I Stevns Kommune frygter man, at oversvømmelserne kan blive værre end torsdag, der som bekendt var den vådeste novemberdag nogensinde.
Jorden er nemlig stadig våd, vandløb og åer er allerede fyldte og kloaknettet og rensningsanlæg er på overarbejde, skriver kommunen i et opslag på Facebook.
- Kør forsigtigt. Vi opfordrer helt generelt til ikke at gå, cykle eller køre, hvor der er vand, og du ikke kan se dybden, skriver de.
Også i Solrød Kommune varsler beredskabet, at de kommende regnmasser endnu engang kan betyde risiko for oversvømmelser.
Her opfordrer de også til at køre forsigtigt og at lade være med pumpe vand ud i kloaksystemet, da alle bassiner og vandsystemer allerede er overbelastede.