Thomas spørger: Hvor blev brintbilen af?
Hvor blev brintbilen af i hele debatten omkring den grønne omstilling? Den er faktisk et lige så godt alternativ til en fossilbil, som en elbil er.
Lyden af gruset under dækkene er det eneste, man hører, når Tejs Jensens brintbil sætter i gang. Ude på vejen kører samtalen lige så let, som bilen kører på vejen, for der er ingen larmende motor, når bilen accelererer rundt i København.
Tejs Jensen er en af de kun 117 personer i Danmark, der kører rundt i en brintbil.
Brintbilen er for mange et køretøj, mange enten har glemt i klimadebatten, eller slet ikke ved noget om. Derfor har Thomas Lassen fra Lyngby-Taarbæk spurgt, om vi her på TV 2 Lorry ikke ville undersøge, hvorfor ingen taler om brintbiler længere.
For som han skriver:
- Hvorfor er brintbilen stort set forsvundet i debatten?
Hvad er en brintbil?
Det er en bil, hvor man tanker brint, som så ryger ned i en brændselscelle. Brændselscellen omdanner brinten og ilten i luft direkte til elektricitet, som bilens elmotor bruger til at drive bilen. Det eneste restprodukt efter reaktionen er vand, som bilen udleder gennem udstødningsrøret.
Det er et godt spørgsmål, for brintbilen er faktisk et lige så godt alternativ til en fossilbil som elbilen. Det er også derfor, Tejs Jensen kører rundt i en brintbil.
- Det gør jeg, fordi det er en måde at transportere sig på uden CO2 udslip og uden og bruge fossile brændstoffer. Det gør, at jeg kan bevare det transportmønster, jeg er vant til, og bruge min bil på samme måde, som jeg ville kunne gøre med en fossilbil, siger Tejs Jensen.
Her batter brint
Men det er ikke kun liv og glade dage, hvis man ejer en brintbil. For lige nu er der kun fire steder, man kan tanke sin brintbil i hele Danmark. Ligesom den velkendte debat om elbiler, hvor der er for få ladestandere, fordi folk ikke køber nok elbiler, fordi der er for få ladestandere, er der en lignende problemstilling med brintbiler.
- Ulemperne er, at tank-netværket ikke er specielt veludbygget. Man skal tænke over, hvor man tanker, men det er ikke sådan, at det er et problem. Man kan komme rundt i hele landet. Men der er brug for en samlet infrastrukturplan, og det kan man sige, det har vi ikke lige pt i Danmark. Der er nogle flere stationer på vej, siger Tejs Jensen.
Det har den danske virksomhed Everfuel, der står for de danske brintstationer, sat sig for at ændre på, ifølge administrerende direktør, Jacob Krogsgaard.
- Everfuels ambitioner er at have 15 brintstationer i Danmark i løbet af de næste par år. Så vi får lavet en landsdækkende infrastruktur, der dækker de store hovedfærdselsårer og de største byer, siger han til TV 2 Lorry.
Grunden til, at vi ikke snakker om brintbiler lige så meget som elbiler, kan være, at elbilerne opfylder vores hverdagsbehov. Brint er faktisk mere nyttigt, der hvor batterierne ikke kan følge med.
- Der, hvor brinten virkeligt har sin berettigelse, det er i den tunge og intensive transportsektor. Det er lastbiler, busser, varebiler og taxaer. Det er de steder, hvor man bruger meget brændstof. De steder, hvor vægt og ladetider på batterierne begynder at blive en enorm hindring, siger Jacob Krogsgaard fra Everfuel.
Foto: Frederik Bo Vesterholm Thomsen/TV2 Lorry
Følg med på Spørg Os siden
- Se, hvad vi allerede har svaret på
- Stem på ugens udvalgte spørgsmål
- Skriv dit eget spørgsmål, der kan undersøges journalistisk
Kom ind på siden her
Er brint løsningen?
De fleste er enige om, at hvis brint skal bruges, så skal det være i den tunge transport. Men det er ikke en ukompliceret sag at omlægge den tunge transport til at være mere miljøvenlig.
Det er heller ikke sikkert, at brint er vejen frem, selvom flere store bilproducenter lige nu investerer høje beløb i brint. Ifølge Henrik Gudmundsson, senior konsulent hos Danmarks grønne tænketank, Concito, er det ikke brintvejen, vi skal gå.
