Vi vil rejse, vi er raske, men risikerer en positiv PCR-test. Hvad gør vi?

Det er ikke helt let at forstå, hvordan man skal forholde sig, hvis man har været syg med corona og vil ud at rejse her i vinter. Vi har været omkring flere ministerier i jagten på svar.

Det er lidt et lotteri, hvornår man ikke længere tester positiv efter infektion med covid-19.

Nogle få vil teste negativ efter få dage, de fleste vil være længere tid om det, og få vil først teste negativ efter 12 uger.

Det er et problem, hvis man i perioden ønsker at rejse til et land, der kræver en negativ pcr-test af turister, der vil ind i landet. 

Flere af jer har spurgt ind til problematikken gennem Spørg Os.

quote Men - hvis PCR testen er positiv, fordi vi har været smittet for nylig, bliver vores coronapas så igen ugyldigt i 14 dage?

Anne Lünell, Tikøb

Anne Lünell fra Tikøb formulerer det sådan her:

- Vi vil gerne ud at rejse slut januar og har alle været syge med covid mellem jul og nytår.

For at komme til Italien skal man have en negativ PCR test, og vi vil så lade os teste inden vi tager afsted.

Men - hvis PCR testen er positiv, fordi vi har været smittet for nylig, bliver vores coronapas så igen ugyldigt i 14 dage?, spørger hun.

Vi har allieret os med Sundhedsministeriet og Udenrigsministerier for at finde et klart svar. 

Følg med på Spørg Os siden

  • Se, hvad vi allerede har svaret på
  • Stem på ugens udvalgte spørgsmål
  • Skriv dit eget spørgsmål, der kan undersøges journalistisk
  • Kom ind på Spørg Os siden her


Tjek hvad landet kræver

Sundhedsministeriet opfordrer til at undersøge indrejsereglerne i det enkelte land, hvis man skal ud at rejse, herunder hvordan reglerne er for personer, der har været smittet for nyligt.

- Der kan være lande, der stiller krav om en negativ PCR-test ved indrejse, selvom man er tidligere smittet og dermed i en periode ikke kan teste negativ.

Sundhedsministeriet henviser til Udenrigsministeriets hjemmeside for andre landes regler: Coronavirus/covid-19 (um.dk).

Eksemplet Italien

Vi søger over på Udenrigsministeriets hjemmeside for at se, om vi kan blive klogere der.

Som en rigtig god service kan man klikke sig ind på hvert land og se, hvordan myndighederne der forholder sig til at lukke danskere ind for tiden. 

Vores danske ambassader opdaterer løbende deres egne informationer, hvis nogle af restriktionerne ændrer sig. 

Til og med d. 31. januar 2022 kræver Italien - som Anne Lünell ganske rigtigt skriver - en negativ PCR test:

Negativ PCR test / Italien

  • Fremvisning af negativ PCR test, foretaget inden for de seneste 48 timer eller kviktest foretaget inden for de seneste 24 timer

  • Der gælder 5 dages isolation for rejsende, som ikke kan fremvise et gyldigt coronapas for fuld vaccination eller tidligere smitte. Isolationen afbrydes med en negativ PCR- eller kviktest på femtedagen

Kilde: Udenrigsministeriet

Man kommer ifølge det oplyste kun ind i Italien for tiden med en negativ test, og kan kun komme ud af indrejse-karantæne på samme måde. 

Så logikken er, at tester man positiv på grund af en tidligere og nu harmløs smitte, bliver man ikke lukket ind, i hvert fald til og med 31. januar. 

For en sikkerheds skyld har vi tjekket det hos Udenrigsministeriet

Nul indrejse

Udenrigsministeriet bekræfter, at det forholder sig sådan:

- Hovedparten af EU-landene følger en coronapasbaseret tilgang, hvor tidligere smittede er undtaget krav om fremvisning af negativ test og kan indrejse på et immunitetscertifikat, som er en del af coronapasset. 

Det er dog korrekt, at Italien kræver en negativ test ved indrejse for alle rejsende. Det kan enten være en antigen eller en PCR-test. 

Hvis man ikke kan fremvise en negativ test, hvilket i en periode efter overstået sygdom kan være svært for tidligere smittede, så kan man ikke i øjeblikket indrejse til Italien, oplyser Udenrigsministeriet til os. 

Østrig dropper krav om negativ PCR test

Fra mandag d. 24. januar 2022 skal danskere, der vil til Østrig, ikke længere vise en negativ PCR-test, hvis de har fået tre stik mod corona.

Hvis du ikke har taget det tredje booster-stik skal du vise en negativ PCR-test.
Testen må maksimalt være 72 timer gammel.

Hvis du har været smittet inden for 180 dage, skal du kunne dokumentere, at smitten er overstået, og du skal samtidig kunne vise en negativ PCR-test.


Unge uden tredje vaccinestik er også velkomne i Østrig.


Udenrigsministeriet oplyser til DR, at man skal have modtaget andet vaccinestik indenfor de seneste 180 dage for at få adgang til hoteller, restauranter og kulturinstitutioner, hvilket også gælder skilifter, i Østrig.


Derfor bør unge rejsende under 18, som kun har modtaget andet stik, være opmærksomme på, hvornår de har fået andet vaccinestik, inden de rejser til Østrig.


Hvis man ikke kan fremvise en negativ PCR-test pga. nylig COVID-smitte: Så kan man fremvise dokumentation i form at en lægeerklæring på overstået smitte inden for 90 dage.



Se Udenrigsministeriets overblik om rejser til Østrig her

Hvad gør man så?

Det korte svar er: Vent til du er sikker på at få et negativt svar på en PCR-test eller tag til et andet land, der accepterer immunitet efter tidligere smitte.

Suspenderes coronapasset?

Eva fra Frederiksværk er en af dem, der funderer over, hvad der sker med coronapasset, hvis man tester positiv for covid-19, selvom det er fordi, man har været syg af det for nyligt, men nu er rask.

- Bliver coronapasset igen suspenderet i 14 dage, og tæller man igen med i statistikken over ny-smittede?, spørger hun.

Sundhedsministeriet oplyser til os:

- I den danske del af coronapas-appen er reglerne således, at det betragtes som den samme infektion, hvis man inden for de første 12 uger efter den første positive PCR-test tester positiv igen.

- Det betyder, at det danske coronapas i coronapas-appen ikke igen suspenderes.

Hvis man derimod tester positiv mere end 12 uger efter den første positive PCR-test, betragtes det som en ny infektion, og derfor suspenderes coronapasset i appen igen, oplyser Sundhedsministeriet.

Udenrigsministeriets råd til rejsende

Vores er anbefalinger er først og fremmest at 

  • undersøge og holde sig opdateret omkring indrejseregler og lokale restriktionerne på rejsemålet, herunder om landet kræver negativ test før, under eller efter indrejse. 

  • Det kan man gøre på ambassadernes COVID-19 sider, som opdateres dagligt. 

  • Derudover bør man tegne en rejseforsikring og undersøge, hvad den dækker både før og under rejsen. 

  • Endeligt bør man have en plan for, hvordan man forholder sig, hvis man smittes under rejsen og være opmærksom på lokale karantæneregler i landet, da man skal følge myndighedernes anvisninger herom.


Kilde: Udenrigsministeriet i svar til TV 2 Lorry

EU-delen af appen

Når man skal ud at rejse, skal man bruge EU-visningen i coronapas-appen, hvor der vises særskilte certifikater for hhv. vaccination, negativ test eller immunitet efter tidligere smitte. 

Den opfører sig lidt anderledes end den danske del i appen:

- Disse særskilte certifikater suspenderer ikke hinanden, som i den danske visning.

Det skyldes, at der er forskellige indrejserestriktioner fra land til land. Man mister således ikke sit EU-coronapas efter tidligere smitte, hvis man tester positiv flere gange i træk.

Hvis rejsedestinationen kræver dokumentation for en negativ PCR-test, og man ikke er undtaget for det krav, hvis man er tidligere smittet, så er det ikke tilstrækkeligt at fremvise sit EU-coronapas efter tidligere smitte. 

I det tilfælde skal man fremvise et EU-coronapas som dokumentation for den negative test, oplyser Sundhedsministeriet til os.

Tak for spørgsmålene!


Spørg Os - Formular

_

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik