Alice er gangbesværet - så blev hun "sendt hjem" fra museumstur

Gangbesværede Alice Weinsø fra Roskilde bookede en guidet omvisning på Koldkrigsmuseum Stevnsfort. Men under turen sagde guiden stop, fordi hun gik for langsomt.

Det skulle have været en hyggelig lørdagstur, men i stedet endte det helt galt.

Alice Weinsø måtte finde sig i at blive sendt hjem fra en guidet museumstur, fordi hun ifølge guiden gik for langsomt.

Sammen med sin kæreste, der meget gerne ville se Koldkrigsmuseum Stevnsfort, havde Alice Weinsø ellers bestilt billetter til en guidet tur rundt på museet sidst i februar måned.

quote Jeg synes jo, jeg har taget ansvar for min egen situation og forsøgt ikke at være til gene for hverken dem eller mig

Alice Weinsø

Hun lider af den sjældne, arvelige nervesygdom adrenoleukodystrofi, der for kvinder ofte kommer til udtryk ved et gangbesvær, og hun er derfor afhængig af sin stok for at kunne gå selv.

Derfor havde hun på forhånd undersøgt, hvilke hjælpemidler museet tilbød personer med handicap, herunder om museet havde en ledsagerordning, hvilket den ikke havde på daværende tidspunkt.

Da det var Alice Weinsøs kæreste, der helst ville se museet, havde de aftalt, at hun ville sidde over, hvis turen viste sig at være for fysisk krævende.

I museets reception spurgte hun desuden for at være sikker på, om turen kunne gennemføres af personer med gangbesvær.

- Receptionisten sagde ja, fordi guiderne var flinke til at sørge for, at alle er med, siger Alice Weinsø til TV 2 Lorry.

Guiden var uenig

Det skulle dog, ifølge Alice Weinsø, hurtigt vise sig, at den guide der stod for rundvisningen, ikke havde samme indstilling.

Til TV 2 Lorry forklarer hun, at hun sammen med sin kæreste kom cirka 30 sekunder for sent til de første to poster på turen, fordi de sakkede bagud. Her var guiden gået i gang med at fortælle om udstillingen, men hverken hende eller kæresten påpegede, at de gik glip af en del af programmet.

Ved den tredje post blev forsinkelserne ifølge Alice Weinsø dog alligevel for meget for tourguiden, der henvendte sig til parret netop som resten af gruppen bevægede sig videre.

Her var beskeden ifølge Alice Weinsø, at hun gik for langsomt, og at hun sammen med sin kæreste måtte henvende sig i receptionen for at få pengene retur.

- Jeg blev overrasket. Lidt chokeret og overrumplet, og jeg forstod faktisk ikke helt meningen med, hvad han sagde, siger Alice Weinsø til TV 2 Lorry og fortsætter:

- Jeg synes jo, jeg har taget ansvar for min egen situation og forsøgt ikke at være til gene for hverken dem eller mig.

På vej ud henvendte hun sig til en ansat i billetskranken, der tydeligt forundret lovede at sende en mail rundt i organisationen, ligesom den ansatte opfordrede Alice Weinsø til at kontakte museet om mandagen.

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

Alice Weinsø oplever ikke normalt, at hendes handicap står i vejen for oplevelser. Her et feriebillede fra Vestgrønland i år 2021.
Alice Weinsø oplever ikke normalt, at hendes handicap står i vejen for oplevelser. Her et feriebillede fra Vestgrønland i år 2021.
Foto: Privatfoto/Trine Bishop

Opkald gjorde det værre

Hun ringede derfor mandag morgen til museets administration.

Ifølge Alice Weinsø ikke for at søge kompensation, men for at gøre museets administration opmærksom på episoden. Noget, hun dog ikke oplevede stor forståelse for:

- Jeg synes, man var i forsvarsposition og hverken anerkendte episoden eller lyttede til mig. Jeg synes faktisk, det blev insinueret, at jeg havde gjort noget urimeligt ved at tage med på turen. Personen i røret sagde, at "nogen gange overvurderer man sig selv", siger hun til TV 2 Lorry.

Hele episoden, mener Alice Weinsø, fortæller noget om, hvordan handicappolitik i Danmark ofte forstås og føres. 

- Man har en skal - handicaptoiletter, skilte og alle mulige fine intentioner - men indholdet er noget andet. Man glemmer respekten for de mennesker, som rent faktisk har et handicap, siger hun til TV 2 Lorry.

Museumsdirektør: "Jeg kan godt forstå, hun er blevet skuffet"

På Østsjællands Museum, der blandt andet driver Koldkrigsmuseum Stevnsfort, kan direktør Peter Gravlund Nielsen genkende Alice Weinsøs forløb.

- Jeg kan faktisk godt forstå, at hun er blevet skuffet. Når jeg undersøger forløbet, kan jeg se, at vi ikke har kommunikeret tilfredsstillende, siger Peter Gravlund Nielsen til TV 2 Lorry.

Museumsdirektøren forklarer, at problemet er opstået, fordi receptionisten og guiden har givet to forskellige meldinger.

quote Jeg vil ærligt indrømme, at vi ikke har prøvet denne situation før, men det skal ikke være en undskyldning

Peter Gravlund Nielsen, direktør, Koldkrigsmuseum Stevnsfort

Han understreger, at Alice Weinsøs oplevelse ikke er et generelt udtryk for, hvordan Koldkrigsmuseum Stevnsfort ønsker at møde personer med handicap, samt at muséet har en kørestol til rådighed for gangbesværende og en ledsagerordning, man kan gøre brug af.

Netop de tilbud har museet ikke kommunikeret godt nok ud til gæster. Det har eksempelvis ikke stået på deres hjemmeside, at der er en ledsagerordning, siger Peter Gravlund Nielsen nu.

- Jeg er virkelig ked af den situation, som Alice har oplevet, fordi hvis vi (de ansatte red.) havde talt sammen, som jeg forestillede mig, det skulle fungere, så havde vi fundet ud af på forhånd, om hun skulle have været med på turen eller brugt kørestolen, som vi har til rådighed, siger Peter Gravlund Nielsen.

Derfor har Koldkrigsmuseum Stevnsfort med Peter Gravlund Nielsens ord "ændret procedure".

- Jeg vil ærligt indrømme, at vi ikke har prøvet denne situation før, men det skal ikke være en undskyldning, og vi har på baggrund af episoden ændret procedure, så nu taler frontpersonale og den akutelle guide sammen inden en tur, siger han og fortsætter:

- Jeg vil gerne sende hende en stor undskyldning.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik