Celene spørger politikerne: Hvem vil hjælpe os unge gennem krisen?

23-årige Celene Månsson vil gerne vide, hvilke politikere der har tænkt sig at hjælpe økonomisk pressede unge. Se svar fra alle partier her.

Det er blevet dyrere at gå i supermarkedet, tænde for radiatorerne og lade mobilen op. 

Men hvor børnefamilier og ældre får en økonomisk håndsrækning i de svære tider, har der ikke været øremærkede penge til de unge. 

Og det er 23-årige Celene Månsson fra Herlev godt træt af. 

Hun studerer HF-enkeltfag og arbejder ved siden af studiet for at supplere sin SU og sit SU-lån.

Alligevel har hun svært ved at klare sig økonomisk, og det at skulle i Netto eller holde øje med elpriserne er blevet en stressfaktor for hende.

- Hvis alle har det hårdt, hvorfor er det så, at de unge ikke skal hjælpes?, siger hun til TV 2 Lorry og fortsætter:

- Vi unge er måske mere omstillingsparate, men vi har også et meget stramt budget i forvejen, som kun er blevet endnu strammere. Man kan jo ikke sige til de unge, at de skal holde sig aktive, spise sundt og fokusere på deres uddannelse, når de fleste af os har så få penge. Hvis man knap kunne få det til at løbe rundt før, hvad skal vi så gøre nu?, spørger hun.


Celene vil have politikerne på banen

Netop fordi Celene Månsson er studerende og har en lille indkomst, så vil en økonomisk håndsrækning betyde særligt meget. 

- Alene min elregning er steget fra 300 kroner til omkring 700-800 kroner. Det kan godt være, det ikke er et stort beløb sammenlignet med andres, men det er mere end en uges madbudget for mig, forklarer hun. 

Celene Månsson har skrevet ind til TV 2 Lorrys Spørg os. Hun vil nemlig gerne vide, hvad folketingskandidaterne har tænkt sig at gøre for at hjælpe unge som hende gennem krisen. 

Hendes spørgsmål bliver tirsdag aften taget op TV 2 Lorrys valgdebat.

"Hvor er håndsrækningen til de unge studerende i denne energikrise? De ældre kan få hjælp, men for de unge, som betaler ekstremt høj husleje i ungdomsboliger og i forvejen slider deres mås i laser, er der intet at hente?"

Du kan se alle partiers svar på hendes spørgsmål her. Tryk på billedet af politikeren for at se, hvad de har svaret. 

(Artiklen fortsætter under billederne)

Hvor er håndsrækningen til de unge studerende i denne energikrise?

283678-4a6b8a77.jpeg

Astrid Carøe Rasmussen

SF
Astrid Carøe Rasmussen

Socialistisk Folkeparti

- Vi har foreslået i vores inflationspakke, at alle på overførselsindkomster skal modtage 5.000 kroner skattefrit. Det gælder dermed også de unge på SU. Det er finansieret af vores forslag med at putte ekstra skatter på dem, der har haft over-normale profitter under inflationen, og især dem der har særordninger som Mærsk. Det vil give nogle penge her og nu, men det vil ikke løse problemet. Derudover har vi også foreslået, at alle med børn får et særtilskud. De studerede med børn er dem, der har allersværest ved at komme igennem krisen. Deres indkomst er lavere, og de har sværere ved at arbejde ved siden af. Man glemmer tit de unge, når vi laver krisehjælp, det så vi for eksempel også under corona.

281550-fe488d19.jpeg

Ole Birk Olesen

LA
Ole Birk Olesen

Liberal Alliance

- LA har ikke uddelt varmechecks til nogen - heller ikke til de ældre. Når der er inflation, stiger priserne, og det bliver sværere at få råd til sine varer. Men alle, som lever af penge fra det offentlige, får også flere penge at bruge af. De unges SU er - ligesom andre overførselsindkomster - reguleret med inflationen, så efter noget tid følger SU’en med de stigende priser. Det sker ikke med det samme, men det sker. I 1970’erne havde vi ”dyrtidsregulering” fire gange årligt, men det var helt uansvarligt og blev heldigvis afskaffet: Når priserne steg, steg indkomsterne lige bagefter, og det skabte en ond spiral med stadig højere inflation. Det system, vi har nu, fungerer meget bedre. Det skal vi ikke skrotte for at vende tilbage til uansvarlig Anker Jørgensen-politik.

284009-36eb2f5e.jpeg

Peter Skaarup

DD-Flag_Tegnebraet-1
Peter Skaarup

Danmarksdemokraterne

- De unge vil også få gavn af, at vi vil fjerne momsen på el i det kommende halve år, og at vi har sænket elafgiften til EU’s minimumssats.

283692-12a33a2e.jpeg

Katarina Ammitzbøll

C
Katarina Ammitzbøll

Det Konservative Folkeparti

- Det bliver hurtigt skruen uden ende. Hvordan skal det finansieres? Og hvad skal vi sige til de erhvervsdrivende, der stadig lider efter corona-pandemien og nu også kæmper med høje energipriser? Når du er studerende, får du SU, gratis studie og der er mangel på arbejdskraft. Jeg synes i stedet, vi skal se på at hæve loftet for, hvor meget de studerende må tjene ved siden af deres studier. Og så skal vi generelt se at få sænket skatterne.

280318-4f5e0847.jpeg

Franciska Rosenkilde

Å
Franciska Rosenkilde

Alternativet

- I og med at man sætter energiafgiften ned, så kommer det de unge til gode. Derudover vil vi gerne halvere momsen på frugt og grønt, så fødevarer bliver billigere. Og så vil vi gerne fremskrive de offentlige ydelser, så de svarer til den krisesituation, man står i lige nu. Så de unge helt konkret får en højere SU, som passer til de stigende priser.

283329-06fd0f3c.jpeg

Sophie Løhde

V
Sophie Løhde

Venstre

- Vi kan desværre ikke få inflationen til at forsvinde med et fingerknips. Men vi kan gøre noget for at afbøde konsekvenserne for danskerne, og det har Venstre arbejdet hårdt for. Vi foretrækker løsninger, der hjælper flest mulige danskere og ikke kun enkelte grupper. Derfor stod Venstre fast på, at vi skulle banke elafgiften helt i bund, og det lykkedes vi med. Det kommer også mange unge studerende til glæde. Tidligere har vi også foreslået at give studerende et højere fribeløb, så de kan tjene flere penge ved siden af SU'en og mere frihed til arbejde i det omfang, de har lyst. Venstre er ikke færdige med at fremlægge politik, der skal hjælpe danskerne, som de er flest.

283427-cb9c86ba.jpeg

Jesper Housgaard

KD
Jesper Housgaard

Kristendemokraterne

- Vi ønsker at nedsætte fødevaremomsen. Hvis vi nedsætter fødevaremomsen, så kommer det både unge og ældre til gode. Det kan godt være, vi ikke hedder et folkeparti længere, men vi tænker på alle. Derudover har vi et stort fokus på psykiatrien, som en følgevirkning af alle de kriser, vi har. Det skal forstås på den måde, at mange unge mennesker oplever ondt i sindet som følge af først corona og nu finansiel krise og krig. Kristendemokraterne har afsat seks milliarder årligt til psykiatrien i vores 2030-plan for at afhjælpe dette. 

283613-14c7981e.jpeg

Rajesh Holmen

friegroenne
Rajesh Holmen

Frie Grønne, Danmarks Nye Venstrefløjsparti

- I Frie Grønne ønsker vi at målrette den økonomiske hjælp til de mest udsatte. Vi mener, at hjælpepakkerne i dag rammer skævt, og man skal i højere grad målrette hjælpen. Det kan man eksempelvis gøre ved at se på folks indkomst. Det gælder også de unge. Her ønsker vi også at målrette hjælpen til dem, der er mest pressede økonomisk.


283422-787626b2.jpeg

Mette Thiesen

NB
Mette Thiesen

Nye Borgerlige

- I Nye Borgerlige vil vi gerne gøre det nemmere og billigere for alle danskere. Vi mener ikke, at hjælpen skal målrettes enkelte vælgergrupper. Politikerne skal bestemme mindre, og danskere skal bestemme mere selv - også over flere af deres egne penge.

283667-e68ca683.jpeg

Jakob Engel-Schmidt

Moderaterne_M
Jakob Engel-Schmidt

Moderaterne

- Moderaterne er med i vinterhjælpspakken, hvor man sænker elafgiften til et minimum, som vil hjælpe over en bred kam. Vi vil altid se positivt på andre forslag, men det vigtigste for os er, at man ikke giver en gave til udvalgte grupper. Det vigtigste er, at den hjælp, der kommer, er finansieret krone til krone, så vi ikke graver et endnu dybere krisehul. Andre partier lover måske mere, men det er vigtigt for os, at det, vi stiller vælgerne i udsigt, er noget, vi kan holde. 


283472-9922716c.jpeg

Sofie Carsten Nielsen

RV
Sofie Carsten Nielsen

Radikale Venstre

- Det er utroligt svære tider for rigtig mange - også for de studerende. Vores forslag, som vi tog med i energihjælpen, var, at vi kunne forhøje SU-lånet til lav eller ingen rente. Jeg er klar over, at det ikke nødvendigvis er det, de studerende efterspørger, men problemet med at give direkte hjælp er, at det presser inflationen op. Vi kommer ikke til at kunne hjælpe alle, men måske SU-lånet ville kunne komme de mest pressede til gavn. Det er vi villige til at se på, altså at man kan forhøje SU-lånet midlertidigt. 

283630-b8aeed37.jpeg

Pelle Dragsted

Ø
Pelle Dragsted

Enhedslisten

- For det første har vi sammen med de andre partier i rød blok indført et huslejeloft, som beskytter især unge lejere mod stigende husleje. Derudover har Enhedslisten foreslået engangsskattelettelser på 10.000 kroner, som skal gå til de omkring to millioner danskere med laveste indkomster. Det vil blandt andet være studerende, folkepensionister og folk med lave lønninger. Pengene til de skattelettelser skal komme fra en beskatning af de virksomheder, der spinder guld på krisen. Og så foreslår vi, at man straks regulerer SU’en, så beløbet svarer til de stigende priser. 

283593-2e74a93f.jpeg

Peter Hummelgaard

S
Peter Hummelgaard

Socialdemokratiet

- Det er enormt vigtigt, at vi fik vedtaget et loft over huslejestigninger for de mange danskere, som bor i privat lejebolig. Det gælder blandt andet mange ungdomsboliger. I København og andre byer gælder det rigtig mange studerende og unge mennesker. Vores aftale betyder, at vi begrænser nogle af de voldsomme huslejestigninger, som ellers var på vej. Jeg forstår faktisk ikke, hvorfor de borgerlige partier ikke vil være med til at hjælpe folk, som bor til leje.

164625-998aa4c6.jpeg

Cecilie Winther Kristensen

DF
Cecilie Winther Kristensen

Dansk Folkeparti

- Vi kan ikke bare hæve SU’en, men vi vil fjerne loftet på, hvor meget du kan tjene ved siden af din SU. Vi mener, at studerende på SU skal kunne arbejde, alt det de vil uden at blive trukket for fribeløbet. Det er ikke alle, der har familie, de kan låne penge af, og så skal de i banken eller tage SU-lån. Og det vil skabe mere mistrivsel på grund af den bekymring, de ekstra lån vil give. Det vil være godt for samfundet, fordi der kommer flere penge i samfundet.

Røde partier: Reguleret SU og engangsbeløb

De politiske partier har meget forskellige bud på, hvordan Celene Månsson og andre unge skal hjælpes. 

Især partier til venstre for midten står klar med økonomisk hjælp til unge studerende.

Alternativet og Enhedslisten peger på, at SU'en skal reguleres, så den passer med de stigende priser på fødevarer.

- Vi vil gerne fremskrive de offentlige ydelser, så de svarer til den krisesituation, man står i lige nu. Så de unge helt konkret får en højere SU, der passer til krisesituationen, lyder det fra Franciska Rosenkilde, der er politisk leder i Alternativet.

SF har i deres inflationspakke foreslået, at alle på overførselsindkomster skal modtage 5.000 kroner skattefrit. Og Enhedslisten vil give engangsskattelettelser for de danskere, der har de laveste indkomster. Begge tiltag skal finansieres ved at beskatte dem, der klarer sig godt under krisen: 

- Det er finansieret af vores forslag med at putte ekstra skatter på dem, der har haft over-normale profitter under inflationen, og især dem der har særordninger som Mærsk, siger Astrid Carøe Rasmussen (SF).

Blå partier: Pas på inflationen, men fjern fribeløbet

De borgerlige partier er mere påpasselige med at sende hjælp direkte til de unge. 

quote Det bliver hurtigt skruen uden ende. Hvordan skal det finansieres?

Katarina Ammitzbøl (K)

Liberal Alliance og De Konservative mener for eksempel ikke, at der skal pumpes økonomisk hjælp ud i samfundet. Heller ikke til de unge. 

- Det bliver hurtigt skruen uden ende. Hvordan skal det finansieres? Og hvad skal vi sige til de erhvervsdrivende, der stadig lider efter corona-pandemien og nu også kæmper med høje energipriser, siger Katarina Ammitzbøll (K). 

Venstre er også påpasselige med at målrette hjælp til særlige grupper.

 - Vi foretrækker løsninger, der hjælper flest mulige danskere og ikke kun enkelte grupper, siger Venstres politiske ordfører, Sophie Løhde. 

Derimod peger Konservative, Dansk Folkeparti og Venstre på, at man bør hæve eller helt slette beløbet for, hvor meget man som studerende kan modtage ved siden af sin SU. 

- Vi mener, at studerende på SU skal kunne arbejde alt det, de vil, uden at blive trukket for fribeløbet. Det er ikke alle, der har familie, de kan låne penge af, og så skal de i banken eller tage SU-lån. Og det vil skabe mere mistrivsel på grund af den bekymring, som de ekstra lån vil give, lyder det fra Cecilie Winther Kristensen (DF).

Celene Månssons spørgsmål var et af dem, der blev debatteret tirsdag aften i TV 2 Lorrys valgdebat, der omhandlede energikrisen. Se eller gense hele debatten herunder.

I studiet til TV 2 Lorrys første valgdebat var folketingsmedlem Mette Thiesen (NB), Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S), folketingsmedlem Katarina Ammitzbøll (K) og folketingskandidat Rajesh Holmen (FG). De fire politikere debatterede den aktuelle energikrise.

Spørg Os - Formular

_

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik