Lavet af brugt fritureolie: Banebrydende flybrændstof testet i Københavns Lufthavn

I snart 100 år har flyene lettet og landet fra Københavns Lufthavn og det sætter sit præg på den lokale luftforurening. Det skal et nyt banebrydende projekt nu gøre op med.

Forleden landede en Airbus 320 i Københavns Lufthavn fra Stockholm. Det er sket mange gange før, men det særlige ved denne Airbus er, at den har tilbagelagt ruten på 35 procent bæredygtigt brændstof - også kaldet SAF (Sustainable Aviation Fuel).

- SAF-delen af brændstoffet er lavet af brugt fritureolie, fortæller Jesper Jacobsen, der er chef for bæredygtighedsudviklingen I Københavns Lufthavn.

I øjeblikket står Jesper Jacobsen i spidsen for et stort europæisk projekt med 16 internationale partnere.

Projektet hedder ALIGHT, og partnerne arbejder sammen på at gøre fremtidens lufttrafik bæredygtig.

- Årsagen til at denne Airbus flyver med så stor en andel af SAF, er fordi vi gerne vil måle luftkvalitetsforbedringer, forklarer Jesper Jacobsen

- Man kan nemlig måle, at der er færre partikler og færre udledninger, når et fly har en tilpas stor procentdel af SAF i tanken, fortsætter han.

Tyske forskere måler forureningen  

De målinger finder altså sted i Københavns Lufthavn, hvor tyske eksperter har opstillet et mobilt laboratorium, som måler forureningen af luften på landjorden, når et fly kører fra landingsbane til gate.

quote Det er ikke nødvendigt at skifte hverken fly eller motorer. Det er nok at ændre på brændstoffet for at reducere den lokale luftforurening

Tobias Schripp, forsker i Tysklands Center for Luft- og Rumfart (DLR)


Tyske forskere har allerede ved tidligere forsøg, under kontrollerede vilkår, fastslået, at brændstof med høj andel af SAF reducerer luftforurening og giver bedre luftkvalitet både i atmosfæren og på landjorden.

- Det er vigtigt, fordi vi som medarbejdere og naboer bliver udsat for en luftforurening fra lufthavnen, og den kan minimeres på den her måde, siger Jesper Jacobsen.

Forsøget i Københavns Lufthavn skal altså vise om en høj andel af SAF i flybrændstof også giver en forbedret luftkvalitet i et autentisk lufthavnsmiljø.

Tyske Tobias Schripp, der er forsker i Tysklands Center for Luft- og Rumfart (DLR), ser optimistisk på de forventede resultater.

- Resultaterne vil vise, at hvis vi skifter fra petroleums-brændstof til SAF-brændstof i større omfang, så kan man forbedre luftkvaliteten i lufthavne uden at skulle ændre på andre parametre, siger Tobias Schripp til TV 2 Kosmopol.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Tobias Schripp analyserer flyets udstødning, hver gang det lander i København over 14 dage.
Tobias Schripp analyserer flyets udstødning, hver gang det lander i København over 14 dage.
Foto: Amanda Sofie Bjerregaard / TV 2 Kosmopol

- For eksempel er det ikke nødvendigt at skifte hverken fly eller motorer. Det er nok at ændre på brændstoffet for at reducere den lokale luftforurening, uddyber han.

Tobias Schripp skal bruge en måneds tid på at studere data af målinger, før han kan give et sikkert svar på, hvor meget bedre den lokale luftkvalitet bliver.

Kun tilgængeligt i små mængder

Men hvorfor egentlig ikke bare flyve på en høj procent af SAF, når nu forskerne ved at det virker?

- Det gør vi ikke, fordi det simpelthen ikke er tilgængeligt, forklarer Jesper Jacobsen fra Københavns Lufthavn.

- Det er tilgængeligt i meget små mængder, så det her med, at den her Airbus flyver på 35 procent SAF er helt usædvanligt, siger han.

(Artiklen fortsætter under billedet)

- Resultaterne vil vise, at hvis vi skifter fra petroleums-brændstof til SAF-brændstof i større omfang, så kan man forbedre luftkvaliteten i lufthavne uden at skulle ændre på andre parametre, siger Tobias Schripp ti
- Resultaterne vil vise, at hvis vi skifter fra petroleums-brændstof til SAF-brændstof i større omfang, så kan man forbedre luftkvaliteten i lufthavne uden at skulle ændre på andre parametre, siger Tobias Schripp ti
Foto: Amanda Sofie Bjerregaard / TV 2 Kosmopol

Foreløbig har EU et mål om, at fra 2025 skal al flybrændstof indeholde mindst 2 procent SAF.

- Det er en fin start, siger Jesper Jacobsen, men der skal meget mere til.

- Vi skal op i de 35 procent, som den Airbus, er fløjet hertil på. Det er jo der, vi rykker noget og det er det, der er fantastisk ved det her.

- Så kan vi faktisk vise en vej for flyindustrien til at få en bæredygtig fremtid, slutter Jesper Jacobsen. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik