Oversigt

Seneste nyt

Kommune vil skære på ældreplejen - kritiker frygter masseflugt

En besparelse på ældreplejen på omkring fire millioner i 2023, og seks millioner kroner i 2024.

Det er indholdet i et forslag, der netop er sendt i høring i Stevns Kommune.

Forslaget skal balancere kommunens økonomi, men det vil konkret føre til, at der skal løbes hurtigere blandt de ansatte, der i forvejen kæmper med et meget højt sygefravær.

Det mener Enhedslisten i Stevns, der sammen med SF har forsøgt at undgå spareforslaget, der onsdag blev sendt i høring hos ældreudvalget i kommunen.

Da forslaget onsdag blev behandlet i Udvalget for Social & sundhed i kommunen blev der lagt op til at reducere den tid, som de enkelte borger er tildelt i kommunen.

En konsekvens af dette er, at der skal foretages en administrativ revisitering af alle borgere i hjemmeplejen. Revisiteringen vil senest være gennemført med udgangen af andet kvartal 2023.

Enhedslisten vurderer, at besparelserne svarer til, at der skal løbes op mod 16 procent hurtigere blandt de ansatte, fordi politikerne i forbindelse med forslaget ikke samtidig har reduceret på serviceniveauet blandt for de ældre i kommunen.

TV2 ØST har forsøgt at få en kommentar fra formand for Udvalget for Social & Sundhed Tim Christensen (S). Han er ikke vendt tilbage. Heller ikke borgmester Henning Urban Dam Nielsen (S) har svaret på redaktionens henvendelse.