- Så meget som muligt skal elektrificeres, fordi strøm er på vej til at blive klimaneutralt, og det er den mest effektive måde at udnytte energien på. Det er ved at bruge den direkte, altså føre strømmen ind i køretøjerne enten i form at batterier, eller i form af ekstern strømforsyning som køreledninger, ligesom man har på jernbanerne, siger Henrik Gudmundsson.
Lige nu er det mere effektivt at skabe grøn strøm, end det er at skabe brint. Brint mister en hel del af effekten i processen.
- Det handler også om tidsperspektiv, fordi det vil tage en del år, før vi har forsyning til hele transportsektoren, hvis man skulle forsyne den med brint. Vi har i dag ikke anlæggene, der skal lave det. Derimod har vi jo et strømsystem allerede, som man selvfølgelig skal udbygge. Men det er ikke på samme måde et nyt teknologisk skridt, man skal tage, siger Henrik Gudmundsson.
Det er ikke en ukompliceret eller billig sag at omlægge den tunge transport til at være mere klimavenlig. Klimarådet er lige nu i gang med at analysere og beregne på nogle forslag til, hvilken retning Danmark skal. Her indgår både el og brint som muligheder.
Banebrydende katalysator
I 2020 kom der et mindre gennembrud indenfor brændselsceller til brintbiler. Det kommer fra et nyt grundforskningscenter, Center for high entropy alloy catalysis (CHEAC)¬, Kemisk institut, på Københavns Universitet.
Jan Rossmeisl er en del af den forskergruppe, der har skabt en ny katalysator, der gør brintbilen endnu mere miljøvenlig.
- Det, vi er lykkedes med at gøre, er, at i stedet for at lave Nano-partikler, der skal puttes på karbon. Så har vi lavet tråde af platin, som har det samme overfladeareal, 150 kvadratmeter per gram, så et gram svarer til overfladearealet af et hus.
- Det, som nanotråde gør, er, at de har ledningsevnen i trådene og stadigvæk det samme overfladeareal. Så man behøver ikke det karbon. Det her kunne være med til at få brændselsceller til at holde længere, siger Jan Rossmeisl.
Forskerne er altså lykkedes med at erstatte karbon, der ikke holder særligt længe, med platin, som er mere hårdfør, og bruge den som en del af en katalysator. Det virker måske en kende avanceret, især når ordet katalysator indgår, men en katalysator er helt simpelt noget, der får en reaktion til at gå hurtigere, uden selv at blive opbrugt.
- Katalysatorens rolle er, at få reaktionerne til at løbe så hurtigt som muligt og ved et potentiale, der er så tæt på det bedste som muligt, siger Jan Rossmeisl.
Foto: Frederik Bo Vesterholm Thomsen/TV2 Lorry
Tilbage på vejen
Tilbage på vejene i København triller Tejs Jensens brintbil stadig lydløst rundt. Køreturen er slut, og det eneste, man kan høre, når bilen kører ind på parkeringspladsen igen, er endnu engang gruset under bildækkene. Tejs Jensen er glad for sit valg af bil.
- For mig og for min familie har det givet mening med en brintbil, fordi vi får fleksibilitet, og så er det er et vigtigt element at køre rundt uden udledning. Det eneste, bilen udleder, er vand igennem udstødningsrøret, siger Tejs Jensen.
Det blev altså ikke til et simpelt svar på spørgsmålet fra vores læser denne gang. Som med alt andet, når det handler om den grønne omstilling, er der mange nuancer i det.
Tak til Thomas Lassen for spørgsmålet!
Brintbranchen
- Tejs Lausten Jensen er ud over at være en af hovedstadsområdets få brintbilister også direktør i interesseorganisationen Brintbranchen.
- Brintbranchen samler medlemmer, som arbejder med brint, PtX, brændselsceller, metanol, elektrolyse, electrofuels og andre brintløsninger. Brintbranchens medlemmer er primært virksomheder, men omfatter også forskningsinstitutioner og netværksorganisationer.
Kilde: Brintbranchen.dk
Hvad undrer du dig over?
Har du et andet spørgsmål af bred interesse for hele TV 2 Lorrys sendeområde, så skriv det i boksen. Vi sætter løbende spørgsmål til afstemning og kaster os over dem, som flest ønsker svar på.