Københavns Lufthavn i knæ: Låner tocifret millionbeløb hver måned for at holde åbent

Med et verdenskort, der er orange i rejsevejledningerne, fortsætter passagerflugten i Københavns Lufthavn, der må i banken hver måned for at holde åbent for den tilbageværende flytrafik.

Verden er lukket og helt orange i rejsevejledningerne. Det betyder, at luftfarten er i frit fald over hele Europa, og Københavns Lufthavn er ingen undtagelse.

I oktober fortsatte trafikken således på et markant reduceret niveau, og kun 394.270 passager gik igennem terminalerne.

Det er et fald på 85,5 procent i forhold til de 2,7 millioner, der normalt passerer gennem lufthavnen i en oktober måned.

På en normal dag sidste år var der knap 800 flyankomster og afgange dagligt i Københavns Lufthavn.

I disse dage er der omkring 150 - og antallet falder. Samtidig er kun omkring 30 procent af flysæderne besat mod normalt 70-75 procent.

I Københavns Lufthavn ser man med stor alvor på situationen.

- Luftfarten i hele verden og i Danmark er i frit fald. Det rammer alle de virksomheder, der er i Københavns Lufthavn. Ikke bare lufthavnen selv, men de 700 virksomheder, der er tilknyttet lufthavnen. Det påvirker alle, siger Peter Krogsgaard, kommerciel direktør i Københavns Lufthavn.

Flere end 6000 ansatte i de mere end 700 virksomheder i og omkring Københavns Lufthavn har mistet deres arbejde.

Låner tocifret millionbeløb

Krisen sender hver måned lufthavnen en tur i banken, siger kommerciel direktør i Københavns Lufthavn Peter Krogsgaard i en kommentar.

- I Københavns Lufthavn må vi låne et større tocifret millionbeløb hver måned for at holde åbent for den smule passagertrafik, der er tilbage - og for den nødvendige luftfragt, siger han.

Ifølge aktieanalysechef hos Sydbank Jacob Pedersen er situationen en katastrofe, der er ved at udvikle sig til en endnu større katastrofe.

Blot få fly er dagligt på vingerne i lufthavnen.
Blot få fly er dagligt på vingerne i lufthavnen.
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Alligevel er der til trods for de store lån i banken ikke fare for en konkurs i lufthavnen, vurderer han.

- Københavns Lufthavn er heldigvis blandt andet ejet af den danske stat og ATP. Det gør, at man i og for sig kan blive ved med at låne. En eventuel konkurs er ikke en option, siger Jacob Pedersen.

Restriktioner fra Storbritannien forværrer krise

Den seneste tid er betingelserne for lufthavnen blevet yderligere forværret. Først valgte Storbritannien at lukke for al flyvning til og fra Danmark. Siden har luftfartsselskabet Norwegian måttet lukke ned i Danmark og resten af Europa og sende 1600 medarbejdere hjem.

- Det er helt uholdbart, som det er nu. Flere flyselskaber kæmper for overlevelse, og det, som vi alle venter på, er selvfølgelig en vaccine, så man kan rejse ud i verden igen, siger Peter Krogsgaard.

Selv om udviklingen af en vaccine mod covid-19 er langt fremme, efterlyser man i Københavns Lufthavn en midlertidig løsning, der kan åbne op for luftfarten på kort sigt.

- På den mellemlange bane er der brug for et fælles europæisk covid-pas, så man kan rejse sikkert uden at smitte, så vi kan få lirket verden op og få den helt nødvendige mobilitet tilbage, siger Peter Krogsgaard.

Peter Krogsgaard, kommerciel direktør i Københavns Lufthavn, efterspørger et fælles europæisk covid-pas, så der igen kan komme gang i rejseaktiviteten.
Peter Krogsgaard, kommerciel direktør i Københavns Lufthavn, efterspørger et fælles europæisk covid-pas, så der igen kan komme gang i rejseaktiviteten.
Foto: Jan Christiansen / TV 2 Lorry

Lang vej tilbage mod normale tilstande

Vejen tilbage til normale tilstande bliver ifølge aktieanalysechefen lang for Københavns Lufthavn, der ikke kan forvente, at trafikken vender tilbage før et stykke inde i 2021.

- Indtil da står den på tab og meget få passagerer. Men man må tilbage på hesten.

- Lufthavnen skal vise de dyder, man har haft gennem de seneste mange år. Blandt andet er man jo stort set verdensmester i ruteudvikling, siger Jacob Pedersen fra Sydbank.

Københavns Lufthavn oplyser, at de få passagerer der fortsat rejser, primært er forretningsfolk, og rejsende der tager på familiebesøg.

I august - som indtil videre er lufthavnens bedste måned under coronakrisen - faldt passagerantallet med 78,9 procent i forhold til august 2019.

Værst så det ud for lufthavnen i april. Her oplevede man et fald i passagerantal på 99 procent i forhold til samme måned 2019.

/ritzau/


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik