræmmer, fra den tidligere grænsekontrol, hvor man lukkede det halve af perronen af i Københavns Lufthavn for at kontrollere folk. Derfor er det med glæde, at der er fundet en anden løsning denne gang, siger Peter Langford, der er talsmand for Pendlerklubben Kystbanen, som også dækker togstrækningen mellem Malmö C og København H.

Ligesom DSB har han ikke en forventning om, at grænsekontrollen vil medføre yderligere forsinkelser, som man har oplevet med kontrollen i Hyllie, hvor svenske betjente laver ID-kontrol for rejse ind i Sverige.

quote Det er målsætningen, at den almindelige rejsende påvirkes mindst mulig af grænsekontrollen.

Lene Frank, politidirektør i Rigspolitiet

Han kan dog bekymre sig over, om teknikken vil drille de danske betjente.

- Jeg ved ikke, om de er klar over, at der er nogle tekniske vanskeligheder med onlineforbindelsen, hvis de skal slå noget op undevejs, for den taber forbindelsen omkring midtvejs på ruten, siger Peter Langford.

Skal ramme organiseret kriminalitet

Billister, der skal krydse Øresundsforbindelsen ind i Danmark, vil opleve den midlertidig grænsekontrol ved, at de kan blive hevet ind til siden af politiet, så snart de kommer ud af Øresundstunnelen eller kører forbi Peberholm.

I Helsingør vil rejsende, der kommer med færgen fra Helsingborg - både til fods og i bil -  blive tjekket, når de kommer i land.

- Vi går målrettet efter den organiserede kriminalitet, og det er målsætningen, at den almindelige rejsende påvirkes mindst mulig af grænsekontrollen. Hvor ofte der vil være kontrol, vil afhænge af det aktuelle efterretningsbillede og de lokale forhold og trafikmønstre, siger Lene Frank, politidirektør i Rigspolitiet.

Da politiet ikke oplyser, hvornår kontrollen gennemføres, bør rejsende altid medbringe rejselegitimation ved rejse mellem Danmark og Sverige og tage af sted i lidt bedre tid for en sikkerheds skyld

Regeringens sikkerhedsudspil

Fokusområde 1: Øget overvågning.

  1. Tv-overvågning ved offentlige bygninger.
  2. Udvidet adgang til kommunal tv-overvågning.
  3. Udvidet adgang til privat tv-overvågning.
  4. Politiet styrker brugen af tv-overvågning.
  5. Obligatorisk registrering af tv-overvågning.
  6. Politiet får mulighed for at overtage tv-overvågning.
  7. Øget anvendelse af ANPG - automatisk genkendelse af nummerplader.
  8. Længere opbevaringstid for ANPG-oplysninger.
  9. Styrket overvågning af bandemedlemmer​
     

Fokusområde 2: Styrkelse af politiets efterforskningsredskaber og muligheder.

  1. Fremtidssikring af politiets muligheder for at foretage aflytning og ransagning.
  2. Styrkelse af politiets banderegister.
  3. Flere droner i politiet.
     

Fokusområde 3: Forstærket indsats mod eksplosivstoffer.

  1. Sprængning ved offentlige bygninger skal betragtes som angreb på staten.
  2. Skærpet straf for besiddelse af eksplosivstoffer.
  3. Flere sprængstofhunde og stikprøvekontroller for eksplosivstoffer.
  4. Udvidet adgang for politiet til brug af netagenter i sager om våben og eksplosivstoffer.

 

Kilder: Justitsministeriet.

/ritzau/


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik