Ulykken i Havdrup

18-årige Sebastian blev dræbt i trafikken: Nu kommer familien med opråb

Sebastian Holm Hansen og tre venner mistede livet i en soloulykke i 2012. Nu fortæller Sebastians mor, bror og veninde historien i håb om, at den kan hjælpe andre. Af Josefine Falkenberg

For omkring ni år siden oplevede Hanne Holm det, som alle forældre frygter.

- Det var jo bare sådan en forfærdelig ulykke, som greb mange om hjertet, siger Hanne Holm.

Hendes 18-årige søn Sebastian Holm Hansen var sammen med tre venner kørt galt nær den lille landsby Havdrup nær Køge. Det var en februarnat, og de unge mænd var på vej hjem fra en bytur.

- Det banker hårdt på døren søndag morgen, og det er politiet. De fortæller, at Sebastian har været med i en trafikulykke. Tre er dræbt, og Sebastian er hårdt kvæstet. Han er kørt til Rigshospitalet, fortæller Hanne Holm og fortsætter:

- Vi aner jo ikke, hvad der venter os, da vi kommer ind på hospitalet. Men i løbet af dagen går det op for os, at Sebastian ikke kan overleve.


Sebastian bliver i løbet af søndagen konstateret hjernedød. Sebastians far er på udlandsrejse, så familien venter på, at faren ankommer til Rigshospitalet.

Søndag aften slukker familien for Sebastians respirator.

- Jeg husker det som en meget meget lang dag. Vi havde på ingen måde forestillet os, at det her skulle ske, da vi vågnede om morgenen, siger Sebastians storebror Mathias Holm Hansen.

quote Vi havde på ingen måde forestillet os, at det her skulle ske

Mathias Holm Hansen

Bilen blev vurderet til at have kørt med cirka 160 kilometer i timen, da den kørte af landevejen og kolliderede med et vejsidetræ. 

Slaget var så voldsomt, at bilen blev delt i to.

Ulykken med de unge mænd er desværre ikke enestående. På fem år har 46 unge mellem 17-24 år mistet livet i trafikken alene i Region Hovedstaden og Region Sjælland.

Ulykken i Havdrup
Foto: Rasmus Gerner/TV 2 Lorry

Det tal vil familien hjælpe med at nedbringe. 

Derfor deler de nu deres og Sebastians historie i en ny podcastserie "Når asfalten giver slip". En podcast som Sebastians ekskæreste og gode veninde har produceret.

quote Vi unge gik i kollektiv sorg

Kristine Kjær

Kristine Kjær var med Sebastian i byen den nat, hvor ulykken skete. Morgenen efter vågnede hun op til et chok. I årene efter har hun mindedes Sebastian ved at få en tatovering og ved at rejse rundt i verden, som hun havde aftalt med Sebastian, at hun skulle.

Og nu har hun lavet en podcast med et todelt formål.

- Målet er både at fortælle Sebastians historie, og at få andre unge til at sænke farten, tage sikkerhedsselen på og være opmærksomme i trafikken. De skal lade være med at have de her fester inde i bilerne, som jeg havde. Det bliver aldrig det værd, siger veninden Kristine Kjær.

quote Jeg ønsker, at de unge finder ud af, at de ikke er udødelige.

Hanne Holm

Familien indvilligede i at hjælpe Kristine med at fortælle historien, og de har også haft et klart budskab.

- Det er meget vigtigt for mig at fortælle historien om, hvad de her drenge oplevede. Sådan her kan det gå. Selvom man er nogle gode drenge, som finder en ædru chauffør og gør de rigtige ting, så kan det alligevel gå galt. Jeg ønsker, at de unge finder ud af, at de ikke er udødelige, og at man selv kan gøre noget for, at det ikke ender galt, fortæller Hanne Holm.

Sebastian Holm Hansen
Sebastian Holm Hansen
Foto: Privatfoto

Podcastserien står ikke alene med det budskab. Den indgår nemlig i en ny kampagne, som Rådet for Sikker Trafik og Trygfonden lancerede den 8. marts 2021.

Og her er målet også, at færre unge skal miste livet i trafikken.

muted

Et vigtigt budskab i kampagnen er også, at en ulykke ikke kun rammer dem, der sidder i bilen, men hele lokalsamfund. Det er ulykken ved Havdrup et godt eksempel på, mener Kristine Kjær.

- Da drengene døde, der var lokalsamfundet fuldstændig i chok, og det berørte ikke kun lille Havdrup. Det bevægede sig helt ind til Roskilde og til gymnasierne. Vi unge mennesker gik i kollektiv sorg, siger Kristine Kjær og fortsætter: 

- Vi stoppede med at gå i byen, og vi brugte meget tid på at involvere drengene, selvom de ikke var her mere. For eksempel da vi kørte studentervogn, der kørte vi ud forbi ulykkesstedet, vi gav drengene huer på og sprøjtede champagne udover deres grave. Vi prøvede at have en fest sammen med dem. De var rigtig involveret i mange år efter ulykken.

quote Jeg vil mindes Sebastian med stolthed

Mathias Holm Hansen

I podcasten beskrives den rå virkelighed, som Sebastians mor, bror og veninde stod i, den dag de mistede Sebastian. Selvom det er en svær oplevelse at sætte ord på, så er det også vigtigt at dele den med andre.

- Det føles godt at fortælle historien, også selvom man bliver ked af det. Jeg vil hellere fortælle historien med stolthed og mindes Sebastian med stolthed, i stedet for at pakke det væk og glemme det, siger Sebastians storebror, Mathias Holm Hansen.

Antallet af unge, der bliver dræbt i trafikken, har generelt været dalende, men det er stadig alt for højt. Derfor håber Sebastians familie og veninde, at de med deres historie kan være med til at redde bare et ungt liv.

- Det år Sebastian døde, der var der det laveste antal trafikdræbte nogensinde. Men det hjalp ikke os, at det var så lavt. Der er stadig efterladte, der sidder tilbage, så kan vi være med til at få tallet længere ned, så ville det være dejligt, afslutter Sebastians mor, Hanne Holm.

Lyt til podcasten "Når asfalten giver slip" her