Der kan ikke være mere vand i jorden i Stevns Kommune.
Omtrent sådan lyder beskeden fra borgmester Henning Urban Dam Nielsen (S) fra Stevns Kommune, der følger med i søndagens vejrsituation.
Meteorologerne har varslet heldagsregn søndag, og det er dårligt nyt for kommunen i den sydligste del af Køge Bugt.
De massive regnmængder i både oktober og starten af november har nemlig allerede mættet jorden, så vandet kan ikke længere sive ned.
I kombination med et kloaknet på overarbejde har det betydet oversvømmelser – og i Stevns er man særligt hårdt ramt.
- Vi stadigvæk borgere, som har vand i husene allerede nu. Det vandspejl, som de kan se inden døre, det er ikke trukket tilbage endnu. Så regnen der kommer nu, får det bare til at stige mere. Det bliver bare endnu værre, siger Stevns’ borgmester Henning Urban Dam Nielsen.
Oversvømmet å giver boligejere problemer
Dybt inde i Stevns Kommune løber Tryggevælde Å, som er med til at afvande oplandet til Køge Bugt, når det regner.
Men som billederne her viser, er åen gået så meget over sine bredder at huse i flere landsbyer har fået vand i kældrene.
Kan I gøre mere for at undgå yderligere oversvømmelser, Henning Urban Dam Nielsen?
- Vi bruger Køge Bugt til at udlede vandmasserne i, men slusen står på vid gab allerede nu. Der kommer så meget vand i åen, at det ikke kan følge med, så vi kan ikke gøre så meget andet, siger borgmesteren.
Han understreger, at kommunen netop har vedtaget en ny klimaplan, som adresserer nogle af de problematikker omkring klimaændringerne, som Stevns oplever netop nu.
Først skete der en masse langs kysten, og nu er det så borgerne inde i landet, som bliver ramt.
Men den slags tager tid – og spørgsmålet er, hvor meget tid man har, før vejret igen viser sig fra sin værste side.
- Vi føler os hårdt ramt her i Stevns. Jeg tror, at stormfloden (den 21. oktober, red.) har ramt os forholdsmæssigt hårdest. Der blev vi både ramt på infrastruktur og havne.
- Først skete der en masse langs kysten, og nu er det så borgerne inde i landet, som bliver ramt. Vi kan i den grad mærke de ting, som sker omkring os med klimaforandringerne, siger Henning Urban Dam Nielsen.
Til og med lørdag middag er der ifølge TV 2 Vejret faldet knap 69 millimeter nedbør i november, skriver TV 2 Øst.
I gennemsnit kommer der 70 millimeter i årets sidste efterårsmåned.
Dermed vil vi med det kommende regnvejr allerede nu passere den normale nedbørsmængde for måneden.