Hærværk på Amager Fælled: Overskårne rør og fjernede skilte

Ukendte gerningsmænd har på Amager Fælled blandt andet skåret de rør over, som By & Havn har brugt til at lave boringer for jordprøver.

Endnu ukendte gerningsmænd har været en tur på Amager Fælled og blandt andet skåret rørene til brug ved jordprøver over. Derudover er flere af By & Havns skilte blevet fjernet og et banner var blevet sat op.

På den interne Facebook gruppe 'Amager Fælleds Venner' skriver formanden ligeledes, at de "har set, at nogen har været inde og udøve hærværk på nogle af boringerne".

quote Det er kun noget, der vil skade vores sag

Steffen Rasmussen, Formand for Amager Fælleds Venner

- Det er kun noget, der vil skade vores sag, at der er nogen, der lader sig rive med af følelser og laver denne her form for hærværk. Det er ikke noget, vi er interesserede i eller billiger på nogen som helst måde, siger Steffen Rasmussen til TV 2 Lorry.

Fomanden har selv ryddet op

Efter formanden for Amager Fælleds Venner blev gjort opmærksom på hærværket, har han selv været ude og rydde op efter gerningsmændene, som menes at have været på spil over weekenden.

Formanden har fjernet banneret, sat skiltene om jordprøver tilbage på plads og samlet plastikrør og afsætningspæle i en bunke. Nu opfordrer han alle til, at debatten bliver holdt på et konstruktivt niveau.

- Det gavner ikke vores sag eller nogen som helst. Vi er interesserede i at der bliver lavet en VVM-undersøgelse (de igangværende jordprøver, red.), og der kommer en debat om det her, siger Steffen Rasmussen, formand for Amager Fælleds Venner, til TV 2 Lorry.

TV 2 Lorry har i dag fremlagt sagen om hærværket for By & Havn. De oplyser, at de i morgen vil tage ud og se på, hvad der er sket. Indtil da vil de ikke kommentere på sagen.

Jordprøver er udskudt

Utilfredsheden har bredt sig, efter By & Havn for en uge siden begyndte at rydde et område af Amager Fælled. Her skulle der gøres plads til den borerig, der skal opsamle de jordprøver, som skal påvise miljøkonsekvenserne ved et byggeri.

Onsdag besluttede By & Havn så at udsætte en del af det arbejde med prøver, som ellers var blevet sat i gang. De oplyste ligeledes til TV 2 Lorry, at de kun vil tage de jordprøver, som er relateret til VVM undersøgelsen, som er den lovpligtige mijøvurdering før nybyggeri.

- Grunden er, at vi kan se, at vores arbejde har ført til den misforståelse, at vi er gået i gang med byggeriet af Ørestad Fælled Kvarter, skrev udviklingschef i By & Havn, Rikke Faaborg Jarmer, i en mail til TV 2 Lorry.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik