Efter nedslående rapport: Tour-bølge skal få flere unge på cyklen

I forbindelse med Tour de France holder Københavns Kommune topmøde om cyklisme.

Tour de Frances løbsdirektør og en vicepræsident fra EU-Kommissionen er blandt gæsterne, år Københavns Kommune har inviteret til et "cykeltopmøde" 30. juni i Blox. 

Her skal parterne dele erfaringer og idéer, der skal fremme cyklisme - og med danske og københavnske briller særligt hos de unge.

Det fortæller værten, overborgmester Sophie Hæstorp Andersen (S).

- Noget af det, som vi ser på i København, er, hvordan vi ser næste generation af cyklister, altså børnene og de unge, tør kaste sig ud på vejene, siger hun.

- Vi ser ikke bare i København men i hele Danmark en tendens til, at flere og flere unge er mere interesserede i at eje en bil end at hoppe op på en cykel.

- Vi vil gerne prøve at se på, hvordan vi har en førerposition inden for cykling, både fordi det er sundt, mindsker trængsel og gør det lettere at spare CO2.

Cykeltopmødet 2022 i København

  • Cykeltopmødet afholdes i BLOX i København den 30. juni fra 8.30 til 16.00. Der vil på mødet være ide- og erfaringsudveksling, herunder præsentation af ny viden fra fem strategiske analyser af hverdagscykling, som overordnet kigger på:


1. Fremme af cykling i landdistrikter


2. Unges cykelvaner


3. Rekreativ cykling og cykelturisme


4. Knudepunkters potentiale for kombinationsrejser


5. International benchmark af viden og innovation på cykelområdet i Danmark



  • På baggrund af hver analyse udarbejdes en række anbefalinger til, hvordan det konkrete emne kan løfte cykelindsatsen i Danmark fremadrettet. Anbefalingerne vil indgå i deklarationen, som underskrives på topmødet.


  • Blandt deltagerne er: EU-kommissionens vicepræsident Frans Timmermans, løbsdirektør for Tour de France Christian Prudhomme, transportminister Trine Bramsen, borgmestre og regionsrådsformænd fra hele landet - og flere centrale beslutningstagere.


Kilde: Københavns Kommune


Nye tal: Færre cykler i København

I netop Københavns Kommune tager færre borgere cyklen. Det kunne TV 2 Lorry fortælle onsdag på baggrund af helt nye tal i den såkaldte Mobilitetsredegørelse 2022.

Her fremgår det, at cyklens andel af alle ture i København er faldet fra 26 procent i 2020 til 21 procent i 2021. Målet er 25 procent i 2025.

Samtidig er andelen af cykelture til og fra arbejde og uddannelse i København faldet fra 42 til 35 procent. Målet er 50 procent i 2025.

Og selvom de nedslående tal ifølge Københavns Kommune delvist kan tilskrives hjemsendelser i forbindelse med corona-nedlukning, er den nye redegørelse altså langtfra ønskelæsning for politikerne på Københavns Rådhus.

Overborgmester, Sophie Hæstorp Andersen (S), kaldte faldet i antallet cyklister for “rigtig ærgerligt,” mens teknik- og miljøborgmester Line Barfod (EL) udtalte, at København skulle “oppe sig” på cykelfronten.

(Artiklen fortsætter efter grafikken.)


Ambitiøse mål

I forhold til cykeltopmødet 30. juni håber Line Barfod på, at deltagerne i sidste ende vil præsentere en udtalelse, som vil indeholde målsætninger, som borgerne kan holde dem op på.

- Jeg håber, at vi får udvekslet en masse god inspiration mellem de mange gode deltagere, siger hun.

- Og så håber jeg også, at vi når til enighed om at sætte nogle ambitiøse mål for cyklingens fremtid i København og de mange andre byer, der deltager.

Regeringen deltager også i form af transportminister Trine Bramsen (S). Planen er, at parterne skal komme frem til en udtalelse med konkrete anbefalinger til, hvordan cyklismen i Danmark kan styrkes de kommende år.

Dagen efter mødet starter verdens største cykelløb, det franske etapeløb Tour de France, i København.

De to efterfølgende dage kører løbet fra Roskilde til Nyborg og fra Vejle til Sønderborg. Det er første gang, at Tour de France har lagt vejen forbi Danmark.

TV 2 Lorry har tidligere fortalt, at CO2-aftrykket fra Tour de France er en totalt ukendt størrelse. Det kan du læse mere om her - og herunder kan du også se mere til den historie: 

Når Tour de France inden længe har sin start her i København - så kommer det ikke uden en klimaregning. En klimaregning som ingen inde på Københavns Rådhus har overblik over. Og det får nu eksperter til at rette kritik af kommunen.


Spørg Os - Afstemning

_