Stevns' rebel siger farvel til V: "De ser skævt til mig"

Stevns-politiker, Inge Milbrat, forlader Venstre. Hun er gået imod sit parti i flere store sager, men nu er det slut.

Inge Milbrat stemte med hjertet, men imod sit eget parti, Venstre, i en af Stevns' helt store politiske sager.

Her blev hun tungen på vægtsskålen, der afgjorde, at kommunalbestyrelsen rejste fredningssag for verdensarven, Stevns Klint. 

quote Jeg ved ikke, om jeg ikke passer ind. Måske de andre ikke passer til mig.

Inge Milbrat, løsgænger i Stevns Kommunalbestyrelse

Nu har den 75-årige politiker valgt at melde sig ud af Venstre.

- Jeg har det bedst med åbne vidder og ærlighed. Og det har jeg ikke følt var til stede i Venstre-gruppen. Jeg har derfor meldt mig ud, og jeg sidder nu som løsgænger, siger hun til TV 2 Lorry.

- Jeg stemte for fredningen af klinten, og på flere andre punkter har jeg stemt imod mit parti. Så det er klart, at der er nogen, der ser skævt til det, siger hun, men nægter at nævne navne på specifikke personer. 

Nægtede at vælte borgmester

Venstre var tidligere borgmesterens parti i Stevns, men en gruppe Venstre-medlemmer gik i januar sammen om at vælte ham af posten. Et flertal af gruppen ville have et nyt opstillingsmøde, men borgmester Mogens Haugaard Nielsen valgte at trække sig fra partiet, inden det kom så vidt.

Inge Milbrat var den eneste i Venstre-gruppen, der nægtede at vælte Mogens Haugaard Nielsen.

- Mogens er et godt og ordentligt menneske. Jeg synes ikke, at han er blevet fair behandlet. Politik bringer det værste op i folk, siger hun.

Mogens Haugaard Nielsen pegede blandt andet selv på den interne og offentlige retorik fra nogle Venstre-medlemmer som årsag til, at han trak sig.

Dramaet i partiet er én af flere grunde til, at Inge Milbrat trækker stikket i partiet.

- Jeg ved ikke, om jeg ikke passer ind. Måske de andre ikke passer til mig, siger hun. 

Fremtiden er endnu uvis

Borgmester Mogens Haugaard Nielsen har siden stiftet et nyt parti, nemlig Nyt Stevns, der nu har omkring 60 medlemmer. Flere er tidligere Venstre-folk.

Men om Inge Milbrat vil melde sig ind i et andet parti eller helt sige farvel til politik, vil hun ikke ud med. 

- Jeg har ikke besluttet mig endnu. Jeg tænker over det til efter påske, siger hun.

Inge Milbrat blev medlem af kommunalbestyrelsen i Stevns for første gang i 1997. I januar blev hun igen medlem af komumnalbestyrelsen efter en pause, fordi hun som førstesupleant måtte træde til, efter Flemming Petersen meldte sig ud. Kort efter stemte hun for fredningen af Stevns Klint.

TV 2 Lorry mødte Inge Milbrat, efter hun blev tungen på vægtskålen i sagen om fredningen af Stevns Klint: 

Et flertal af Stevns' kommunalbestyrelse stemte for at rejste fredningssag for verdensarven, Stevns Klint i jaunar 2016. 

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik