Nu er syv døde på hårdt ramt plejehjem - 68 smittede beboere og ansatte

Smittetallet er faldet på hårdt ramt plejehjem i Tårnby Kommune.

Plejehjemmet på Irlandsvej i Tårnby Kommune er fortsat hårdt ramt af coronavirus.

Torsdag er 68 beboere og ansatte smittede, mens syv personer nu er afgået ved døden.

Der er tale om 35 beboere, hvoraf tre er indlagt på hospitalet, og 33 medarbejdere.

Det oplyser borgmester Allan S. Andersen (S) til TV 2 Lorry.

Tirsdag var 91 smittede, og fem var døde.

quote Det er en rigtig trist og ulykkelig situation

Allan S. Andersen, borgmester i Tårnby

Udbruddet med coronavirus på plejehjemmet begyndte i slutningen af november måned, hvor man i første omgang konstaterede ni smittede den 23. november.

I sidste uge var tallet 51. I alt er ni borgere nu raskmeldte, mens 15 medarbejdere er friske igen.

Da regeringen med statsminister Mette Frederiksen (S) i spidsen lukkede store dele af Hovedstadsområdet ned i mandags, blev netop plejehjemmet på Irlandsvej fremhævet som et sted, hvor smittet var steget heftigt. 

Dybt berørt borgmester

På trods af, at smittetallet er faldet en smule siden tirsdag, vil borgmester Allan S. Andersen ikke glæde sig for tidligt.

- Det er en rigtig trist og ulykkelig situation. Vi er meget berørte af det. Også i forhold til de pårørende og dem, der har mistet. Det er dybt ulykkeligt, siger borgmesteren. 

Allan S. Andersen understreger, at man endnu ikke ved, hvordan smitten kom ind på plejehjemmet, der har 141 boliger. 

- Langt de fleste har ikke udvist symptomer, og derfor er det rigtig svært at kigge ind i smitten. 

Men i øjeblikket gør man alt, hvad man kan, for at komme af med smitte igen, forsikrer borgmesteren. 

Artiklen fortsætter efter billedet...

Tårnbys borgmester Allan S. Andersen (S) er berørt af massefyringerne i Københavns Lufthavn.
Tårnbys borgmester Allan S. Andersen (S) er berørt af massefyringerne i Københavns Lufthavn.
Foto: Søren Bidstrup - Ritzau Scanpix

Forsøger at komme af med smitten

- Vi har lagt en plan, som er godkendt af Styrelsen for Patientsikkerhed, og vi har fået hjælp af Hvidovre og Amager Hospital til at gennemgå vores foranstaltninger, siger Allan S. Andersen.

Kommunen kontakter alle pårørende én gang i døgnet for at opdatere om den nyeste udvikling på plejehjemmet. Samtidig er en nyoprettet lokal taskforce i gang med at gennemgå alle procedurer.

Alle borgere og medarbejdere bliver podet to gange om ugen, ligesom alle ansatte - lige fra varmemesteren til køkkenpersonale og sosu'er - igen bliver undervist i hygiejneregler. 

Opdelt plejehjem

Derudover er Plejehjemmet på Irlandsvej blevet delt op i to afdelinger - en afdeling for de smittede og en afdeling for dem, der ikke er smittede. 

Mens en stor del af medarbejderne også er smittede, er personale fra kommunens øvrige plejehjem hentet ind til at passe borgere i den ikkesmittede afdeling. 

Tårnby Kommune har længe været blandt kommunerne med flest smittede per indbyggere og i øjeblikket har man landets 12. højeste incidenstal - 401,8 smittede per 100.000 borgere. 

Coronakrisen har ramt Tårnby Kommune hårdt på flere parametre. Københavns Lufthavn, der ligger i Tårnby Kommune, har fyret adskillige ansatte, ligesom flyselskaber også har bidraget negativt til ledighedstallene i kommunen. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik