Ulla undrer sig: Skal Inger Støjberg kendes værdig for at træde ind i Folketinget?

Inger Støjberg blev sidste år idømt fængselsstraf og mistede sit mandat i Folketinget. Nu har hun igen kurs mod Christiansborg, men skal hun dømmes værdig for at komme ind igen?

60 dages ubetinget fængsel.

Sådan lød dommen, da Rigsretten i december 2021 kendte Inger Støjberg skyldig i den såkaldte Instrukssag, hvorefter hun blev erklæret uværdig af Folketinget og mistede sit mandat.

Nu har Inger Støjbergs nye parti Danmarksdemokraterne kurs mod Christiansborg, og derfor har Ulla Michaels fra Hellerup sendt følgende spørgsmål til Spørg Os på TV 2 Lorry:

Skal Inger Støjberg kendes værdig til at træde ind i Folketinget efter at være blevet kendt skyldig i Rigsretten og afsonet fængselsstraf?

Valggennemgang, Grundloven, Glistrup

Inden Inger Støjbergs exit fra Folketinget i 2021 var det mest kendte eksempel på spørgsmålet om værdighed til Folketinget, da Mogens Glistrups i 1983 ved Højesteret blev idømt tre års fængsel for skattesvig.

Herefter erklærede Folketinget ham for uværdig til at fortsætte, og han måtte derfor opgive sin plads på Christiansborg.

I 1987 opnåede Mogens Glistrup genvalg, og da han havde afsonet sin straf, fandt Folketinget ham værdig igen, og han kunne så genindtage sin plads.

(Artiklen fortsætter under billedet.)

Mogens Glistrup var stifter og leder af Fremskridtspartiet. På grund af en dom for skattesvig var han indsat i Horserød Fængsel fra 1983 - 1985.
Mogens Glistrup var stifter og leder af Fremskridtspartiet. På grund af en dom for skattesvig var han indsat i Horserød Fængsel fra 1983 - 1985.
Foto: Erik Luntang/Ritzau Scanpix

For at forstå spørgsmålet om værdighed i Folketinget skal vi dykke ned i Grundloven, hvor særligt to paragraffer er vigtige for denne sag.

Den første finder vi i kapitel fire, §30. Stk. 1, som siger, at det ikke muligt at være valgbar til Folketinget, hvis man er straffet for noget, der gør en uværdig til at være medlem af Folketinget.

Vi bliver i Grundlovens kapitel fire og skal så se på §33, som siger, at Folketinget selv afgør gyldigheden af sine medlemmers valg samt spørgsmål om, hvorvidt et medlem har mistet sin valgbarhed.

(Artiklen fortsætter efter faktaboksen.)

Disse fem politikere er blevet erklæret uværdige til Folketinget

  • Thorstein Petersen (1956) - Færøsk folketingsmedlem. Idømt 40 dages fængsel ved Højesteret for bl.a. overtrædelse af banklovgivningen.


  • Arnold Chr. Normann (1972) – Det Radikale Venstre. Blev i retten tildelt den væsentligste skyld i en trafikulykke hvor to mennesker døde og tre kom til skade. Straffet med 30 dages hæfte og fik frataget kørekortet i to år.


  • Mogens Glistrup (1983) – Fremskridtspartiet. Idømt tre års fængsel ved Højesteret for skattesvig.


  • Anette Egelund (Ved dåben: Hugo Holm) (1990) – Fremskridtspartiet/Løsgænger. Idømt seks måneders fængsel for vold, forsøg på bedrageri, falsk anmeldelse og spritkørsel.


  • Inger Støjberg (2021) - Tidligere Venstre/Danmarksdemokraterne. Idømt 60 dages ubetinget fængsel efter forsætlig overtrædelse af ministeransvarlighedsloven.

Kort og godt betyder det, at Folketinget selv beslutter, om et folketingsmedlem skal erklæres uværdig til at sidde i Folketinget.

Konkret sker det gennem Udvalget til Prøvelse af Valgene, som er et udvalg i Folketinget, der efter hvert valg gennemgår resultatet og de valgte kandidater, for at sikre at alt er forløbet efter reglerne, og at de valgte lever op til grundloven og valgloven. 

Hvis udvalget finder en kandidat uværdig på grund af en lovovertrædelse, kan udvalget indstille til en afstemning om kandidatens værdighed i Folketinget, som de øvrige valgte kandidater så kan vælge at følge.

Selvom udvalget ikke indstiller til en afstemning om en kandidats værdighed, kan medlemmer af Folketinget også selv rejse spørgsmålet om værdighed hos en kandidat.

Det spørgsmål skal så til diskussion og senere en eventuel afstemning i Folketinget.

Er man som kandidat tidligere dømt uværdig af Folketinget og senere opnår genvalg, skal der derfor ikke en automatisk afstemning om værdighed til, for at kandidaten kan vende tilbage til Folketinget, da sådan en kun er aktuel, hvis Udvalget til Prøvelse af Valgene eller andre kandidater lægger op til det.

(Artiklen fortsætter under tekstboksen.) 

Følg med på Spørg Os siden

  • Se, hvad vi allerede har svaret på


  • Stem på ugens udvalgte spørgsmål


  • Skriv dit eget spørgsmål, der kan undersøges journalistisk


  • Kom ind på siden her

En varm Christiansborg-kartoffel

Danmarksdemokraterne er braget ind på den politiske scene, og de står til at stjæle mange stemmer fra blandt andet Dansk Folkeparti.

Derfor kan spørgsmålet om Inger Støjbergs værdighed risikere at blive en del af et politisk spil, forklarer Roger Buch, der er forskningslektor i samfundsvidenskab på DMJX:

- Mit gæt er, at det ikke kommer til at ske, og at Folketinget vil følge indstillingen fra Udvalget til Prøvelse af Valgene. Og hvis der opstår en debat, så vil det jo ikke kunne bevises at det er taktisk spil, da man i givet fald blot vil sige, at man har en anden opfattelse af værdighed end Udvalget til Prøvelse af Valgene. Og måske er det så sandheden, forklarer Roger Buch.

Venstres formand Jakob Ellemann-Jensen mener godt, at Inger Støjberg kan blive minister, hvilket kun er muligt, hvis hun erklæres værdig:

- Hvis hun bliver valgt til Folketinget, har vi respekt for vælgernes dom. Alt andet vil være udemokratisk. Hvis man kan blive valgt til Folketinget, kan man også blive minister, fortalte han under Venstres sommergruppemøde i Helsingør den 19. august.

Også Det Konservative Folkepartis formand Søren Pape Poulsen er ikke afvisende for et comeback til Inger Støjberg:

- Jeg har det synspunkt, at hvis man har gjort noget forkert, så skal man have en dom. Så bliver man dømt. Så skal man tage sin straf. Når man har taget sin straf, kan man begynde igen på ny, fortalte han under et pressemøde i forbindelse med partiets sommergruppemøde onsdag den 17. august.

quote Hvis hun (Inger Støjberg) bliver valgt til Folketinget, har vi respekt for vælgernes dom. Alt andet vil være udemokratisk.

Jakob Ellemann-Jensen

Intet er derfor afgjort før valget, som vi på TV 2 Lorry vil følge tæt, er overstået, hvorefter en eventuel afstemning om Inger Støjbergs værdighed vil finde sted.

Hvis Udvalget til Prøvelse af Valgene eller medlemmer af Folketinget tvinger sådan en afstemning igennem, og Inger Støjberg så igen erklæres uværdig, vil en stedfortræder fra Danmarksdemokraterne tage hendes plads i folketingssalen. 

Vi takker Ulla Michaels for spørgsmålet.


Spørg Os - Formular

_

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik